Regeringen i kovending: Nu må turister alligevel overnatte i København

Tyske, norske og islandske turister må alligevel godt overnatte på københavnske hoteller
Foto: Socialdemokratiet

Tyske, norske og islandske turister må alligevel godt overnatte på københavnske hoteller, når de er i Danmark.

Det oplyser justitsminister Nick Hækkerup på et pressemøde.

Grænserne for turister fra Tyskland, Norge og Island åbner 15. juni. Indtil nu har meldingen fra regeringen været, at turisterne fra de tre lande ikke måtte overnatte i København eller på Frederiksberg, men det ændres altså nu.

Giver efter for pres

Beslutningen om, at de nu alligevel godt må overnatte i København, kommer, efter at Venstre, De Konservative, De Radikale, Dansk Erhverv og brancheorganisationen Horesta har presset massivt på for at hovedstaden bliver ligestillet med resten af Danmark.

"Det giver ikke mening, at vi siger til turister, at de gerne må komme til Danmark, men bare ikke til vores hovedstad. De må være der om dagen, men skal overnatte et andet sted," sagde Tommy Ahlers, der er medlem af Erhvervsudvalget for Venstre, til Ritzau tidligere fredag.

"Den største magnet i dansk turisme er København, og den bliver efterladt på perronen," har direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, tidligere sagt til DR Nyheder.

Justitsminister Nick Hækkerup oplyser, at kovendingen ikke er sundhedsmæssig begrundet:

"Det, der først og fremmest har ændret sig her, er den kritik og det pres, der har været," siger Nick Hækkerup.

Nyheden modtages med stor glæde i brancheorganisationen Horesta:

"Tak til regeringen for at lytte og afskaffe denne ulogiske regel. Vi håber at samme skæbne vil overgå 6-dages reglen. Desuden er det tid til at åbne grænserne yderligere," skriver direktør hos Horesta, Katia Østergaard på Twitter.

placeholder

Også hos Dansk Erhverv er glæden stor. Direktør Brian Mikkelsen skriver:

"Rigtig god nyhed! København bliver vækket af sin dvale - til gavn for økonomi og turisme. Vi er dog ikke helt i mål endnu. Seksdages-reglen skal stadig væk, og vi skal åbne for flere lande."

placeholder

 

Overborgmester Frank Jensen (S) er om muligt endnu gladere:

"Fantastisk nyhed for København! De udenlandske turister kan overnatte i København over sommeren. Det er godt for de mange arbejdspladser på hoteller, restauranter og turistattraktioner. Jeg er glad for, at regeringen har lyttet." 
placeholder

 

Seks overnatninger

  • Turister fra de Tyskland, Norge og Island, der fra på mandag må rejse ind i Danmark, skal fortsat have booket seks overnatninger, eje et sommerhus eller have en kæreste, for at de må krydse grænsen.
  • De seks overnatninger må gerne fordeles mellem København og andre dele af landet, hvis turisterne ønsker det, oplyser justitsministeren.

Jan Kjærgaard er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Glæd jer over, der bliver lyttet i takt med tallet ikke stiger urimeligt. Man må hele tiden afveje for og imod.

Thomas er en Trold.

Annonce