Regeringen har glemt praktikken – og det betaler vi for nu

Optaget på lærer-, sygepleje-, pædagog- og socialrådgiveruddannelserne er faldet igen. I år med fire procent.

På sygeplejeuddannelsen alene er der tale om otte procent færre ansøgere end sidste år.

Det er et alvorligt problem – og det kræver handling nu.

For hver studieplads, der i dag står tom, betyder det i fremtiden en sygeplejerske mindre til at tage sig af den kritisk syge patient, en lærer mindre i klasselokalet, en pædagog mindre i vuggestuen og en socialrådgiver mindre til at hjælpe børn i mistrivsel.

Det er vigtig arbejdskraft, vi kommer til at mangle – og det får konsekvenser for hele vores samfund.

Læs også:Færre vil være sygeplejerske: “Et pisse godt statement”

Tidligere på året indgik regeringen en aftale om at styrke kvaliteten på professionsbacheloruddannelserne.

Det var et skridt i den rigtige retning – men kun et halvt skridt.

For selvom der blev afsat midler til at løfte undervisningen på uddannelsesinstitutionerne, manglede én afgørende del: praktikken.

Vi har påpeget det gentagne gange. For når op mod 40% af tiden på uddannelserne foregår ude i virkeligheden, giver det ingen mening at tale om kvalitet uden at tænke praktikken med.

Praktikoplevelser påvirker frafald og motivation

Vi ved, at det er i praktikken, at mange af de studerende har dårlige oplevelser, der fører til frafald på uddannelsen og afskrækkende indtryk af arbejdslivet.

Vi har hørt mange skræmmende eksempler fra vores medstuderende:

Fx en pædagogstuderende, der skulle i praktik på en af Danmarks mest sikrede institutioner, men først fik en overfaldsalarm to uger inde i praktikforløbet.

Eller en lærerstuderende, der aldrig havde timelagt vejledning med sin praktikvejleder en eneste gang gennem praktikken.

Eller fra sygeplejestuderende, der har oplevet at skulle sidde alene med ansvaret for patienter på en lukket psykiatrisk afdeling.

Men disse historier er ikke kun enkeltstående anekdoter. De er desværre bakket op af statistik.

- 43 % af lærerstuderende føler sig ikke som en del af lærerfællesskabet på deres praktiksted.

- 21 % oplever ikke at have fået tilstrækkelig vejledning i praktikken.

- 41 % af sygeplejestuderende, der har overvejet at droppe ud, peger på praktikforløb som årsagen.

Regeringens forsømmelse

Regeringen kender godt disse tal.

De kender godt de studerendes dårlige oplevelser ude i praktikkerne. Det har vi fortalt dem

Derfor er det katastrofalt, at regeringen har forsømt at investere i den del af uddannelserne, hvor der er tydelige problemer.

Det viser ansøgertallene igen med al synlighed.

Hvis vi skal løse problemet, kræver det, at regeringen laver en markant investering på finansloven til at forbedre praktikforholdene

Hvis vi skal løse problemet, kræver det, at regeringen laver en markant investering på finansloven til at forbedre praktikforholdene.

Der skal være uddannede praktikvejledere, tid til vejledning, ordentlige introduktionsforløb og tid til den løbende faglige sparring, som er afgørende for, at oplevelsen bliver god og den faglige selvtillid styrkes hos den studerende.

Vi skal sørge for, at fremtidens sygeplejersker, skolelærere, pædagoger og socialrådgivere får gode oplevelser i deres første møde med arbejdslivet. Det starter i praktikken.

Praktikkens betydning for ansøgere og velfærd

Dårlige praktikforløb har store konsekvenser – både i form af frafald, men også i form af hundredvis af negative oplevelser og fortællinger, der hurtigt kan sprede sig til alle dem, som vi ønsker skal få lyst til at prøve kræfter med én af vores uddannelser.

Fortællingen i regeringen er, at de har gjort deres del ved at lave en reform af professionsuddannelserne og tilføre penge til professionshøjskolerne.

Læs også:Debat: Når færre vil passe på os – må vi passe bedre på dem

Men flere penge til undervisningen på skolerne skaber ikke bedre oplevelser ude i praktikken.

Indtil nu har regeringen haft skyklapper på, når vi har prøvet at tale om bedre praktikker, men det er tid til at vågne op og gøre arbejdet færdigt.

Uden bedre praktikforhold får vi hverken flere ansøgere eller fagprofessionelle.

Og i sidste ende går det ud over vores velfærdssamfund.