Annonce

Reddet af en teknikalitet: Uønsket S-kandidat bliver på stemmesedlen

Trods manglende opbakning fra lokalbestyrelse, fortsætter folketingskandidaten Simon Simonsen ufortrødent sin valgkamp.
Den socialdemokratiske folketingskandidat Simon Simonsen kom ud i et voldsomt stormvejr, efter han kritiserede partifællen Joy Mogensen, der skal være alenemor uden at kende faren til sit barn.

Partitoppen tog afstand fra ham, og bestyrelsen i hans egen valgkreds i København valgte sidste uge at udtrykke mistillid til ham og indkalde til en generalforsamling, hvor der kunne vælges en ny kandidat.

Det kommer ikke til at ske, lyder det nu fra kredsformand Carlo Søndergaard, der dog understreger, at kredsbestyrelsen fortsat ikke har tillid til kandidaten.

”Vi må nok sande, at han stadig vil være på stemmesedlen, men bestyrelsen arbejder ikke for hans kandidatur, og jeg stemmer i hvert fald ikke på ham,” siger Carlo Søndergaard til DR.

I en meddelelse til kredsens medlemmer skriver kredsformanden, at den ekstraordinære generalforsamling er aflyst, men, at man vil: ”… når folketingsvalget er overstået, tage initiativ til at få evalueret valgkampen og få iværksat de tiltag, som vi anser for nødvendige ovenpå den situation, som vi har stået i med vores folketingskandidat.”

Simon Simonsen: ”Jeg nyder stadig kredsens opbakning”

Meldingen fra kredsformanden ryster dog ikke kandidaten selv, der meddeler at han vil fortsætte valgkampen, også selvom han ikke har bestyrelsens opbakning:

”Jeg er er glad for at kunne konstatere at jeg ufortrødent kan fortsætte min valgkamp. Jeg nyder stadig kredsens opbakning,” skriver Simon Simonsen i en kommentar på Facebook, og fortsætter:

”Jeg tager til efterretning, at det ikke har været muligt for kredsbestyrelsen at samle kredsens medlemmer til en ekstraordinær generalforsamling, der skulle prøve mit kandidatur. Hvorvidt en proceduremæssig begrænsning ligger til grund for aflysningen af den ekstraordinære generalforsamling eller der måtte være andre bevæggrunde står for mig hen i det uvisse, ” skriver han og tilføjer at han nu glæder sig til at møde vælgerne.

Kan ikke nå at gennemføre urafstemning

Når det formentlig ender med at Simon Simonsen kan fortsætte som kandidat, så skyldes det partiets regler for at opstille kandidater til Folketinget.

Bestyrelsen havde indkaldt til en ekstraordinær generalforsamling på torsdag, hvor der skal stemmes om kandidater til Folketinget.

Imidlertid er der nu tre kandidater, der har meldt sig, og det betyder, at det ikke er sandsynligt at nogen af de tre får de 2/3 af stemmerne som det vil kræve at blive valgt til kandidat med det samme.

I en situation, hvor ingen af kandidaterne får det nødvendige flertal, skal beslutningen sendes i urafstemning, og sådan en afstemning kan ikke nås i tide til at melde en ny kandidat til Indenrigsministeriet og få ændret stemmesedlerne.

Sidste frist for indlevering af kandidatlister er 15 dage før valget.

David Troels Garby-Holm er forhenværende redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce