Kommunerne samles i dag til økonomisk topmøde. Udover Kommunernes topledelse med Kommunernes Landsforenings (KL) formand, venstremanden Martin Damm, i spidsen samler mødet også repræsentanter fra regeringen, folketinget og de store interesseorganisationer.

Det er de store linjer i den økonomiske politik, der er sat på dagsordenen. Nationalbankdirektør Lars Rohde åbner mødet med en ’State of the nation’ tale. Han vil nok trykke på alle advarselslamper. Dansk økonomi er på vej ind i en overophedningssituation. Det offentlige forbrug skal sænkes og der skal føres en strammere finanspolitik. Nationalbankdirektøren kommer næppe til at levere meget skyts, som kan støtte kommunernes forhandlingsposition overfor regeringen.

Den nye finansminister Kristian Jensen er udset til at duellere med kommunernes formand. Vil Finansministeren for alvor træde frem på scenen og fortælle sandheden? Nemlig at det det kommunerne, som kommer til at levere det økonomiske råderum.

Kan regeringen presse nye besparelser ned over kommunerne?
Regeringen har tabt opgøret om pensionsalderen. Dansk Folkeparti vil ikke levere stemmer til at hæve pensionsalderen med et halvt år frem mod 2025. Og Dansk Folkeparti vil heller ikke levere stemmer til en offentlig udgiftsvækst på bare 0,3 procent. Udsigten til endnu flere ældre over 80 år vil kræve en vækst på op mod 1 procent.

Regeringen er tvunget til at finde andre kilder til at realisere deres økonomiske visioner

Regeringen er tvunget til at finde andre kilder til at realisere deres økonomiske visioner. Derfor er kommunerne udset til at blive regeringens redningsplanke. Kan kommunerne levere de offentlige besparelser, der skal til for at få regeringens samlede nationaløkonomiske regnestykke til at gå op?

Det magtspil er startet. Dagens og morgendagens møde kan give et fingerpeg om hvem, der står med de bedste kort på hånden frem mod forhandlingerne om en ny økonomiaftale for 2018. Hvem sidder med sorteper?

Kommunerne har det svært, for de er ikke selv herre over de overordnede økonomiske rammer med udgangspunkt i budgetloven. De kan vælge at undlade at indgå en aftale til sommer, men det kan koste endnu mere indflydelse på den lange bane. Og KL’s bestyrelse vælger traditionelt at indgå en aftale med regeringen, uanset om der er kludder i regeringens parlamentariske bagland.

Effektiviseringsprogram erstatter omprioriteringsbidrag
Det så vi senest ved forhandlingerne i 2015, hvor den smalle venstreregering tvang kommunerne til at underlægge sig et omprioriteringsbidrag på 1 procent om året fra 2016-2019. Det krævede yderligere besparelser på 2,4 milliarder om året for kommunerne under et. Men Dansk Folkeparti skiftede side og så var der ikke længere flertal for at kræve et omprioriteringsbidrag fra kommunerne.

Ved økonomiforhandlingerne sidste forår med kommunerne blev det aftalt, at regeringen hvert år tilbagefører de 2,4 milliarder til prioriterede udgifter i kommunerne. Det gjorde det en del lettere for kommunerne at forhandle budgetter for 2017. Regeringen har desuden ved finanslovsaftalen med Dansk Folkeparti videreført den såkaldte ældremilliard, som kommunerne kan få andel i ved at etablere en værdighedspolitik i forhold til kommunens ældre.

Den skal skaffe 1 milliard kroner, hvoraf det kun er den halve milliard, som kommunerne kan få tilbage

Men så let fik kommunerne ikke lov til at undslå sig krav fra regeringen. I økonomiaftalen med kommunerne blev der aftalt et moderniserings- og effektiviseringsprogram fra 2018. Den skal skaffe 1 milliard kroner, hvoraf det kun er den halve milliard, som kommunerne kan få tilbage til anvendelse på prioriterede borgernære udgifter. Effektiviseringsprogrammet handler om billigere indkøb, effektiviseringer på IT-området, konkurrenceudsættelse og velfærdsteknologi.

Resultatet af kommunernes budgetlægning har vist, at de kommunale serviceudgifter (eksklusiv overførselsudgifter) ligger en halv milliard kroner under udgiftsloftet. Så kommunerne er på vej til at realisere en lavere udgiftsramme for de kommende år. Det er i øvrigt også forudset i regeringens økonomiske redegørelse fra december, hvor udgiftsrammen falder med 1,3 milliarder kroner over de kommende år.

Vi er måske ved at vende tilbage til situationen fra nullerne, hvor kommunerne i en lang periode ikke brugte budgetrammerne. Det fik Fogh-regeringen til at argumentere for ’ufinansierede’ skattelettelser.

Selvom det går nogenlunde for kommunernes økonomi, så er der også usikre faktorer. Vil udviklingen på arbejdsmarkedet fortsætte med stigende beskæftigelse og vil det kunne få flere kontanthjælpsmodtagere i arbejde? Og vil antallet af asylmodtagere fortsætte på det nuværende eller et endnu lavere niveau? I så fald vil det kommunale udgiftsloft kunne falde yderligere. Det skal nok vise sig, når regeringen indenfor den nærmeste tid lægger sine økonomiske planer frem.

Kommunerne kan betale for regeringens løfter
I folketinget kan regeringen ikke få flertal for andet end besparelser på SU-området og de allerede vedtagne besparelser på uddannelsesinstitutionerne. Der er ikke mulighed for reformer på pensioner og overførselsindkomster. Derfor har kommunerne god grund til at frygte sorteperrollen i det økonomiske kortspil. Regeringen vil kynisk udnytte denne mulighed og lade kommunerne tage hovedparten af besparelserne.

I regeringsgrundlaget har regeringen nedfældet, at den vil nå de økonomiske mål ved at spare på det offentlige forbrug. Der skal effektiviseres og konkurrenceudsættes. Der skal afbureaukratiseres. De nye teknologiske muligheder skal udnyttes. Men sandheden er, at besparelserne først kommer, når man tager fat på lønomkostningerne. Og det bliver kommunernes hovedpine.

Regeringen vil kynisk udnytte denne mulighed og lade kommunerne tage hovedparten af besparelserne

Spillet om sorteper ikke bare er et spil mellem Kommunernes Landsforenings bestyrelse og regeringen. På dagens møde vil der være mange repræsentanter fra kommunerne, som med god grund frygter, at det bliver dem, som skal eksekvere beslutningerne. De kommer til at stå til ansvar overfor borgerne, når der skal spares på serviceudgifterne. Og det er ikke det bedste udgangspunkt for den kommende valgkamp.

Selvom besparelserne ikke er mærkbare på den korte bane, så er frygten for fremtiden stadig stor, når der skal føres valgkamp. De kommunale repræsentanter kommer til at mærke de politiske konsekvenser.

Det bliver spændende at se om Venstres stærke bagland reagerer eller om Dansk Folkepartis kommunalbestyrelsesmedlemmer skubber partiet længere væk fra regeringen over i retning af socialdemokraterne. Og vil de stærke socialdemokratiske borgmestre gå ind i kampen. For så er der for alvor splittelse på det kommunale hold.

 

Finn Larsen er tidligere sekretariatschef i LO.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.