Regeringen lægger bombe under kommunernes økonomi

Flygtninge er en udfordring for kommunernes økonomi. Men den virkelige bombe kommer fra regeringen, som insisterer på at gennemføre omprioriteringsbidrag, skattelettelser og refusionsreform i en tid, hvor kommunerne er hårdt pressede på økonomien.
Det er svært at undgå at diskutere flygtninge, når man er aktiv i den politiske debat i Danmark i øjeblikket. Der bliver diskuteret principper, konventioner, integrationsindsatser, flygtningelandsbyer osv. – og så bliver der talt økonomi. Flygtningene koster her og nu. Hvis integrationen lykkes, kan det ændre sig i fremtiden. Men her og nu er der pres på ikke mindst de kommunale budgetter.

I min egen kommune har vi regnet på tallene, og i 2016 mangler vi godt 15 millioner kroner, efter vi modregner de ekstra tilskud fra staten i de ekstra udgifter på integrationsområdet. I virkeligheden bliver tallet nok nærmere 20 millioner kroner – bl.a. fordi det antal, vi skal modtage i 2016, siden beregningen blev foretaget, er steget fra ca. 200 til ca. 250. For at sætte det i perspektiv, så er 20 millioner kroner ca. det samme beløb, som vi står til at miste i 2016, hvis regeringen holder fast i deres ”omprioriteringsbidrag”.

Nu jamrer vi igen
Nu håber jeg ikke, at Claus Hjort læser denne klumme, for ifølge ham kommer der jo aldrig andet fra kommunerne end jammer. ”Det piner mig at høre den her klagesang om, hvorvidt det er de syge, de halte eller de etbenede, der skal holde for denne gang”, som han så poetisk formulerede det på KL’s økonomiske forum. Men uanset om Claus Hjort bryder sig om det eller ej, så er det en kendsgerning, at han og den øvrige regering lægger gift ud for integrationsindsatsen, så længe de holder fast i omprioriteringsbidraget.

Claus Hjort og den øvrige regering lægger gift ud for integrationsindsatsen

Manglen på ressourcer gør det i sig selv sværere at sætte de rette initiativer i værk på området (og så taler vi slet ikke om, hvordan integrationsydelsen gør det sværere at finde permanente boliger mv.). Men når kommunerne i næste års budget skal skære dobbelt hårdt for at finansiere både integration og omprioriteringsbidraget, åbner man en retorisk motorvej for DF og ligesindede i forhold til at koble enhver form for besparelse sammen med ”den pladderhumanistiske flygtningepolitik”.

Hvis regeringen havde noget som helst format, ville den aflyse al snak om skattelettelser til de bedst stillede, rulle afgiftslettelserne på de dyreste biler og arvede formuer tilbage og bruge midlerne til at aflyse omprioriteringsbidraget, i det mindste indtil denne helt ekstraordinære flygtningesituation har fundet sit leje. Det ville give bare et minimum af arbejdsro i kommunerne.

Refusionsreformen
Og som om at ovenstående i sig selv ikke er nok til at give enhver økonomisk ansvarlig kommunalpolitiker mavesår, så skal vi fra den 1. januar indstille os på en helt ny joker i den kommunale økonomi. ”Refusionsreformen” lyder måske dejligt teknisk og uskyldigt, men den kan blive en bombe under den kommunale økonomi, hvis man bor de forkerte steder i landet.

Hvis regeringen havde noget som helst format, ville den aflyse al snak om skattelettelser til de bedst stillede

Kort fortalt går reformen ud på, at kommuner fremover bliver belønnet for at få folk udenfor arbejdsmarkedet hurtigt i beskæftigelse, mens de til gengæld bliver straffet, hvis der går længere tid. Ingen tvivl om, at det er til alles fordel, at mennesker udenfor arbejdsmarkedet, som mangler et job og gerne vil have det, kommer hurtigere i gang.

Men mulighederne for at sikre dette er altså ulige fordelt rundt om i landet (slagteriet, som er vores største private arbejdsplads med ca. 550 ansatte, lukker fx i 2016). Så selv om reformen som helhed skal gå i nul, vil den med stor sikkerhed betyde, at de rige kommuner, som har god vækst og dermed godt gang i beskæftigelsen, bliver rigere, mens vi andre, der kæmper med virksomhedslukninger og andre udkantsproblematikker, bliver endnu hårdere presset på økonomien.

Den bagvedliggende filosofi er den samme, som man i vidt omfang benytter overfor folk på overførselsindkomst: Hvis bare vi presser dem hårdt nok på økonomien, så skal de nok komme i arbejde. Men problemet med kommuner er det samme som med personer udenfor arbejdsmarkedet er det samme: De er ikke ens, så selv om sådanne motivationer virker for nogle, virker de ikke for alle.

Og Finansministeriet har jo ikke ligefrem tradition for at ramme rigtigt i deres beregninger af sådanne motivationsfaktorer – tænk blot på dagpengeområdet, hvor beregningerne sagde, at ca. 5.000 ville ryge ud af systemet, mens det i virkeligheden blev næsten 10 gang så mange.

Når nogen siger, at flygtningene er en bombe under kommunernes økonomi, er jeg derfor ikke enig. Det er en udfordring – men det er en udfordring, som kan løses, hvis vi får en lille smule hjælp fra regering og folketing. Den virkelige bombe under kommunernes økonomi er regeringens arrogance og manglende evne/vilje til at regulere på tidligere beslutninger set i lyset af de nye og ekstraordinære udfordringer, som vi som samfund står overfor.

 

Hans Stavnsager (f. 1963) er gruppeformand for socialdemokraterne i Faaborg-Midtfyn Kommune.

‘Kommunale rødder’ er en fast klumme på Netavisen Pio, der to gang ugentligt vil bringe indlæg fra en række af socialdemokratiets førende byrådsmedlemmer.


Kommentarer fra Facebook