Reddet af gongongen: Troels Lund slipper for at svare på pinligt spørgsmål om Tørnæs-familiens forretningseventyr i Rusland

Danske virksomheder i Putin-land

Reddet af gongongen: Troels Lund slipper for at svare på pinligt spørgsmål om Tørnæs-familiens forretningseventyr i Rusland

Karsten Hønge (SF) vil gerne vide, hvad forsvarsministeren mener om, at danske svinefarmere i Rusland fortsat tjener penge på svineproduktion i landet. Men spørgsmålet er bortfaldet på grund af valgudskrivelsen

Troels Lund Poulsen (V), fungerende forsvarsminister og Ulla Tørnæs (V), første suppleant til Europa-Parlamentet
Billedtekst
Troels Lund Poulsen (V), fungerende forsvarsminister og Ulla Tørnæs (V), første suppleant til Europa-Parlamentet
Foto: Forsvarsministeriet/Marita Á Rógvi Brattaberg og Venstre - Fotografik: Maja Weichel

SF’eren Karsten Hønge vil gerne vide, “hvilke forsvarspolitiske overvejelser” det giver forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) anledning til, at der her fire år efter Ruslands fuldskalakrig mod Ukraine “stadig er danske svinefarme, der bidrager til den russiske økonomi og fødevareproduktion ved at drive svinefarme i Rusland".

I begrundelsen for spørgsmålet henviser Karsten Hønge blandt andet til artiklen “Fire år siden Rusland overfaldt Ukraine: Tørnæs tjener fortsat millioner på svinefarme og landbrug i Rusland", som Netavisen Pio skrev 19. februar.

Læs også:Fire år siden Rusland overfaldt Ukraine: Tørnæs tjener fortsat millioner på svinefarme og landbrug i Rusland

Artiklen omtaler hvordan Jørgen Tørnæs, gift med Venstres 1. suppleant til Europaparlamentet, tidligere minister Ulla Tørnæs, fortsat driver og tjener penge på svinefarme i Rusland via selskabet Krasnodar-Agro her fire år efter Ruslands overfald på Ukraine.

I april 2022 understregede Ulla Tørnæs ellers over for Politiken, at hendes mand og hans partnere var ved at afhænde selskabet Krasnodar-Agro:

De er ved at afhænde det

“Der er jo ikke noget ulovligt forbundet med at drive en virksomhed i Rusland, som ikke er omfattet af sanktionerne. Men i øvrigt kan jeg sige – men det synes jeg, du skal tale med dem selv om – at de er ved at afhænde det.”

Men her knap fire år senere driver Jørgen Tørnæs altså fortsat svinefarme og landbrug i Rusland.

Yderst delikat spørgsmål

Altså et yderst delikat spørgsmål for forsvarsminister Troels Lund Poulsen at svare på. Særligt fordi han også er formand for Venstre.

Planen var, at Troels Lund Poulsen skulle have svaret mundtligt på Hønges spørgsmål i Folketingssalen onsdag i næste uge.

Meget belejligt for Troels Lund Poulsen er spørgsmålet bortfaldet

Men meget belejligt for Troels Lund Poulsen er spørgsmålet bortfaldet, fordi han ikke nåede at svare på spørgsmålet inden valget blev udskrevet. 

Netavisen Pio beskrev 19. februar, hvordan Tørnæs og partnere, der ejer 3.600 hektar landbrugsjord og har forpagtet andre 3.400 hektar i Rusland, i perioden 2022 til og med 2024 har tjent 32,5 millioner kroner på svinedrift i Rusland.

Det viste en gennemgang af seneste regnskab for Krasnodar-Agro A/S for året 2024, som Netavisen Pio foretog.

Regnskabet viser et overskud på godt 14 millioner kroner. I 2023 gav den danskejede virksomhed i Rusland et overskud på andre godt 13 millioner kroner. Og i 2022 var overskuddet på knap 5,5 millioner kroner.

Sammenlagt har Tørnæs-familien og medejerne dermed tjent 32,593 millioner kroner i perioden 2022 til og med 2024, hvor Rusland har ført krig mod Ukraine (Bortset fra de knap to første måneder i 2022).

Om forventningen til indtjeningen i 2025 hedder det i 2024-regnskabet:

“Forudsat aktiviteten i Rusland ikke afhændes – forventer ledelsen en indtjening med et overskud før skat i niveauet DKK 5 - 10 mio. med statusdagens kursniveau for rublen.” 

“Sanktionerne mod Rusland medfører naturligvis en forøget usikkerhed omkring resultatet for 2025.”

Seneste salgsforsøg er også slået fejl

Jørgen Tørnæs annoncerede i april sidste år over for mediet AgriWatch  , at nu var et salg af svinevirksomheden Krasnodar-Agro nært forestående:

“Vi fornemmer, at vi er tæt på. Vi er nået frem til nogle af de sidste instanser. Jeg ved ikke, hvor lang tid det tager, men jeg kan bare se, at vi er langt i den proces, man skal igennem.” 

Men i februar oplyste Tørnæs nærmeste forretningspartner, Bent Højmark Jensen, over for Netavisen Pio, at også det seneste salgsforsøg er slået fejl:

Det er fortsat umuligt at sælge.

“Det er fortsat umuligt at sælge.”

På spørgsmålet om det er russerne, som har sat en kæp i hjulet på salgsplanen, svarede Højmark Jensen, at det “er summen af det hele”:

“Vi oplyser nærmere i vores årsrapport for 2025. Den kommer engang i foråret.”

Ukrainske Yuri: Finansierer den russiske krigsmaskine

Nils Brøgger, der er folketingskandidat for SF i Vestjyllands Storkreds, besøgte i december Ukraine for at tale med mulige samarbejdspartnere for SF i det krigshærgede land inden for områder som antikorruption, genopbygning og demokrati.

Læs også:"Hej Jørgen, dine svinefarme i Rusland, de fodrer ikke bare dine svin. De fodrer også den russiske krigsmaskine"

Nils Brøgger talte - som omtalt i Netavisen Pio i december - under sit ophold i Ukraine med ukrainske Yuri, der har viet sit liv til kamp mod korruption i Ukraine og kampen mod Rusland. 

Yuri havde denne video-hilsen til Jørgen Tørnæs:

"Hej Jørgen, du skal huske, at dine svinefarme i Rusland, de fodrer ikke bare dine svin. De fodrer også det russiske budget, som finansierer den russiske krigsmaskine."

placeholder

Nils Brøgger er ikke imponeret over Tørnæs og hans partneres bestræbelser på at sælge Krasnodar-Agro:

Det virker ikke som om de salgsbestræbelser er særlig helhjertede

“Det virker ikke som om de salgsbestræbelser er særlig helhjertede. Det handler jo simpelthen om at sætte en realistisk pris. Og så må man jo bare tage det tab, der følger med. Som andre danske virksomheder har gjort.”

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af MIO NIELSEN (ikke efterprøvet) den Onsdag den 04.03.2026 - 13:07

"Så må man bare tage det tab..."
Jamen, hvis man sælger til underpris, så er det jo delvis en foræring til det russiske samfund!
Så længe den danske ejer trækker profitten ud af Rusland, så får den russiske økonomi mindre ud af det, end når en ny russisk ejer lader indtjeningen blive i landet.
Jeg er ikke i ledtog med Tørnæs, men jeg er chokeret over manglende logik, hvor jeg end finder den.

Som jeg ser det, så er problemet med Tørnæs' s ca 500.000 slagtesvin pr år, at familien både producerer kød til det russiske indenlandske marked, selv om kød er omfattet af de vestlige sanktionspakker, og at familien derudover beskæftiger og dermed aflønner russisk arbejdskraft samt yderligere bidrager til den russiske økonomi med indkomstskat.

Derudover er der også den rent moralske side.

Du har en pointe i, at familien Tørnæs kan trække et overskud fra deres griseprodution ud af Rusland, hvilket en russisk sviceproducent ikke ville gøre, men dette forudsætter, at en russer er i stand til at føre produktionen videre i samme omfang, hvilket vi ikke kan vide noget om.
Måske kræver det så meget kapital, at ingen vil være i stand til det, hvilket ville resultere i mindre eller ingen produktion, fyring af tidligere ansatte og en nedgang i skat til den russiske stat.

Indsendt af Pia Hansen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 04.03.2026 - 13:33

De ordentlige, de anstændige, de ansvarlige...

Ak ja. Den borgerlige remse har vi hørt utallige gange. Og hvad har fået af borgerlig ordentlighed, anstændighed og ansvarlighed? Et klima på vej til kollaps, et ødelagt drikkevand, et ødelagt vand- og havmiljø.

Hvor længe skal det have lov til at forsætte med den form for borgerlighed, ordentlighed, anstændighed, ansvarlighed???

Den fortælling er mere end udhulet efterhånden. Og den betyder grundlæggende kun at feje alt ind under gulvtæppet. Intet set, intet hørt, intet sket. Hvis ingen opdager ulovligheder er der ingen ulovligheder sket.

Indsendt af Niels Pedersen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 04.03.2026 - 19:45

Så må man jo spørge Troels Lund, om Tørnæs-familiens forretningseventyr i Rusland

Indsendt af Niels Pedersen (ikke efterprøvet) den Onsdag den 04.03.2026 - 19:48

Så må man jo spørge Troels Lund, på et vælgermød om Tørnæs-familiens forretningseventyr i Rusland

Indsendt af Bjarne (ikke efterprøvet) den Torsdag den 05.03.2026 - 08:53

Tørnæs og Ecco sko - Penge lugter ikke...

De skulle skamme sig, og trække al produktion ud af Rusland.

Indsendt af Helle B. (ikke efterprøvet) den Fredag den 13.03.2026 - 11:38

Tørnæsfamilien er, ligesom øvrige svinebaronfamilier, en skamplet på Danmark.

De har stor politisk magt via primært bondepartiet Venstre. En politikerfrue er et godt kort på hånden. Det samme er de store støttebeløb, der tilflyder Venstre. Denne konstallation er den egentlige magt i landbruget. Troels Lund er bare håndlanger.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.