Annonce

Regering afviser billig udenlandsk arbejdskraft: Danskere først

Minister afviser radikalt krav om at sænke beløbsgrænsen for udenlandsk arbejdskraft. Tidligere V-minister anklager ham for at løbe for forståelsespapir.
Hvor meget skal udlændinge uden for EU tjene for at kunne få et job i Danmark. Det spørgsmål er igen blevet aktuelt, efter at de Radikale har bragt det ind som et krav i finanslovsforhandlingerne.

Radikale foreslår nemlig at sænke den såkaldte beløbsgrænse til 325.000 kroner fra de nuværende 410.000 kroner.

”Udlændinge, som kommer hertil og arbejder, er også en god forretning, som leverer et stort bidrag til statskassen Derfor ønsker Radikale Venstre at gøre det lettere for danske virksomheder at ansætte udenlandsk arbejdskraft,” skriver partiet i sit finanslovsforslag.

Desuden ønsker partiet en reform af positivlisten, som angiver, hvilke kvalifikationer der giver lettere adgang til at arbejde i Danmark.

EU-borgere og danskere først i køen

Forslaget fra De Radikale, som får opbakning fra Dansk Industri, får dog en blank afvisning fra beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S).

”Hvis arbejdsgiverne gerne vil åbne sluserne, så man kan rekruttere billig arbejdskraft til ufaglært arbejde fra lande uden for EU, så er jeg grundlæggende og principielt modstander af det, ikke mindst fordi der stadig er omkring 18 millioner arbejdsløse i EU. Men endnu vigtigtigere fordi vi fortsat har rigtigt mange ledige – på dagpenge og jobparate og aktivitetsparate på kontanthjælp – som vi bør bruge al vores energi på at få i gang,” siger han til Berlingske.

Lignende kritik lyder der fra Fagforbundet 3F, der mener, at man i stedet skal satse på at få danskere ind på arbejdsmarkedet:

”Vi er af den opfattelse, at rekrutteringsudfordringerne ikke er større, end at de kan løses med den hjemlige arbejdskraft – og vi kan slet ikke se, hvordan Radikales forslag om en ensidig nedsættelse af beløbsgrænsen for import af arbejdskraft til 325.000 kroner om året skulle kunne løse noget som helst,” skrev forbundssekretær Søren Heisel fra 3F i et debatindlæg i Altinget.

Tidligere minister til nuværende: "Det er myte og spin"

Diskussionen om udenlandsk arbejdskraft blev også ført over på de sociale medier, hvor Peter Hummelgaard (S) blev angrebet af den tidligere V-minister Kristian Jensen på Twitter. Kristian Jensen mener, at Socialdemokratiet løber fra det, som blev skrevet ind i forståelsespapir.

”Hvor meget forståelse er der egentligt om regeringens “forståelsespapir”?? Skal reglerne for udenlandsk arbejdskraft lempes eller ej? Nu lægger Peter Hummelgaard afstand til ordlyden i papiret,” skriver han på Twitter, med henvisning til at der i forståelsespapiret står, at virksomheder ”hurtigt og ubureaukratisk” skal kunne hente udenlandsk arbejdskraft til Danmark.

Peter Hummelgaard afviser samme sted, at ”hurtigt og ubureaukratisk” skulle være ensbetydende med en lavere beløbsgrænse.

”Det er vist velkendt, at regeringen ikke er enig i, at beløbsgrænsen skal sænkes. Vi siger nej til at åbne sluserne for billig udenlandsk arbejdskraft. Men bidrager meget gerne til løsninger, der muliggør rekruttering af kvalificeret arbejdskraft. Længere er den ikke,” skriver han i et svar til Kristian Jensen.

Det svar fik den tidligere finansminister fra Venstre til at beskylde Peter Hummelgaard for ”myte og spin”.

”Det er en myte og spin, at en lavere beløbsgrænse vil åbne for billig ufaglært arbejdskraft. Tværtimod vil det kunne få flere nyuddannede akademikere eller erfarne medarbejdere med mellemlange uddannelser,” skriver han og fortsætter med at beskylde beskæftigelsesministeren for at mangle respekt for ”danskere” der tjener mindre end 350.000 om året.

Den tidligere regering forsøgte sidste år at nedsætte beløbsgrænsen til 330.000 kroner, men det blev blokeret af blandt andet Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

”Beløbsgrænsen er ualmindelig vigtig for vores partier. For både Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet. Beløbsgrænsen er nemlig et redskab, der skal forhindre, at lønningerne presses ned af udenlandsk arbejdskraft,” skrev de to partiformænd i en fælles kronik i Berlingske.

placeholder

placeholder

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet