Rækker ud til arbejdervælgere: Togfører vil være radikal spidskandidat i København
Rækker ud til arbejdervælgere: Togfører vil være radikal spidskandidat i København
“Man skal være bedre til at fortælle, at man egentlig går op i uddannelse på alle niveauer,” siger Dan Kreutzfeldt, som mener, at De Radikale skal gøre mere for at nå ud til arbejdere
Dan Kreutzfeldt (R)
En typisk radikal vælger har - ifølge Den Danske Valgundersøgelse - en lang videregående uddannelse, en indkomst på knap 400.000 kroner om året og en stilling som højere funktionær.
Endnu mere akademisk anlagte er de folkevalgte radikale. I den radikale folketingsgruppe har alle seks medlemmer en kandidatgrad - tre af dem i statskundskab.
Men i landets største kommune kommer partiet måske til at stille med en togfører som spidskandidat ved kommunalvalget.
I hvert fald hvis det står til Dan Kreutzfeldt, der stiller op som en af to kandidater, når De Radikale i København mandag skal vælge spidskandidat.
Kreutzfeldt har ved siden af sit arbejde som togfører længe været aktiv i både den radikale partiforening, i frivilligt arbejde og i Dansk Jernbaneforbund. Tidligere har han i en kort periode siddet i Borgerrepræsentationen som suppleant.
Han mener, at både De Radikale og Borgerrepræsentationen som helhed vil kunne drage nytte af at få flere ind med jobs som hans.
“Når man er på gulvet, så ved man også meget mere om hverdagsproblematikker som folk, der ikke har et hjem, eller folk, der er trætte af, at bussen er forsinket, eller af alt for meget bureaukrati,” forklarer han til Netavisen Pio.
“Så det er nogle af de ting, jeg måske er mere bevidst om, end andre er.”
Også for de faglærte
Selvom De Radikale ved de fleste valg kun formår at tiltrække ganske få arbejdervælgere, mener Kreutzfeldt ikke, at partiet mangler politik, der tager sig af deres problemer.
Problemet er bare, siger han, at de ikke altid er gode til at fortælle arbejdervælgerne, hvad de egentlig har at byde på, når først valgkampens hektik indfinder sig.
Jeg kan godt lide fagbevægelsen, som jeg også selv er med i på mit arbejde
“Jeg tror bare, at man skal være bedre til at fortælle, at man egentlig går op i uddannelse på alle niveauer, og man også tager seriøst, at når man er nedslidt, at man også skal have mulighed for at træde tilbage,” siger han og fortsætter:
“Og grundlæggende ser man dem (arbejdervælgere, red.) ikke som sin primære målgruppe, og man er ikke god nok til at sige, at vi har faktisk også noget, der gælder for alle.”
Kreutzfeldt mener desuden, at det er vigtigt, at politikerne lytter til fagforeninger, når de politiske beslutninger skal træffes. Det er nemlig ofte gennem dem, at almindelige menneskers bekymringer kan blive hørt, pointerer han.
Kreutzfeldt vil på mandag, fortæller han, have to talepapirer med
“Jeg synes helt klart, at man skal snakke med alle, der er relevante. Jeg synes det er rigtig interessant, når Dansk Metal har været ude og bygge ejendomme og sikre sig, at deres medlemmer har et sted at bo,” siger han og tilføjer:
“Det er også dem, der er mere bevidst om, hvad deres medlemmer fra fagforbundene kan betale i husleje. De kan være en rigtig god medspiller. Jeg tror også, at de er rigtig gode til at se, hvad der skal ændres i politik, i forhold til hvad medarbejderne oplever som hindringer, der skal fjernes. Jeg kan godt lide fagbevægelsen, som jeg også selv er med i på mit arbejde.”
To taler klar
Kreutzfeldts modkandidat ved afstemningen på mandag er Christopher Røhl.
Røhl har en ph.d. i nanoteknologi og arbejder som projektleder ved Danmarks Tekniske Universitet. Han har tidligere været landsformand for Radikal Ungdom og har siden 2022 været gruppeformand for De Radikale på Rådhuset.
Oprindeligt var det meningen, at kultur- og fritidsborgmester Mia Nyegaard igen skulle være den radikale spidskandidat. Men i begyndelsen af november sidste år blev hun på dramatisk vis vraget af den radikale gruppe i Borgerrepræsentationen, der havde mistet tillid til hende grundet en ledelsesstil, gruppen opfattede som uacceptabel.
Kreutzfeldt vil på mandag, fortæller han, have to talepapirer med. En med en sejrstale og en med en nederlagstale.
“Så jeg er godt forberedt,” siger han med et smil.
Kommentarer
“ Rækker ud til
Tilføj kommentar