Der var engang, hvor Det Radikale Venstre var et pragmatisk og midtsøgende husmandsparti. De levede op til det at være socialliberale. Partiet var en vigtig allieret i udvidelsen af velfærdsstaten.

Nu er der landet en historisk aftale om et så vigtigt og afgørende emne som pension. For første gang i 20 år er velfærdsstaten blevet udvidet.

Dog uden de Radikale sad med om bordet. Det synes jeg, er et svigt, fordi Det Radikale Venstre historisk har været en vigtig allierede i kampen for et mere retfærdigt samfund.

Radikale bygget på krav om sociale reformer

Lad mig ridse historien op for radikale og andre der læser med: I 1905 blev De Radikale Venstre stiftet.

Nogle af de grundpiller som partiet blev stiftet på, var et forslag om en skattereform og en socialreform. Målet med en skattereform skulle være at den økonomiske ulighed skulle mindskes gennem skatter.

Det skulle styrke husmændene og arbejdernes position i samfundet.

Socialreformen skulle indeholde bedre arbejdsvilkår skulle blandt andet sikres gennem ulykkesforsikring og begrænsning af arbejdstid. Sidenhen har de bakket Socialdemokratiet op i arbejdsløshedsunderstøttelse, ferieloven, arbejdsbeskyttelsesloven, folkepensionen og sygedagpenge.

Alle store sejre i vejen mod velfærdssamfundet.

Arne-pension er en sejr for retfærdighed

Her i 2020 foreslog Socialdemokratiet en ret til tidlig pension. Dem der har knoklet allermest i fysisk hårde jobs siden 16-18 års-alderen, skal have tidligere pension end dem med lange uddannelser og en senere start på arbejdsmarkedet.

Det er en kamp om retfærdighed. For første gang i årtier bliver velfærdsstatens rettigheder udvidet igen - helt i tråd med det der er det historiske kompas i Det Radikale Venstre. Det er under al kritik, at de står uden for aftalen.

Er den sociale indignation forduftet fra det gamle husmandsparti i en hård højredrejning?

Ude af trit med virkeligheden

Øjensynligt. De radikale jeg krydser klinger med, har mere travlt med at dele deres kursusbeviser fra CEPOS’ akademi på sociale medier og skrive hårde punchlines om socialdemokratiet på Twitter, end med at gøre en forskel i almindelige menneskers arbejdsliv.

Jeg så sågar en ung radikal påstå, at hans filosofi-studie og det dertilhørende studiejob, som mindst lige så hårdt som hans jævnaldrendes arbejde på slagterier, fabrikker eller byggepladser.

Det er sgu det, som jeg kalder at være ude af trit med virkeligheden.

Foretrækker symbolpolitik

De Radikale var engang et konstruktivt og pragmatisk midterparti, som altid tog ansvar på afgørende politikområder.

Nu er de ultimative og skingre i deres krav til udlændinge- og klimapolitikken. De er imod symbolpolitik, må man forstå.

Men når nogen så foreslår en reel omfordeling fra dem der har mest, til dem der har mindst, så er de åbenbart også imod det. Det er ellers ikke værdi- og symbolpolitik.

Det er politik, der gør en reel forskel for afslutningen af en gruppe menneskers arbejdsliv.

Maskefald

Jeg tror, at de fleste regner med nogle raske år efter arbejdslivet. Hvorfor kan De Radikale ikke unde dem der har knoklet mest og længst på arbejdsmarkedet den samme ret til og tro på en værdig tilbagetrækning?

Det er uværdigt at stoppe arbejdslivet slidt ned - uden nogle raske år med børnebørnene. Det er ikke luksus at have raske år i pensionen. Nu bliver det en ret for flere.

Der er maskefald i Det Radikale Venstre for tiden. De vil ikke være med til at skabe balance mellem rettigheder og pligter i pensionssystemet. Set historisk har de gjort netop det adskillige gange før, men jeg mener at de har glemt deres rødder, som et parti der tog ansvar på afgørende områder.

Arnes pension blev en tryktest af, om der overhovedet er noget socialt tilbage hos de selvudnævnte social-liberale. Jeg er godt nok skuffet. Jeg håber det ændrer sig.