Annonce

Raser over telefonsælgere fra Det Faglige Hus

Det Faglige Hus kimer folk ned, selvom man har sagt nej tak. Mange borgere klager til Forbrugerombudsmanden - usikkert om gule må ringe rundt
Det Faglige Hus, en af de såkaldt gule fagforeninger, får hård kritik for deres brug af ivrige telefonsælgere.

Mange borgere har klaget til Forbrugerombudsmanden, fordi de bliver ringet op, selvom de har registreret sig på Robinsonlisten på borger.dk. En liste for telefonsalg, der svarer til "Reklamer - nej tak" på postkassen.

Det skriver Ugebrevet A4.

Peter Harteg er blevet ringet op af Det Faglige Hus flere gange, selvom han har frabedt sig, at de kontakter ham:

”De er meget aggressive. De blæser på, at man siger, man ikke er interesseret i deres opkald og deres produkter.  De ringer bare igen tre uger efter. Jeg opfatter det som ren chikane,” siger Peter Harteg fra Rønne.

Han valgte til sidst at klage til Forbrugerombudsmanden.

”Jeg fik et vattet svar. Det er frustrerende. Jeg har været helt derude, hvor jeg har overvejet at sende Det Faglige Hus en hundelort, hver gang de ringer.”

Der er bare det problem for dem der har klaget, at fagforeninger – gule eller ej – ikke er omfattet af markedsføringsloven, ligesom eksempelvis politiske partier og nødhjælpsorganisationer heller ikke er det.
Det Faglige Hus topscorer i klager

Ugebrevet A4 har søgt aktindsigt i borgernes klager over en række faglige organisationer. Mens HK og 3F ikke har klager, og Krifa, der ligeledes er en gul fagforening, kun har fået enkelte klager, er bunken af klager over Det Faglige Hus høj. Borgerne er især vrede over, at deres nej til telefonsælgere ikke bliver respekteret.

Mette Brandt-Knudsen er blevet ringet op af Det Faglige Hus flere gange, selvom hun er med på Robinsonlisten:

”Men alligevel ringede de fra Det Faglige Hus. De sagde, de kunne se, at jeg er medlem af 3F, og jeg burde skifte, fordi det er billigere. Jeg undrer mig over, hvorfra de ved, hvad jeg er medlem af,” siger Mette Brandt-Knudsen.

Hun takkede pænt nej og blokerede nummeret. Men dagen efter blev hun igen ringet op af Det Faglige Hus – bare fra et nyt nummer.

”Det gentog sig tre gange. Jeg kan ikke forstå, at de ikke tager et nej for et nej,” siger Mette Brandt-Knudsen.
”Umuligt at undgå fejl”

Det Faglige Hus har ikke ønsket at stille op til et interview, men lader i et skriftligt svar forstå, at man respekterer Robinson-listen.

”Når det alligevel går galt enkelte gange, skyldes det, at oplysningerne på de indkøbte leads ikke altid stemmer overens med oplysningerne på Robinsonlisten. For eksempel kan et navn være anført forskelligt. Det er derfor umuligt at undgå fejl 100 procent,” skriver Mette Jul, der er kommunikationschef i Det Faglige Hus.

Trods de mange klager vurderer Forbrugerombudsmanden ikke, at institutionen kan foretage sig noget overfor Det Faglige Hus, fordi en Højesteretsdom fra 2012 har fastslået, at fagforeninger kan sidestilles med for eksempel humanitære organisationer, som er undtaget fra forbuddet mod telefonsalg.

Dog kun, når fagforeninger udfører "en fagforenings traditionelle kernevirksomhed – indgåelse af kollektive overenskomster om løn og arbejdsvilkår for medlemmer inden for et fagområde".

Arbejdsmarkedsforsker Laust Høgedahl fra Aalborg Universitet mener, at det er usikkert om Det Faglige Hus falder ind under den kategori:

”Det Faglige Hus har kun ganske få overenskomster med Kristelig Arbejdsgiverforening. Kollektive overenskomster er ikke deres kerneprodukt. De yder en individuel service i form af for eksempel juridisk bistand og minder mere om en forsikringsorganisation,” siger Laust Høgedahl til Ugebrevet A4.

 

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet