Radio24syv lukker og slukker og fremmedkrigere kan lettere miste passet

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Radio24syv lukker og slukker. Mediekoncernen Berlingske Media har besluttet ikke at genansøge om tilladelse til at drive taleradioen Radio24syv.

Fremmedkrigere kan nu langt lettere end hidtil miste deres danske statsborgerskab. DF og regeringen har lavet en aftale om, at fremmedkrigere kan fratages statsborgerskabet rent administrativt – altså uden en forudgående retssag.

Den radikale leder Morten Østergaard er arg modstander af etableringen af Lindholm-lejren. I en protestaktion lørdag kaster han sig i de kolde bølger og tager svømmeturen Lindholm-Kalvehave.

Velkommen til dagens Aktuelt

 

Slut med Radio24syv

Mediekoncernen Berlingske Media har besluttet ikke at genansøge om tilladelse til at drive radiostationen Radio 24syv, og derfor lukker den, når den nuværende sendetilladelse - og de medfølgende penge til at drive den – udløber 31. oktober i år.

Begrundelsen for ikke at genansøge er, at regeringen og Dansk Folkeparti har besluttet, at radiokanalens hovedredaktion skal være lokaliseret mindst 110 kilometer fra København.

”Naturligvis kan man drive radio fra Aarhus eller en anden by i provinsen, men det bliver ikke Radio24syv. Radio24syv er drevet fra København, og Berlingske Media ville skulle begynde forfra i en by, hvor vi ikke har vores base. Det ville blive dyrere og dårligere,” skriver selskabet i en pressemeddelelse.

Læs mere her.

 

Ny aftale mellem regeringen og DF gør det nemmere at tage passet fra fremmedkrigere

Regeringen og DF er blevet enige om nye regler, der skal gøre det muligt at fratage fremmedkrigere dansk statsborgerskab administrativt. Det betyder, at der ikke er behov for, at der kommer en domstol ind over.

Det oplyser Udlændinge- og Integrationsministeriet.

”Jeg er meget tilfreds med, at regeringen og Dansk Folkeparti er enige om, at vi administrativt skal kunne frakende fremmedkrigere med dobbelt statsborgerskab deres danske statsborgerskab,” udtaler udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) ifølge pressemeddelelse.

”De her mennesker er draget i krig mod demokrati, frihed og alt det, som vi i Danmark står for, og de hører ingen steder hjemme i Danmark.”

Regeringen og Dansk Folkeparti er også blevet enige om en ændring af indfødsretsloven.

Hvis en dansk statsborger, der er draget i krig for f.eks. Islamisk Stat, får et barn på rejsen, skal barnet ikke længere have dansk statsborgerskab.

Læs mere her.

 

Østergaard kaster sig i bølgerne i protest mod Lindholm

De radikales leder, Morten Østergaard, kaster sig lørdag i bølgerne i protest mod ”symbolpolitik” og anlæggelse af Lindholm-lejren.

”Jeg svømmer fra symbol-øen Lindholm til byen Kalvehave for at vise de mange ofre for DF-, regeringen- og Socialdemokratiets uduelige symbolpolitik de sidste fire år, at vi er nogen, der tør svømme mod strømmen,” skriver Østergaard blandt andet på sin facebook-profil.

Østergaard opfordrer alle til at svømme sammen med ham på lørdag.

placeholder

 

Norsk justitsminister går af: Samlever er mistænkt for trusler og chikane

Den norske justitsminister Tor Mikkel Wara fra Fremskrittspariet går af, oplyser det norske medie NRK.

”Der er nogen, som har mere brug for mig, end regeringen lige nu. Min familie,” sagde Tor Mikkel Wara på en pressekonference torsdag eftermiddag.

Wara gik på orlov for to uger siden, da norsk politi sigtede hans samlever, Laila Anita Bertheussen, for at have opdigtet et trusselsbillede mod Wara. Her blev Jon Gerog Dale, Fremskrittspariet, fungerende justitsminister, og han bliver på posten efter Waras fratrædelse.

Laila Anita Bertheussen, der har været ministerens samlever de sidste 20 år, er tidligere blevet sigtet for at have sat ild til Tor Mikkel Waras bil, men er nu også mistænkt for andre chikanerende hændelser og trusler mod blandt andet deres fælles hjem.

Det skriver Politiets Sikkerhedstjeneste (PST) i Norge, ifølge DR Nyheder.

Læs mere her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce