Rapport fra en nordjysk revolutionscelle

Inspireret af et møde med en gruppe unge aktivister på Dagbladet Aktuelts Thisted-redaktion i 1971 tager journalist Reimer Bo Christensen læseren med tilbage til en tid, hvor den socialistiske revolution næsten var lige om hjørnet.

Hovedrollen indtages af fiskersønnen Leif Balle Müller. Det er omkring hans livshistorie, at fortællingen spindes.

Hen ad vejen krydres den med tilstødende begivenheder og personer. Blandt birollerne finder man bl.a. Tvind-leder Mogens Amdi Petersen, studenteroprører med hang til molotovcocktails, Finn Ejnar Madsen, og chefideolog og senere formand for Hotel- og Restaurationspersonalets Forbund, Bent Moos. 

Men også mindre kendte med øgenavne som Palle Hovedløs, Lange Lone og Provo-Max er med i bussen. 

Leif voksede op i en venstrefløjsvenlig familie i efterkrigstidens Esbjerg og fattede som mange andre unge interesse de nye strømninger i slutningen af 1960’erne. 

Kombineret med en stor portion lyst til at bryde normer gav det afsæt til politiske eventyr. Skæbnesvangert blev især mødet med Den Rejsende Højskole, der for alvor sporede ham ind på en aktivistisk løbebane. 

Kommunismens greb

Den kom til at udfolde sig i Aalborg, hvor Leif flyttede til, boede i kollektiv og arbejdede på forskellige industrivirksomheder.

Politisk og organisatorisk var han aktiv i Kommunistisk Forbunds hemmelige celle i byen, frontorganisationen Socialistiske Værftsarbejdere, bogcafeen Arbejdermagt og Dansk Metals lokalafdeling. 

Genrevalget kommer delvist til at fremstå som en helgardering mod fejl og misforståelser

KF’s politiske strategi blev kaldt ”Kommunismens Aktualitet” og gik på, at en modning af arbejderklassen skulle føre til dannelse af arbejderråd, en arbejderregering og til sidst den endelig magtovertagelse gennem revolution. 

Første trin var grundskoling, som blev fastsat til 30-40 møder fordelt over halvandet år. Det vurderes, at 1000- 1500 gennemgik dette forløb til udvikling af en revolutionær bevidsthed. 

Lyserød skildring

Bogen er en ”dokumentariske fortælling”, også kaldet ”exofiktion”, der giver mulighed for at digte videre, hvis de historiske kilder tynder ud. 

Det er derfor uklart, hvad der er frit opfundet, og genrevalget kommer delvist til at fremstå som en helgardering mod fejl og misforståelser. Afslutningsvist reflekterer Reimer Bo Christensen over, hvad arven fra Leif og ligesindede nyleninister er i dag. 

Det må siges at være en rosenrød udlægning

Det er desværre ikke bogens bedste sider, men han mener vist, at selvom de hedengangne kommunistiske regimer var en historisk blindgyde, så lever håbet om en bedre verden videre i nutidens unges politiske engagement for ligestilling og retfærdighed. 

Det må siges at være en rosenrød udlægning. Samme tendens spores i valget af titlen ”Drømmefabrikken”, der giver associationer til noget sødt og uskyldigt. 

Som den trods alt læseværdige bog giver et interessant og velformuleret indblik i, var det langtfra tilfældet.

Reimer Bo Christensen: ‘Drømmefabrikken – da revolutionen kom til Jylland’. Lindhardt og Ringhof, 2025.