Regeringen afviser flere penge til nødhjælp

Der er kommet langt færre asylansøgere til Danmark end forventet. Derfor har regeringen muligvis tilbageført langt færre penge til udviklingsbistanden, end den hidtil har lovet, frygter oppositionen. Samtidig nedstemmer regeringen et forslag om yderligere nødhjælp.
Har regeringen brugt forældede tal og derfor forslået at sende alt for få penge afsted til humanitær bistand i de krigshærgede områder, blandt andet indsatsen i Syrien? Det var emnet for dagens tidlige samråd i Folketingets Finansudvalg med både finansminister Kristian Jensen og udviklingsminister Ulla Tørnæs.

Baggrunden er, at regeringen ved årets begyndelse forventede 25.000 asylansøgere til Danmark. En stor del af udgifterne til at håndtere asyltilstrømningen skulle finansieres over ulandsbistanden i henhold til de såkaldte DAC-regler. Allerede i august nedjusterede regeringen imidlertid prognosen til 10.000 asylansøgere, og regeringen lovede i den forbindelse, de udgifter til asylansøgere, der hermed blev sparet, skulle føres tilbage til ulandsbistanden.

Derfor fremlagde regeringen for nylig et aktstykke i Folketingets Finansudvalg, Aktstykke 40, som foreslog at overføre 938 millioner kroner til ulandsbistanden. Heraf skal de 525 millioner anvendes til at styrke den humanitære indsats i blandt andet Syrien og Syriens nabolande.

Men som oppositionen påpeger, så tyder alt på, at antallet af asylansøgere i år bliver markant lavere end 10.000. Det seneste tal ligger under 6.000. Oppositionen frygter derfor, at der reelt er sparet langt mere på asylområdet, og at der derfor også bør overføres langt mere til ulandsbistanden end den lille milliard, som regeringen lægger op til.

”Direkte upassende” at kalde spørgsmål for politiske drillerier
Udviklingsminister Ulla Tørnæs skrev i går et længere indlæg på Facebook, hvor hun rasede mod oppositionen. Hun kaldte det ”politiske drillerier”, og anklagede oppositionen for at stå i vejen for at sende hjælp til Aleppo. Hun skrev, at ”politiske drillerier står i vejen for, at vi kan få nødhjælp afsted til mennesker, der er fanget på noget, der nok bedst kan beskrives som helvede på jord.”

Både Socialdemokratiet og Radikale Venstre afviste skarpt, at der var tale om politiske drillerier, men at spørgsmålet tværtimod handlede om at sikre, at der blev sendt nok penge afsted til blandt andet Syrien. ”Finansudvalget behandler dette aktstykke fuldstændig som alle andre aktstykker”, lød det fra Socialdemokratiets finansordfører Benny Engelbrecht, mens den radikale Martin Lidegaard kaldte Tørnæs beskyldninger for ”direkte upassende”.

Finansminister Kristian Jensen anerkendte da også, at det var ”fuldt ud legitimt og fuldt ud inden for reglerne”, at Finansudvalget stillede spørgsmål til prognoserne bag tallene. Såvel han som Ulla Tørnæs forsvarede sig med, at de ikke har modtaget nye, reviderede skøn fra udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg.

Kristian Jensen nævnte desuden flere gange, at der ikke er en direkte sammenhæng mellem udgifterne her-og-nu og den aktuelle tilstrømning, idet midler fra ulandsbistanden kan bruges til at finansiere udgifterne de første 12 måneder, og der derfor må ses på den løbende tilstrømningen over de sidste 12 måneder. Han anerkendte dog, at der var usikkerhed forbundet med tallet, og at der kunne vise sig at være sparet flere penge på asylområdet – og dermed frigjort flere penge til nødhjælp – end det regeringen opererer med.

Regeringen afviser ekstra 200 millioner til nødhjælp
Oppositionen undrede sig over, at regeringen ikke har lavet en ny prognose for asylansøgere, eksempelvis i forbindelse med den økonomiske redegørelse, regeringen fremlagde i mandags. På samme måde som regeringens sidste år valgte at opjustere udgifterne, da det stod klart, at der kom flere asylansøgere end forventet.

Socialdemokratiets Benny Engelbrecht slog fast, at aktstykket vil blive vedtaget, så pengene kan komme afsted til humanitær nødhjælp. Men udover de 525 millioner kroner, som altså ikke er ”nye” penge, men penge som blot tilbageføres til ulandsbistanden, så har oppositionen også ønsket at tilføre ekstra 200 millioner kroner til nødhjælp i forbindelse med finansloven.

De fem oppositionspartier havde derfor her til formiddag stillet ændringsforslag i forbindelse med tredjebehandlingen om finansloven om at finde 200 millioner kroner ekstra til nødhjælp. Regeringen afviste imidlertid forslaget med den begrundelse, at pengene som en del af finanslov 2017 først vil kunne udbetales om 14 dage.


Kommentarer fra Facebook