Annonce

Regeringen afviser nye nationale tiltag mod skattesnyd

Skatteministeren kalder det ”symbolsk”, at Danmark skulle indføre nye såkaldte værnsregler mod skattesnyd.
Regeringen vil ikke indføre en række nye anbefalinger fra OECD for at bekæmpe skattesnyd. Det kom frem på et samråd torsdag i Folketingets skatteudvalg med skatteminister Karsten Lauritzen. Her slog ministeren fast, at regeringen ikke har planer om at indføre nye skrappe nationale tiltag, såkaldte 'værnsregler'.

Samrådet kommer i kølvandet på lækket af de såkaldte 'Paradise Papers' tidligere på måneden, som viste  omfattende skattesnyd blandt nogle af verdens magtfulde mennesker, der har placeret store formuer på eksotiske øer som Cayman Island, i sikker afstand fra de hjemlige skattemyndigheder. Papirerne tak blandt andet tråde til den britiske dronning Elizabeth, Ruslands præsident Vladimir Putin og USA’s handelsminister Wilbur Ross.

Paradise Papers er blot den senenste i en række af skatteafsløringer de seneste. Tidligere har blandt andet 'Panama Papers', 'LuxLeak' og 'Swiss Leaks' sendt chokbølger gennem verdens hovedstæder og afsløret hvordan enorme formuer gemmes væk for skattemyndigheder. Forskere anslår, at den danske stat hvert år mister mindst fem milliarder kroner, fordi virksomehder overfører penge til såkaldte skattelylande. Det svarer til 10 procent af det samlede beløb, virksomhederne betaler i selskabsskat.

Advarer mod tab af arbejdspladser
SF's Lisbeth Bech Poulsen, der havde indkaldt til samrådet, ville blandt andet vide, om regeringen har tænkt sig at at indføre en række såkaldte 'nationale værnsregler'. Det er regler, der indføres nationalt en midlertidig løsning, indtil der foreligger en robust, international aftale. Hun henviste specifikt til tre tiltag, der omtales i en kommende OECD-rapport: Definitionen af fast driftssted, kildebeskatning af visse digitale transaktioner og en digital udligningsafgift.

Bag de noget tekniske betegnelser gemmer der sig et ønske om i højere grad at beskatte digitale virksomheder der, hvor de skaber deres værdier. I dag kan selskaber som Facebook og Google vælge at blive beskattet der, hvor skatten er lavest, fordi de ikke er fysisk til stede i de enkelte lande.

Men Lauritzen afviste blankt, at nogen af tiltagene ville blive indført i Danmark: ”Regeringen har ingen planer om at indføre de nævnte nationale tiltag. Efter vores mening er nationale tiltag ikke vejen frem”, sagde han. Han kaldte tiltagene både ”symbolsk” og ”slag i luften”, og udtalte samtidig, at ”De virksomheder, som er digitale og vil blive ramt, kan flytte til andre lande. Så kan vi tabe danske arbejdspladser.”

Han pegede også på, at tiltagene kunne være i strid med Danmarks internationale aftaler og føre til opsigelse af de eksisterende dobbeltbeskatningsaftaler. ”Med en national enegang risikerer [Danmark] at komme i modstrid med EU-regler, og vil stå mere alene i forhold til international kritik”, sagde han.

Danmark blandt de ”mest ambitiøse”
Karsten Lauritzen lagde i stedet vægt på, at kampen mod skattely og skattesnyd skal føres gennem fortsat stærkt internationalt samarbejde i EU og OECD, hvor Danmark ifølge Lauritzen er ”blandt de mest ambitiøse” i arbejdet for bedre regulering.

Han lagde desuden vægt på, at der allerede er sket fremskridt i den internationale indsats mod skattesnyd. Han henviste blandt andet til OECD's 'common reporting standards' om automatisk udveksling af kontooplysninger landene imellem, så eksempelvis de danske skattemyndigheder kan se, hvad danskere har stående på konti i udlandet.

Og så gentog ministeren sit synspunkt om, at de danske skattemyndigheder, stik modsat det indtryk man kunne få efter flere år med skandalehistorier, faktisk er godt rustet til at bekæmpe skattesnyd: ”Skattevæsnet står godt rustet til arbejdet qua det, arbejde, den tidligere røde regering har lavet, og det arbejde, de to [efterfølgende] borgerlige regeringer har lavet.”, lød det fra Lauritzen.

Vil overveje at købe 'Paradise Papers'
På dagens samråd kom det også frem, at Karsten Lauritzen ikke vil udelukke at købe Paradise Papers med henblik på en mulig retsforfølge de danskere, der optræder i papirerne. Regeringen gav sidste år SKAT lov til at købe de såkaldte 'Panama Papers' for seks millioner kroner.

Karsten Laurtizen understredede dog, at regeringen foreløbig ikke ber levet tilbudt at købe 'Paradise Papers', ligesom han ikke har kendskab til andre regeringer, som har fået tilbudt at købe dokumenterne. Først i det øjeblik, der ligger et reelt tilbud, vil regeringen i samarbejde med Folketingets øvrige partier foretage ”en konkret vurdering af, om oplysningerne er tilstrækkeligt brugbare”, som Lauritzen formulerede det.

Samrådets mest opsigtsvækkende udtalelse kom fra Venstres Preben Bang Henriksen, som ikke langede ud efter skattesnyderne, men derimod efter den ”fuldstændige koordinerede indsats” fra de 382 journalister fra 67, som gennem den internationale forening af undersøgende journalister ICIJ har afdækket Paradise Papers:

”Jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvordan salige [grundlægger af Politiken Henrik] Cavling han nok ville have vendt sig i graven, hvis han vidste, at de samme historier på nøjagtig samme klokkeslæt via en koordineret indsats blandt hundrede journalister med samme udlægning, samme anonyme kilder, samme konklusioner, beskrives ens over hele jordkloden. Det er åbenbart det, man kalder kritisk journalistik nu. Jeg er rimelig rystet”, sagde han.


Flere artikler om emnet