Reformkommission: Minister og fagforeninger roser forslag om uddannelse

Nye anbefalinger til uddannelsessystemet vækker glæde flere steder. Undervisningsministeren kalder forslag om at afskaffe 10. klasse for ”visionært”.
Foto: Børne- og Undervisningsministeriet/Keld Navntoft
Mattias Tesfaye (S), børne- og undervisningsminister
Onsdag fremlagde Reformkommissionen sine anbefalinger, i form af rapporten ’Nye reformveje 2’, til ændringer i uddannelsessystemet.

Se alle kommissionens forslag her.

Det er nu op til politikerne at beslutte, hvilke af kommissionens forslag, der skal føres ud i livet.

Børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye (S) glæder sig over Reformkommissionens linje over for de praktiske uddannelser.

Og forslaget om at afskaffe 10. klasse til fordel for hpx kalder ministeren decideret visionært.

”Deres konkrete forslag er et visionært bud, som vil kræve store forandringer, og som fortjener at blive studeret og diskuteret grundigt. Det vil vi gøre den kommende tid, inden vi selv lægger os fast på konkrete forslag,” siger børne- og undervisningsminister Mattias Tesfaye til Ritzau ifølge Berlingske.

Kommissionen foreslår at ændre på tilskuddet til efterskolerne, så tilskuddet til efterskoleelever i 8. og 9. klasse stiger, mens tilskuddet til året, der skal erstatte 10. klasse, falder.

Reformkommissionen rammer direkte i bulls eye med deres forslag om et mere praktisk fokus i folkeskolen

Forslaget kommer med garanti til at blive diskuteret heftigt i SVM-regeringen.

I Venstre er man nemlig modstander af at sløjfe 10. klasse, i hvert fald på landets efterskoler. Det fastslår partiets børne- og undervisningsordfører Anni Matthiesen over for Ritzau.

Rammer bulls eye

I fagforbundet Dansk Metal er man henrykt over kommissionens fokus på at styrke praktiske fag og erhvervsuddannelser.

”Reformkommissionen rammer direkte i bulls eye med deres forslag om et mere praktisk fokus i folkeskolen.” 

“Deres forslag om at lade de unge vælge efter grundskolen, om de vil en praktisk eller en teoretisk vej videre i uddannelsessystemet - og så vel at mærke skabe en lige så attraktiv vej som gymnasiet for dem med praktiske interesser - er vanvittigt godt tænkt. Det er til et klokkeklart 12-tal!,” siger forbundssekretær og ansvarlig for uddannelse i Dansk Metal Kasper Palm i en pressemeddelelse.

Husk de unges trivsel

Hos fagforbundet HK er man også positivt stemt over for kommissionens anbefalinger generelt.

Blandt andet det konkrete forslag om at styrke tilgangen til erhvervsuddannelserne ved at oprette en ny to-årig ungdomsuddannelse, hpx, (Højere Praktisk Eksamen).

Vores vigtigste udfordring lige nu er, at rigtig mange unge mistrives og presses

Den skal indeholde elementer af 10.klasse, som så i sig selv derefter kan afskaffes. Den nye uddannelse skal desuden have et ungdoms- og klassemiljø, som det, der kendes på gymnasierne.

”Det er så vigtigt, at vi styrker erhvervsuddannelserne. Derfor er jeg altid meget nysgerrig på tiltag, der skal få flere unge til at vælge den vej. Men hvis vi afliver 10. klasse, skal der være et alternativ, der kan det samme for de unge. Så jeg ser frem til at se konkrete forslag foldet ud,” siger forbundsformand for HK, Anja C. Jensen i en pressemeddelelse.

Men det ligger formanden meget på sinde, at reformiveren tager højde for de unge menneskers trivsel.

”Vores vigtigste udfordring lige nu er, at rigtig mange unge mistrives og presses. Og grundskolen skal ikke bare sikre, at de unge kan læse, skrive og regne. Den skal også ruste dem til fremtiden. Det skal vi huske, når vi laver om på grunduddannelserne. For én ting er sikker: Nye reformer må aldrig blive på bekostning af vores unges trivsel,” lyder det fra Anja C. Jensen.

Det er en spændende idé til at udvide rammerne for unge, der afslutter grundskolen, men ikke er helt sikre på, hvad de så skal

Hos Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) glæder man sig også over forslaget, som vil kunne have en afklarende effekt på unge, som er i tvivl om hvilken retning de skal gå i uddannelsessystemet.

”Det hilser vi velkomment. Det er en spændende idé til at udvide rammerne for unge, der afslutter grundskolen, men ikke er helt sikre på, hvad de så skal,” siger Nanna Højlund, der er  næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation (FH) i en pressemeddelelse.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Kommentarer

Jeg synes det var rigtig spændende at høre, meget kendte jeg til, er forsøgt med succes, sprogtræning, orojetundervisning, men det nye HPX uddannelsen , det synes jeg bør ske, det er lige hvad der er brug for. Men det synes desværre som om de unge hellere vil uddanne sig til ledighed med en akademiker uddannelse, end håndværker, og en håndværker får vi mangel på, der vil være jobs og gode tjente penge. Gør erhvervsskolerne lækre lød det fra Konservative😌😌, lækre, det er som man har misforstået noget .

Hvis 10.klasse afskaffes for og flere kan komme igang med en erhvervs-faguddannelse(i gamle dage Mesterlære) synes jeg det er fornuftigt...Lad 10.kl bevares som mulighed på Efterskole..det giver meget ballast...🔆..for unge der ikke er boglige, men har behov for tryghed og finde retning..

De politiske reaktioner på Nina Smith reformudspil 2 bekræfter, at den såkaldte venstrefløj er noget af det mest reaktionære. Endnu før reformudspillet så dagens lys kaldte Jacob Mark,SF, forslaget for “gennemtåbeligt”, Maj Villadsen,EL, krævede forslagene taget af bordet straks og det samme mente Martin Lidegård,RV. Disse tre partier taler med stor patos om klimakrise og behov for mere velfærd.. Men når det gælder reformer af undervisning og uddannelser, der rammer nogle af deres proselytter, ja så står de af. Hellere bevare 10. klasse og efterskolerne, som de er, frem for i stedet at se fordomsfrit på, hvordan vi som samfund hjælper de titusinder af unge, som ikke fik særlig meget ud af skolen og derfor heller ikke fik yderligere uddannelse eller arbejde. Der mangler titusinder af faglærte, SOSU’er, pædagoger, sygeplejersker og lærere, men SF,EL og RV vil hverken være med til at reformere universiteterne eller de ældste trin i folkeskolen og ungdomsuddannelserne. Det har disse tre partiers kernevælgere nemlig ingen interesse i. De skal i det almene gymnasium. Ak ja!

Præcis, det er bare så forudsigeligt.

Jeg synes i øvrigt også umiddelbart, forslaget lyder ret fornuftigt, og de riges børn kan jo stadig komme på efterskole, de forsvinder jo ingen steder.

Hvad hjælper det, at forsøge at øge arbejdsudbuddet med mennesker, som ingen vil ansætte? Mennesker, som er præget af alder, sygdom og mere eller mindre nedslidning?

Der er ikke mange virksomheder, som vil ansætte en gammel person med helbredsmæssige udfordringer af små eller større karakter. Men det mener SVM regeringen der er. Ikke fordi de tror på det. Men fordi de har vedtaget at arbejdsudbuddet skal øges med 45.000 inden 2030. Også selv om de mennesker ikke findes i en ordentlig arbejdsduelig stand. 8.500 mener man at have skaffet ved at afvikle store bededag. Resten, 36.500 skal findes blandt de gamle. Selv dem som er gået på folkepension skal i gang igen. Men det er en fatamorgana. Ude i erhvervslivet er det først og fremmest de ældre, som bliver fyret og det er samtidig de ældre, som vælges fra først i en ansættelsesproces. Og hvad bliver det næste, når arbejdsudbuddet skal øges om 5-10 år? Hæve pensionsalderen til 80 år? Afskaffe den 6. ferieuge?

Annonce