Annonce

Regering redder musikradioer, Frederiksen slår Ellemann og DF bliver klimatosser

Nyhedsoverblik fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang.
Velkommen til Netavisen Pios nyhedsoverblik, hvor vi alle hverdage samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste historier primært fra dansk politik. I dag med historier om en feberredning af lukningstruede radiokanaler, en meningsmåling, et parti som springer ud som klimatosser, et vigtigt politisk forlig, som bliver udskudt og endelig to top-socialdemokrater, der er endt i et offentligt skænderi.

Tak fordi du læser med.

 

Kulturminister finder femten millioner til musikradio

Regeringen har - efter drøftelser med Enhedslisten, SF, Radikale og Alternativer - fundet penge til at DR kan videreføre de to musikkanaler P6 Beat og P8 Jazz i 2020, som ellers stod til at lukke.

”Dermed kan vi sikre det faglige miljø omkring jazz- og beat-musik og sikrer, at den store diskussion om et nyt medieforlig til næste år kan bruge denne viden og erfaring til at sikre et spændende og solidt dansk mediebillede,” skriver kulturministeren på Facebook garneret med en hel masse emojis.

Det koster 15 millioner kroner at holde de to radiostationer kørende i yderligere et år.

placeholder

 

Måling: Mette Frederiksen vælgernes foretrukne regeringsleder

Et stort flertal af danskerne vil hellere have Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen end Venstres Jakob Ellemann-Jensen, som regeringsleder.

Det viser en ny måling foretaget af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten. Her svarer hele 37 procent af de adspurgte, at de foretrækker Mette Frederiksen som statsminister, mens blot 24 procent helst ser Jakob Ellemann-Jensen i Statsministeriet, og hver femte vil helst have en helt tredje kandidat.

Der er for Mette Frederiksens vedkommende tale om et meget lille spring op på en procentpoint, mens Venstres statsministerkandidat er faldet med to procentpoint.

Jakob Ellemann-Jensen ser dermed ikke ud til at drage den store fordel af at være det friske pust, som man ellers normalt ser, når partier skifter frontfigur.

Læs hele historien her.

 

DF ændrer kurs: Bliver også ”klimatosser”

Og vi slutter ved klimaet, hvor der i dag var global strejkedag. Og klimasagen kan glæde sig over endnu en omvendt synder.

Under valgkampen mente Dansk Folkeparti nemlig, at debatten om klima var præget af "hysteri" og "overbudspolitik", men nu lyder der nye toner fra Kristian Thulesen Dahl, der nu bakker op om regeringens klimamål. Det skriver DR.

”Vi er parate til at skrive under på en klimalov, der definerer en målsætning i 2030 på de 70 procent,” skriver Kristian Thulesen Dahl torsdag i sit ugebrev.

Udmeldingen kommer i kølvandet på de konservatives beslutning om også at støtte reduktionsmålene på 70 procent.

Før folketingsvalget var det kun Enhedslisten, Alternativet, SF og De Radikale der bakkede op om målsætningen.

Læs hele historien her.

 

Hækkerup udskyder nyt politiforlig

Justitsminister Nick Hækkerup (S) udskyder forhandlingerne om et nyt fireårigt politiforlig med et år grundet store udfordringer. Det oplyser Justitsministeriet ifølge Ritzau.

”Vi har et politi og en anklagemyndighed, som er meget pressede, og som mangler ressourcer og har masser af overarbejde. Hvis vi skal have løst de problemer, er vi nødt til at tænke os godt om,” siger justitsminister Nick Hækkerup til DR i et interview.

”Det handler både om, at de skal have flere ressourcer, men også om at se om der er nogle ting, vi kan gøre bedre, så politifolkene kommer tættere på borgerne.”

Ministeren har tidligere sagt, at man vil lave en aftale kortsigtet for 2020, der giver 150 flere betjente. Samtidig skal der afsættes 130 millioner kroner til, at betjente kan få udbetalt overarbejde i stedet for at holde fri.

Læs hele historien her.

 

Bødskov sender inkassofolk efter SU-skyldnere

Skatteminister Morten Bødskov (S) håber, at forsøget med at inddrive SU-gæld i Norden via et inkassofirma bliver en succes.Det skriver Ritzau.

For det kan åbne for, at løsningen bliver udbredt til øvrige lande, hvor der sidder folk, der skylder den danske statskasse.

"Vi kommer til at følge det nøje, og det gør vi, fordi hvis det bliver en succes, så er det en vej, vi helt bestemt overvejer, om vi skal udbygge yderligere," siger Morten Bødskov.

Inkassofirmaet Kredinor er hyret til at inddrive gæld fra over 3500 skyldnere i Norge, Sverige, Finland, Færøerne og Island, som tilsammen har en gæld på cirka 150 millioner kroner.

Læs hele historien her.

 

 

Socialdemokrater i skænderi: Gå hjem og pas dine børnebørn!

De to tidligere top-socialdemokrater Mogens Lykketoft og Henrik Sass Larsen er røget i totterne på hinanden. Det skriver B.T.

”Jeg har gennem et længere stykke tid været træt af Henrik Sass Larsen. Og det ser ud til, det har været gensidigt, siger Mogens Lykketoft til tryksagen.

Reaktionen kommer efter en udtalelse fra Henrik Sass Larsen i et interview med Weekendavisen. I sin kommende bog kritiserer den tidligere S-formand den forhenværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S). Hun var efter hans mening fejlcastet.

Derfor siger Henrik Sass Larsen følgende til Weekendavisen:

”Nu igen. Lykketoft kommer med erindringer, hvor han nedgør og sabler ned. Hvad lever han for, kan han aldrig få nok? Han har opnået det hele, ministerposter, formandskab, FN, men igen skal han ødelægge,” lyder det fra Sass som fortsætter: ”Åh, gå dog hjem og pas dine børnebørn, Mogens, jeg er så træt af det.”

Mogens Lykketoft stoppede i aktiv politik ved det seneste folketingsvalg og Henrik Sass Larsen meldte i denne uge ud, at hans tid i dansk politik slutter ved udgangen af september måned. Henrik Sass Larsen skal fra 1. januar være direktør i brancheorganisationen for kapitalfonde.

Læs hele historien her.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet