Rapport: Masseindvandring er en sikkerhedstrussel

Masseindvandring kan true den politiske, sociale og økonomiske stabilitet og dermed udgøre en sikkerhedstrussel mod vestlige lande.
Foto: Det tyske parti Alternative für Deutschland er ifølge forfatterne et eksempel på, at indvandring kan være med til at skabe politisk ustabilitet i vestlige lande.  

Når store menneskemængder i løbet af kort tid krydser vores grænser og søger om asyl, så udgør det en sikkerhedstrussel mod vores samfund. Men modsat den gængse opfattelse, så består truslen ikke først og fremmest i risikoen for terrorisme eller stigende kriminalitet.

Truslen består derimod i, at ukontrolleret tilstrømning af store folkemasser vil medføre politisk, social og økonomisk ustabilitet i de lande, der modtager dem. Ustabilitet, som vil gå ud over både de oprindelige indbyggere og de nytilkomne flygtninge og indvandrere.

Sådan lyder konklusionen i en ny rapport om migration og sikkerhedspolitik, som kort før jul blev udgivet af Østersørådet med økonomisk bistand af det finske udenrigsministerium.

”Den vigtigste lære fra 2015-16 er det faktum, at ukontrolleret og massiv tilstrømning af indvandrere kan have sikkerhedsmæssige konsekvenser for modtagerlandene, som potentielt kan føre til politisk, social og økonomisk ustabilitet, hvilket igen vil få negative sikkerhedsmæssige konsekvenser for såvel lokalbefolkningerne som for indvandrere og flygtninge.”, skriver to af forfatterne, Morten Lisborg og Anders Lisborg, i et af rapportens kapitler.

Morten Lisborg har tidligere i et interview her på Netavisen Pio gjort sig til talsmand for en grundlæggende nytænkning af hele vores asylsystem, som han kalder for både ”uretfærdigt og inhumant”.

Migration del af sikkerhedspolitisk strategi
Det er langt fra første gang, at immigration sættes i forbindelse med sikkerhedspolitik. I regeringens seneste udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi finder man således ”Migration, ustabilitet og terrorisme” som et af de fem emner, regeringen vil have særligt fokus på i udenrigs- og sikkerhedspolitikken – ved siden af truslen fra Rusland, Brexit, globaliseringen og Arktis.

Her kan man blandt andet læse, at ”Regeringen vil arbejde for at mindske migrations- og flygtningepresset samt terrortruslen mod Europa og Danmark. Det kræver en styrket nærområdeindsats for at fremme stabilitet, vækst og udvikling i Mellemøsten og Afrika samt en bedre sikring af Europas grænser.”

At immigration og sikkerhed er kommet højt på dagsordenen understreges også, af, at immigration og terrorisme de seneste år har overhalet økonomi og arbejdsløshed som de emner, der bekymrer flest europæere. Og koblingen understreges yderligere af, at asylansøgere inden for det seneste års tid har begået blodige terrorangreb i Berlin, Stockholm og Turku i Finland.

De to forfattere anerkender da også, at terrorisme er en udfordring i forbindelse med immigration. Særligt fordi den store tilstrømning har ført til, at asylmyndighederne i flere lande reelt er brudt sammen og ikke kan føre effektiv kontrol med, hvem der kommer ind i land. Men set fra det, forfatterne kalder et ’blødt sikkerhedsperspektiv’, så ligger udfordringen et andet sted, mener de:

”I modsætning til almindelig overbevisning bør uregelmæssig migration ikke betragtes som en blød sikkerhedsudfordring på grund af de direkte fysiske trusler, såsom at mulige terrorister kan komme ind blandt migranterne, men snarere på grund af en kompleks kombination af konsekvenser, herunder de bredere politiske, økonomiske og sociale konsekvenser, som følge af vedvarende dårligt håndteret massemigration.”

Opblomstring til højrepopulistiske partier
Frem for den traditionelle ’hårde’ sikkerhedspolitik, der ofte forbindes med militær styrke, så handler det ’bløde sikkerhedsperspektiv’ ifølge forfatterne om, at staten skal garantere sikkerheden for såvel de oprindelige indbyggere som for de tilkomne migranter, samt ”et samfunds/stats evne til at fastholde dets grundlæggende karakter under ændrede forhold og hvordan man opretholder et system af institutioner og sædvaner baseret på konsensus, dialog og fælles normer og værdier.”

Men hvor er det så helt konkret, at immigration kan blive en trussel mod den stabilitet, der hersker i de vesteuropæiske lande?

Forfatterne peger på, at flygtningestrømmen har fået stor indflydelse på det politiske landskab i flere vesteuropæiske lande. De lande, som har taget imod flest flygtninge, har således set en opblomstring i støtten til højrepopulistiske og indvandrerfjendtlige partier, som har gjort det politiske landskab mere ustabilt og uforudsigeligt.

Det kom seneste til udtryk ved forbundsdagsvalget i Tyskland i september måned, hvor det højrepopulistiske parti Alternative für Deutschland stormede ind i parlamentet, samtidig med at de gamle partier, CDU og SPD, fik historisk dårlige valg.. I dag, knap fire måneder senere, har Tyskland stadig ikke fået en ny regering. I Sverige har Sverigesdemokratana skabt politisk kaos og har en overgang stået til at blive landets næststørste parti.

Også på den økonomiske front giver stor tilstrømning problemer, der kan true stabiliteten. Uregelmæssig indvandring ”gør det vanskeligt for stater at udarbejde langsigtede budgetplaner”, skriver forfatterne.

Immigration betyder dels flere direkte udgifter til underhold og integration, dels at presset på de fælles velfærdsydelser som skoler og hospitaler stiger. Den optimistiske tro på, at immigranter fra ikke-vestlige lande med tiden vil blive en god forretning, fordi de bidrager med ekstra arbejdskraft til de aldrene europæiske samfund, finder forfatterne ikke meget belæg for i de opgørelser, der indtil nu er lavet over de mere langsigtede økonomiske konsekvenser af ikke-vestlig indvandring. Forfatterne henviser blandt andet til en rapport fra Finansministeriet i Danmark, som viser, at ikke-vestlig indvandring koster 33 milliarder kroner om året.

De høje udgifter står samtidig står i skarp kontrast til de begrænsede midler, der afsættes til at hjælpe flygtninge i nærområderne, hvor langt de fleste af verdens flygtninge befinder sig.

Immigration og sikkerhedspolitik skal indtænkes i flere politikområder
Som et tredje element peger forfatterne på, at øget immigration også kan føre til mere social ustabilitet. Her peger forfatterne på en rapport fra svensk politi fra sommeren 2017, som identificerede 61 områder i Sverige som såkaldt ”udsatte områder”. Områder som er kendetegnet ved ”en social orden, der fraviger fra det demokratiske samfund med hensyn til normer, økonomi og retfærdighed.” Det, vi i Danmark vil kalde ’parallelsamfund’.

Risikoen for øget politisk, økonomisk og social ustabilitet udgør tilsammen, mener forfatterne, en sikkerhedspolitisk trussel, som kalder på handling fra de ansvarlige politikere. Det skal først og fremmest ske ved at ændre på de nuværende asylsystem. Her er det ikke nok med justeringer, der er brug for det, forfatterne kalder et ”paradigmeskifte”.

De to forfattere har ikke nogen færdig opskrift på, hvordan det skal gennemføres i praksis, men skriver, at der er brug for ”flere analyser og internationale drøftelser”, hvor det er afgørende, at sikkerhedsperspektivet indtænkes, ligesom både migration og sikkerhedspolitik skal indtænkes i andre politikområder, der vedrører landene i den tredje verden, såsom handelspolitik, arbejderrettigheder og miljøbeskyttelse.


placeholder

Annonce