Radikale Venstre ligner Dansk Folkeparti

Radikale Venstre er klar til at bryde samarbejdet med Socialdemokratiet på grund af udlændingepolitikken. Men siden hvornår er Radikale Venstre blevet et ultimativt et-sags parti, der ligesom Dansk Folkeparti stort set kun har holdninger til udlændingepolitikken?
De selvudnævnte humanistiske frontkæmpere, Radikale Venstre har travlt med at råbe efter os socialdemokrater. Vi har glemt vores principper, og vi er ikke rigtige socialdemokrater længere åbenbart. Nej, vi er simpelthen gået hen og blevet DF-light, fordi vi insisterer på, at tilstrømningen af flygtninge ikke skal være i et større omfang end, at vi kan følge med på integrationssiden.

For mit vedkomne gør det egentlig ikke noget væsentligt indtryk, at Radikale Venstre er uenig med Socialdemokratiet, det er sådan set kun bekræftende for mit medlemskab.

Det er alligevel vildt, at de Radikale tilsyneladende er gået hen og blevet en decideret et-sags parti

Men det er sådan set en ret interessant udvikling, de Radikale har gang i. De ynder ikke længere, at komme med svar på, hvordan vi sikrer væksten, sikrer arbejdspladser, og det er som om, at de har givet op på det danske velfærdssamfund. Senest har de været ude og bakke op om indslusningsløn til flygtninge. Altså lavere løn til flygtninge, bare fordi de er flygtninge.

At det så er i direkte strid med både ligebehandlingsloven og De Europæiske Menneskerettigheder, må de jo selv om. Men det er alligevel vildt, at de Radikale tilsyneladende er gået hen og blevet en decideret et-sags parti, præcis ligesom Dansk Folkeparti. Nemlig et parti, som nærmest kun har principper og holdninger til udlændingepolitikken.

Radikale klar til at bryde med konventionerne
Jeg siger naturligvis ikke, at Radikale Venstre og Dansk Folkeparti deler samme holdninger til udlændingepolitikken, men de er fælles om, at stort set alt de mener og siger, kan føres tilbage til deres kamp i forhold til indvandrere, flygtninge og integrationen.

Ligesom at Dansk Folkeparti er klar til at bryde med de internationale menneskerettigheder for at tage vielsesringe fra flygtninge, ja så er Radikale Venstre klar til at bryde med de selv samme menneskerettigheder for at indføre indslusningsløn til flygtninge.

Derfor klinger det en smule hult, når Radikale Venstre er ude og anklage alle og enhver for brud på konventionerne

Derfor klinger det en smule hult, når Radikale Venstre er ude og anklage alle og enhver for brud på konventionerne, når de ligesom Dansk Folkeparti er klar til at gøre det, for at deres politik kan gennemføres. Jeg savner et Radikalt Venstre, som faktisk kæmper for mere end en ting, og ikke bare er Dansk Folkepartis modpol i flygtningedebatten.

I forrige uge var blandt andre Radikal Ungdoms formand, Victor Boysen, ude med en skilsmisseerklæring til Socialdemokratiet, fordi vi som bekendt er nogle onde, samvittighedsløse antihumanister, som vil flygtningene det skidt. Men man kan jo vende den om og sige, at hvis Radikale Venstre udelukkende er et parti, som har en sag at kæmpe for, hvorfor skal de så overhovedet tages i betragtning i en mulig regering med Socialdemokratiet?

NGO'er hører til uden for Christiansborg
I min verden hører et-sags partier ikke hjemme i nogen som helst regering. Det er jo praktisk talt NGO’er, og dem er der rigeligt plads til udenfor Christiansborg. Hvis man er klar til at bryde med Socialdemokratiet og smide magten i hænderne på de borgerlige, fordi man udelukkende kæmper for udlændingepolitikken, ja så er man jo ikke andet end en NGO.

I min verden hører et-sags partier ikke hjemme i nogen som helst regering

Jeg tror sådan set på et stærkt SR-samarbejde, men det kræver at Radikale Venstre stopper deres ultimative tilgang, som bedst hører hjemme på ydrefløjene. Radikale Venstre har historisk været et ansvarligt parti, som søger kompromiserne og samarbejder, der hvor det kan lade sig gøre.

Jeg håber, at de vil droppe DF-stilen, som et et-sags parti og vende tilbage som et ansvarligt parti, der har ambitioner på Danmarks vegne, som ikke kun handler om udlændingepolitikken.

 
Nilly Taheri læser jura på Københavns Universitet og er formand for DSU København. 
Dagens Pio klumme er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Foto: Radikale Venstre

Nilly Taheri er stud.jur. på Københavns Universitet, tidl. formand for DSU København og er pt. bosat i New York.


Flere artikler om emnet

Annonce