Annonce

Regering må droppe udligningsreform

Der bliver ingen reform af den kommunale udligningsreform på denne side af et folketingsvalg, siger økonomi- og indenrigsministeren
Regeringen kan ikke få flertal for en reform af det kommunale udligningssystem, og derfor er arbejdet skudt til efter næste folketingsvalg. Det siger økonomi- og indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille (LA).

Det kommunale udligningssystem handler - i helt grove træk - om hvor mange penge som de rige kommuner skal sende til de fattige kommuner og ikke mindst hvilke kriterier som man skal måle på.

”Jeg ærgrer mig over, at det ikke er lykkedes at samle et flertal af partier for at følge op på politiske aftaler, flere af dem selv har været med til at indgå. Selv har jeg set arbejdet med at justere udligningen som en bunden opgave. Det har især handlet om at rette systemfejl og rette op på ubalancer. Men jeg må konstatere, at andre har lagt vægt på partiegoistiske hensyn,” lyder vurderingen fra Simon Emil Ammitzbøll-Bille, der fortæller, at hvis regeringspartierne genvinder magten ved næste folketingsvalg, kan en udligningsreform igen komme på tale

”Et kæmpe gok i nødden”
Beslutningen om at skyde udligningsreformen til hjørne kommer efter at både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti tidligt tirsdag meldte ud, at de ikke kunne støtte regeringens forslag.

Regeringens udspil var alt for socialt skævt og ville ramme kommuner som Frederikshavn, Horsens og Sønderborg alt for hårdt, mente socialdemokratiets politiske ordfører Nicolai Wammen.

”Det indtryk, der står tilbage, er, at regeringen hverken har evnen eller viljen til at lave en aftale, som kan samle. Fra Socialdemokratiet ser vi gerne, at der kommer en aftale. Men den skal have et fornuftigt indhold,” lød det fra den socialdemokratiske ordfører, der mente at man i en række kommuner, hvor man i forvejen har det svært, med Nicolai Wammens ord, ville ”få et kæmpe gok i nødden”.

Den udlægning giver Simon Emil Ammitzbøll-Bille dog ikke meget for.

”Regeringen har tilbudt Socialdemokratiet i omegnen af 700 millioner kroner for at hjælpe kommunerne varigt. Men det har Socialdemokratiet ikke været interesseret i at tage imod, siger han til TV2/News.

Ændringer kommer uanset aftale
Uanset om regeringen havde fået lavet en aftale eller ej om udligningen, så vil der fra 2019 ske ændringer i hvem og hvor meget enkelte kommuner skal betale eller modtage.

Det sker fordi Danmarks Statistik har ændret opgørelsen af hvor meget udlændinge belaster kommunernes udgifter.

Danmarks Statistik har indtil nu ikke registreret udlændinges uddannelsesbaggrund, og derfor er kommuner med velintegrerede udlændinge blevet kompenseret for en social belastning, de ikke nødvendigvis har haft.

Det har betydning for den økonomiske udligning mellem kommunerne - også selv om politikerne ikke har landet en aftale. Eksempelvis vil Københavns Kommune næste år få en årlig ekstraregning på knap 570 millioner kroner, mens Hjørring Kommune vil få lidt over 22 millioner kroner.

Det betyder, at selv om det ikke lykkedes regeringen at lande en aftale, så vil ændringen fra Danmarks Statistik sende omkring 700 millioner kroner fra hovedstadsområdet til kommuner i resten af landet, skriver DR.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet