Rapport: Chauffører påstår, de var coronasmittede under besøg hos ældre borgere

Københavns overborgmester: Uhørt - Nemlig.com-direktør afviser kategorisk
Foto: Jan Kjærgaard, Netavisen Pio
Chauffører, som Intervare A/S samarbejder med, har ifølge rapport bragt varer ud til ældre, mens de var syge af covid-19
I vintermånederne, da coronapandemien var på sit højeste, kørte chauffører, der efter eget udsagn var testet positive med covid-19, rundt til udsatte og ældre i København og bragte mad og dagligvarer ud efter aftale med Københavns Kommune.

Det skriver Københavns Kommune i en rapport, som DR Nyheder har fået aktindsigt i.

Kommunen betaler virksomheden Intervare A/S - onlinesupermarkedet Nemlig.com’s moderselskab - for at levere dagligvarer til udsatte og ældre borgere.

Sidste år betalte kommunen, ifølge DR Nyheder, knap 6,5 millioner kroner for leverancerne.

Chauffører: Vi var smittede med corona

Kommunen har interviewet i alt otte chauffører. Københavns Kommunens CSR-afdeling har gennemgået deres kontrakter og timesedler i perioden januar til marts 2021.

På baggrund af undersøgelsen konkluderer Københavns Kommune, at "der er enighed om, at chaufførerne ikke i praksis har fravær ved ferie og sygdom, da det ifølge chaufførernes kontrakter koster den enkelte chauffør op til 8.000 kroner pr. dag at have fravær".

DR Nyheder har set en kontrakt fra en tidligere chauffør hos Intervare A/S. Her fremgår det, at chaufføren "ved udeblivelse fra sit arbejde får en dagsbod på 8.000 kroner per kalenderdag".

Ifølge kontrakten skal beløbet bruges til at dække Intervares udgifter til en afløser.

Af rapporten fra Københavns Kommune fremgår det desuden, at "chauffører ansat hos Intervare A/S har oplyst, at de har mødt på arbejde på trods af, at de har været syge og har været testet positive for covid-19."

Det er uvist, hvor mange af de otte chauffører, der oplyser, at de har været syge eller smittet med covid-19, under kørsel for Københavns Kommune.

Kommunen har ikke set dokumentation for at Intervare-chaufførerne har været testet positive for coronavirus - og samtidig kørt varer ud for kommunen.

Overborgmester: Aldeles uhørt

Over for P1 Morgen betegner overborgmester, Lars Weiss (S), oplysningerne om covid-19-syge chauffører, som aldeles uhørte.

Han oplyser, at der nu er lagt op til, at Københavns Kommune enten opsiger samarbejdet med Intervare, pålægger Intervare en bod, eller at der sker en tilbageholdelse i vederlag.

Hvad der konkret skal ske mellem Københavns Kommune og Intervare besluttes af to udvalg i Københavns Borgerrepræsentation den kommende uge.

Lars Weiss har allerede nu svært ved at se for sig, at samarbejdet med Intervare kan fortsætte

Men Lars Weiss har allerede nu svært ved at se for sig, at samarbejdet med Intervare kan fortsætte.

“Dybt uansvarligt”

Sundheds- og omsorgsborgmester i Københavns Kommune, Sisse Marie Welling (SF), har også “sværere og sværere” ved at se for sig, at kommunens samarbejde med Intervare kan fortsætte:

“Jeg tør ærlig talt slet ikke tænke på, hvad det kan have haft af konsekvenser for de ældste og mest sårbare københavnere, hvis chauffører hos Intervare er sendt på arbejde, mens de har været syge med covid-19.” 

“Det er så dybt uansvarligt over for både medarbejdere og borgere,” siger sundheds- og omsorgsborgmester i København Kommune, Sisse Marie Welling (SF) til DR Nyheder.

Jeg tør ærlig talt slet ikke tænke på, hvad det kan have haft af konsekvenser for de ældste

Kræver efterbetaling til chauffører

I en pressemeddelelse fra den 20. august oplyste Københavns Kommune, at redegørelsen om Intervare viser, at chaufførerne i gennemsnit er blevet underbetalt med 11.000 kroner per person per måned i den undersøgte periode.

Og kommunen krævede på den baggrund, at chaufførerne modtager efterbetaling fra Intervare.

”Vi vil ikke acceptere, at mennesker, der løser opgaver for Københavns Kommune, bliver udnyttet til at arbejde under forhold, som er langt under standard på det danske arbejdsmarked og til en alt for lav løn. Det er sidste udkald for Intervare til at rette op på forholdene og give medarbejderne den løn, de har krav på,” sagde overborgmester Lars Weiss ved den lejlighed.

Direktør afviser pure

Nemlig.com-direktør, Stefan Plenge, afviser pure, at chauffører, som Intervare samarbejder med, har bragt varer ud til udsatte og ældre for Københavns Kommune mens de har været smittet med Covid-19.

har over for os dokumenteret, at de ikke har været smittede med covid-19

“Dem, vi samarbejder med, har over for os dokumenteret, at de ikke har været smittede med covid-19,” siger Plenge fredag til P1 Morgen.

