Regeringen giver færre penge til Syrien

Trods løfter om mere hjælp i nærområderne falder Danmarks støtte til Syrien fra 2015 til 2016 med 25 procent. Også den øvrige støtte til nærområderne ser ud til at falde markant i 2016.
Det vakte store overskrifter, da statsminister Lars Løkke Rasmussen for nylig på den internationale donorkonference for Syrien lovede 688 millioner danske kroner i hjælp til de hårdt trængte nærområder i forbindelse med konflikten i Syrien.

Det lå jo umiddelbart i fin forlængelse af regeringens forsikreringer om, at ville ”styrke indsatsen i flygtningenes nærområde”, som det hedder i regeringsgrundlaget.

De 688 millioner skal dog tages med forbehold. For de 288 millioner kroner er penge, der blev afsat allerede i 2015 i forbindelse med EU’s aftale med Tyrkiet om, at tyrkerne skal sikre, at færre syrere flygter til Europa. Pengene er imidlertid ikke udbetalt til tyrkerne endnu. Dermed er der altså reelt kun tale om 400 millioner ”nye” penge i 2016.

Tabel 1: Ulandsmidler til Syrien, millioner kroner
Syrien uland

Til sammenligning brugte Danmark i 2015 533 millioner på indsatsen i Syrien, ifølge et svar fra udenrigsminister Kristian Jensen til Altinget.dk. Der er altså tale om et fald på 133 millioner kroner, eller 25 procent. Derimod ligger det en anelse over 2014-bidraget på 387 millioner kroner.

Støtte til øvrige nærområder falder også
Regeringens støtte til nødhjælpsindsatser andre steder i verden ser ligeledes ud til at falde drastisk i 2016 i forhold til de foregående år. Regeringen planlægger at bruge 1.825 millioner kroner i 2016. Til sammenligning blev der brugt 2.200 millioner kroner i 2015 og 2.241 millioner kroner i 2014.

Tabel 2: Ulandsmidler til nødhjælp, millioner kroner
syrien uland2

De høje tal i både 2014 og 2015 skyldes, at der i løbet af året blev givet ekstra penge til nødhjælpsindsatsen. På grund af de store nedskæringer på ulandsbistanden, bliver det vanskeligt at gennemføre en lignende øvelse i 2016:

”Når udviklingsbistanden falder, bliver det endnu sværere at finde ekstra penge til nødhjælpen i løbet af året. Derfor får regeringen meget, meget svært ved at nå niveauet for 2014 og 2015. Regeringen tror, at den kan blæse og have mel i munden samtidig” fortæller Anders Ladekarl fra Dansk Røde Kors til Altinget.dk.

Dermed ser det altså ud til, at regeringen får svært ved at leve op regeringsgrundlagets løfte om at styrke indsatsen i nærområderne.


Flere artikler om emnet

Annonce