Regeringen misbruger tilliden til Finansministeriet

Manipulationen består i at ministrene bruger tallene uden forbehold. Og resultatet er at tilliden til Finansministeriet får et hak
Så er der igen diskussion om regeringens tal. Denne gang er det Finansministeriets beregninger af skattelettelser, der har vakt opsigt. Regeringen siger, at det er de lavtlønnede, der får mest ud af skattelettelserne, mens eksperter og opposition siger, det er forkert, og at der er manipuleret med tallene.

Vi har hørt det før, og der kan ikke være tvivl om, at tilbagevendende diskussioner om regeringens tal, er med til at undergrave den tillid til embedsmændene, der har været en vigtig del af det danske minister- og embedsmandssystem.

Den aktuelle sag om Finansministeriets skatteberegninger, som flere ministerier har været direkte involveret i, rejser flere spørgsmål; her skal tre af dem berøres: 1) Hvor grov er manipulationen? 2) Hvorfor går embedsmændene med til det? Og 3) kan det stoppes?

Spørgsmål 1: Hvor grov er manipulationen?
I det materiale Finansministeriet har lagt frem, fremgår det, at forslagene øger den økonomiske ulighed. Der er gennemført de traditionelle beregninger, og det fremgår, at den rigeste tiendedel af de beskæftigede får den største skattelettelse; at den bliver mindre jo mindre indkomsten er, og at det gælder både i absolutte tal og i procent. Det er også beregnet og fremlagt, hvor meget skatteforslagene øger det traditionelle mål for uligheden, Gini-koefficienten.

Der er altså ingen tvivl om, at Finansministeriet har fremlagt beregninger, der viser, at forslagene øger uligheden, og at oplysningerne er lagt frem i forbindelse med fremlæggelsen af forslagene.

[read-also]

Men for regeringen er det ikke afgørende, hvad der sker med uligheden. For regeringen er det afgørende, at skattelettelserne øger arbejdsudbuddet, og det skal ske på to måder. Ved at øge indkomstforskellen mellem lavtlønnede og modtagere af indkomstoverførsler samt ved at nedsætte skatten af den sidst tjente krone. Der er heller ikke tvivl om, at forslagene til skattelettelser tilgodeser begge formål.

Regeringen har - og formentlig med rette -vurderet, at skal den have forslagene igennem, skal fordelen være størst for de lavestlønnede

Men det har ikke været nok for regeringen. Den har - og formentlig med rette - vurderet, at skal den have forslagene igennem, skal fordelen være størst for de lavestlønnede – ikke i absolutte tal men relativt. Derfor har Finansministeriet lavet beregninger for udvalgte indkomsttyper blandt andet en lavtlønnet HK’er og en direktør. Beregningerne viser, at HK’eren får en skattelettelse på 7,1 procent, mens direktøren får en skattelettelse på 5,7 procent, og at direktøren betaler 7,4 gange så meget i skat som HK’eren, mod 7,2 gange så meget i dag.

Der er ikke lavet direkte fejl i beregningerne af indkomsttyperne, men de er ikke retvisende. Virkningen af skattelettelsen er beregnet som den procentvise stigning i rådighedsbeløbet, og rådighedsbeløbet er opgjort som indkomsten efter, at der er betalt skat og husleje. Det er blevet kritiseret af nogle eksperter, som mener, at det kun er skatten, der skal trækkes fra indkomsten, da huslejen er noget HK’eren og direktøren selv vælger.

Det kan ikke være en afgørende kritik, hvis der anvendes realistiske tal for huslejen, men det gør finansministeriet ikke, og det skærper manipulationen, at tallene for huslejen ikke fremgår af det materiale, der ligger til grund for ministrenes orientering af offentligheden. Først senere kommer det frem, at HK’eren og direktøren i beregningerne betaler den samme husleje, nemlig 6300 kroner om måneden.

Der skal nok findes direktører med en så forholdsvis beskeden boligudgift, men det er ikke det typiske. Skulle beregningerne have været retvisende, skulle der være anvendt den gennemsnitlige boligudgift for henholdsvis HK’ere og direktører, og så havde direktøren fået en større stigning i rådighedsbeløbet end HK’eren.

Misbrug af tilliden til Finansministeriet 
Hvor grov er denne manipulation? Finansministeren afviser, at der er tale om manipulation. Finansministeriet har offentliggjort alle tal og ønsker nogen flere tal, så beregner Finansministeriet også dem. Når alt lægges frem, hvordan det kan det så være manipulation?

Manipulationen består i, at ministrene den dag forslaget fremlægges, bruger tallene uden nogen form for forbehold, og dermed misbruger de den tillid, der må være til Finansministeriet

Manipulationen består i, at ministrene den dag forslaget fremlægges, bruger tallene uden nogen form for forbehold, og dermed misbruger de den tillid, der må være til Finansministeriet, og de tal Finansministeriet lægger navn til. Man kan måske sige, at det ikke er en afgørende manipulation, da det efterfølgende postyr sikrer, at alle bliver klar over, at fordelen er størst for direktøren, eller måske bliver alle ikke klar over det, da den første oplysning måske er den vigtigste. Det er næppe til at vide, men en sikker virkning af manipulationen er, at tilliden til Finansministeriets embedsmænd får et hak.

Spørgsmå 2: Hvorfor går embedsmændene med til det?
Når embedsmændene går med til det, er det fordi de ikke har noget valg, sådan som det danske minister- og embedssystem er indrettet. Hvis ministrene beder om en sådan beregning, skal embedsmændene udføre den, medmindre det er klart misvisende, og det er nok svært at bevise.

Nu er det næppe ministrene selv, der har fået ideen med at bruge samme husleje for HK’eren og direktøren. Om det er embedsmændene selv, der har været aktive og uden nogen ydre anledning, har fundet på det besynderlige regnestykke, får offentligheden nok aldrig at vide. Jeg tror, det mest sandsynlige er, at der i kredsen omkring ministrene er opstået den ide, at tallene ville se bedre ud for regeringen, hvis der blev brugt stigning i rådighedsbeløbet; altså efter skat og husleje og ikke som det er mere normalt efter skat, men før husleje.

Nu er det næppe ministrene selv, der har fået ideen med at bruge samme husleje for HK’eren og direktøren

Hvem er så kredsen omkring ministrene? Ja det er dem, der i daglig tale kaldes spindoktorer. Men de kan jo ikke give tjenstlige ordre til embedsmændene, så på en eller anden måde, må embedsmændene have følt, at de måtte lave de kontroversielle tal. Om de ledende embedsmænd i Finansministeriet har været nede i alle detaljer, og godkendt det besynderlige valg af husleje, får vi nok aldrig at vide. Jeg tvivler på, det har været tilfældet.

Men havde de ledende embedsmænd stillet sig på bagbenene og ikke været hjælpsomme, er det nok tvivlsomt, hvor længe de kunne beholde jobbet. I gamle dage – for tyve år siden – var der også pres på embedsmændene for at fremstille regeringens politik i et gunstigt lys, men dengang var presset mindre, og det var lettere for ledende embedsmænd – især departementschefen - at stå i mod, og insistere på, at tallene skulle være retvisende.

Tidligere var der også eksempler på klar manipulation, men i dag er eksemplerne flere, og vi er inde på en glidebane, hvor man kan frygte, at tilliden til det danske minister- og embedsmandssystem fortsætter med at falde, og at det til sidst ender galt.

Spørgsmål 3: Kan det stoppes?
Glideturen vil stoppe på et tidspunkt, når mistilliden til systemet er blevet så udbredt, at det er åbenbart for enhver, at der må ske noget, men det kan vare længe, og skaden kan blive stor. God regeringsførelse er helt afgørende for et land. Jeg har været med til at skrive en bog om det emne. Den hedder 'Hvem har magten' og indeholder også forslag til ændring af det danske minister- og embedsmandssystem.

Topembedsmændene skal rykke lidt tilbage fra kredsen af toprådgivere

Kernen i forslaget er en styrkelse af kredsen omkring ministeren med flere fagligt kompetente rådgivere, der kan give ministeren den nødvendige hjælp til at udforme politikken og få den gennemført. Embedsmændene skal forsat give den helt nødvendige faglige og administrative bistand, men de skal ikke være de eneste.

Topembedsmændene skal rykke lidt tilbage fra kredsen af toprådgivere, og et større råderum skal gøre det muligt, at ændre forvaltningslovgivningen, så det tydeligere fremgår, at departementschefen har et særligt ansvar for, at alt hvad der kommer fra ministeriet lever op til kravene for god embedsmandsskik, og at tallene skal være retvisende.

 

Jørgen Rosted er tidligere departementschef i Erhvervsministeriet (1993-2001). Han uddannet cand.polit og har ligeledes arbejdet i Det Økonomiske Råd, Finansministeriet og været udviklingsdirektør i forsknings- og analyseenheden FORA under Erhvervs- og Byggestyrelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.


Kommentarer fra Facebook