Han forklarer, at Intervare har set dokumentationen. Og forklarer, at man kan man gå ind og se i sin corona-app, om man har været smittet eller ej:

“Så det er faktisk meget nemt,” forklarer Plenge, der også understreger, at Intervare ikke har praktiseret bøden på de nævnte 8.000 kroner længe:

“Det med de 8.000 kroner, det er ikke noget vi har praktiseret i flere år. Det er også meldt ud til transportvirksomhederne. Og det kommer også til at blive skrevet ud af den aftale, vi har med dem. Det har vi kommunikeret til dem for længe siden,” siger Plenge til P1 Morgen.

Han mener, at der er gået politik i sagen, blandt politikerne på rådhuset:

“Det, der er sket med den her sag igennem de seneste måneder, er, at den er gået fra at omhandle fakta til at den handler om ren politik. Og det er rigtig ærgerligt at noget holder op med at handle om fakta, for så opstår der en masse ærgerlige misforståelser,” siger Plenge fredag til P1 Morgen.

Nemlig.com-direktøren håber at samarbejdet mellem Intervare og Københavns Kommune kan fortsætte "selv om tingene lige nu er kørt op i en spids".

Nemlig.com-direktøren håber at samarbejdet mellem Intervare og Københavns Kommune kan fortsætte

Nemlig.com: Selvstændige vognmænd

Stefan Plenge fastholder samtidig, at de omtalte chauffører er selvstændige vognmænd med egne selvstændige firmaer.

Chaufførerne er altså ikke direkte ansatte af hverken Nemlig.com eller Intervare.

Han mener derfor ikke, at Intervare kan gøres ansvarlig for, hvis ikke de vognmænd, der kører for Intervare på kontraktbasis, ikke lever op til Københavns Kommunes sociale klausuler om rimelige løn- og arbejdsvilkår.

Københavns Kommune mener derimod, at samtlige Nemlig.com/Intervare-chauffører i praksis er ansat af Nemlig.com/Intervare, og derfor kan Nemlig.com/Intervare ikke fraskrive sig ansvaret for chaufførernes løn- og arbejdsvilkår.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Chauffører er ansat som selvstændige vognmænd
I et skriftligt svar til DR Nyheder skriver Intervare, at chaufførerne ikke er medarbejdere, men selvstændige erhvervsdrivende, og derfor er de ikke omfattet af kommunens arbejdsklausul.

"Hos Intervares advokatfirma Bech Bruun er der ingen tvivl. Ejerne (chaufførerne, red.) er at betragte som selvstændige erhvervsdrivende og er derfor ikke omfattet af den sociale klausul," står der i mail-svaret fra Intervare.

"Den samme konklusion er man nået frem til i en lang række andre kommuner, herunder Frederiksberg Kommune, som har haft et eksternt revisionsfirma til at kontrollere Intervare," står der videre i det skriftlige svar.

Københavns Kommune kræver fortsat, at Intervare efterbetaler chaufførerne og retter op på arbejdsforholdene.
Den frist udløb i fredags den 3. september.

DR Nyheder har forsøgt at få et interview med overborgmester Lars Weiss for at spørge, hvad der nu skal ske med samarbejdet med Intervare. Det har ikke været muligt at få et svar i dag, da borgmesteren har været optaget af budgetforhandlinger.

Alene formuleringen: Chauffører er ansat som selvstændige vognmænd"

Viser at journalisten er ude i et sensationelt ærinde, der findes ingen beviser for de påstande...

https://www.dr.dk/nyheder/penge/rapport-chauffoerer-paastaar-de-var-syge...

"Alene formuleringen: Chauffører er ansat som selvstændige vognmænd"

Viser at journalisten er ude i et sensationelt ærinde, der findes ingen beviser for de påstande..."

Hvad skulle være det forkerte i den sætning. De er sgu da proforma selvstændige, hvis eneste arbejde er hos nemlig.com??????

Kommunen må da bare beslutte fremover kun at handle med leverandører, der har deres chauffører ansat som egne medarbejdere med løn og pension m.m.

Hele cirkusset med falske selvstændige er jo ene og alene for at sippe billigere, end de kan som arbejdsgiver. På chaufførernes bekostning vel at mærke.

De ansatte selvstændige chauffører køre eksklusiv for nemlig.com. Det lader dekorationerne på køretøjerne med tekste i meget store bogstaver nemlig.com hen over hele køretøjets sider vist ingen tvivl om. Og da chaufførerne køre eksklusiv for nemlig.com, og INGEN andre, er der ikke meget selvstændig virksomhed i det. Chaufførerne er helt klart ansat hos nemlig.com. Alt andet er bare "moderne" og smart juristeri.

Det er en kopi af amerikanske Jeff Bezos's Amazon forretningsmodel. Ligsom som resten af nemlig.com.

Den form for forretningsmodel skal være ulovlig i Danmark og repræsentere en systematisk og organiseret udbytning af mennesker i bedste mafia stil.

Det hører ganske enkelt ikke hjemme i Danmark.

Annonce