Regeringen opgiver salg af Radius

Efter at S og SF trak støtten, har Finansministeriet meddelt Ørsted, at der ikke længere er opbakning til salg af elnet-selskabet Radius.
Foto: Radius Pressefoto
Socialdemokratiet og SF meddelte søndag, at de to partier ikke vil være med til at sælge Radius ud fra de præmisser, som regeringen har skitseret.

De to partier ønsker, at selskabet, der leverer kunder til knap en million kunder i hovedstadsområdet, enten skal være ejet 50 procent af staten eller forbrugerejet.

"Det er ... Socialdemokratiets princip, at kritisk infrastruktur er uhyre vigtig for os alle sammen, og at det derfor skal være ejet af forbrugerejede selskaber eller i en konstruktion, hvor det offentliges ejerandel er over 50 procent," skriver Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, ifølge DR, i et brev til finansministeren .

"Så længe det er opfyldt, kan det være sundt at få privat kapital ind, dansk såvel som udenlandsk. Men den proces, som regeringen lægger op til nu, betrygger os ikke i, at det for os afgørende princip vil blive honoreret," skriver hun.

Fortsat interesse for salg

Dermed stopper salget af Radius Elnet, som stod til at indbringe Ørsted i omegnen af 25 milliarder kroner.

”Finansministeriet har nu til Ørsteds overraskelse meddelt, at der ikke længere er politisk opbakning til at fortsætte den strukturerede salgsproces,” skriver Ørsted i en pressemeddelelse.

Selskabet mener dog fortsat, at det er i selskabets interesse at Radius sælges, så Ørsted kan koncentrere sig om sin vindmølleforretning:

”Ørsteds ledelse vurderer fortsat, at det er i selskabets, aktionærernes og kundernes interesse, at eldistributionsforretningen, privatkunde-forretningen for el og gas samt forretningen for udendørsbelysning overgår til et nyt ejerskab.”

Ørsted skriver videre, at bestyrelsen nu vil vurdere situationen og drøfte de næste skridt.

Finansminister: Et populistisk lavpunkt

Finansminister Kristian Jensen (V) mener, at det meget ærgerligt, at et salg, der har været forberedt i flere måneder, pludselig stopper. Et salg der ifølge finansministeren skulle have givet Ørsted mere kapital til at fortsætte den grønne omstilling.

Han skyder skylden på Socialdemokratiet, som han beskylder for at have nået et ”populistisk lavpunkt”.

”Socialdemokratiet havde alle muligheder for at bede om et møde. De kunne have indkaldt forligskredsen. Den form, de har valgt i dag, hvor de bare går ud i pressen, uden chance for at gå i dialog med selskabet eller regeringen, er et populistisk lavpunkt,” siger han til DR.

Udover Socialdemokratiet og SF er også Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti modstandere af at sælge Radius. De tre sidstnævnte er ikke med i DONG-forligskredsen.

SF: Kynisk spin når venstrefløjen tager æren

Udmeldingen fra S og SF fik et kort efterspil om hvem der havde æren, for at de to partier havde truffet den beslutning. I hvert fald flød på de sociale medier det med lykønskninger til Enhedslistens Pelle Dragsted.

Og det mente SF var kynisk spin.

”Der er alligevel noget fascinerende over den yderste venstrefløj. Mennesker og partier, som ikke har været i nærheden af forhandlingslokalet, tager nu med største selvfølgelighed æren for at Radius ikke blev solgt. Og bliver arrige når vi andre påpeger det kyniske spin,” skriver SF’s politiske ordfører Karsten Hønge på Twitter.

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Det har i de senere år gentagne gange undret mig, at den Danske stat tilsyneladende ikke har en strategi for, hvordan landet skal forholde sig i et uforudsigeligt værste scenario. Måske har man en plan, men så skinner den ikke igennem i den dagligt førte politik og er dermed ikke offentligheden bekendt.
Med værste scenarier tænker jeg på såvel økonomiske, politiske, militære som klimamæssige ekstraordinære situationer. Situationer man kan have svært ved at forestille sig her og nu, og sådanne situationer kan vel ikke bare klares over det årlige statsbudget.
Enhver familie i Danmark forventes at tage forholdregler i form af forsikringer mod forhold, som man håber aldrig vil ramme familien, men hvis det værste rammer, så vil det i det mindste redde familiens muligheder for at fastholde et livsgrundlag.
På tilsvarende måde må en statslig strategi må vel også indebære en oversigt over, hvilke brancher der er livsvigtige for statens beståen, og i hvilket omfang disse brancher skal være i snor fra statens side.
2 tænkte eksempler: Hvad gør vi et financielt stormvejr, hvis vigtige fødevaresektorer er rykket udenlands, eller hvordan forholder vi os lavpraktisk, hvis en af de bærende pyloner på Storebæltsbroen påsejles af et turistliner? Hvilke havne og færger er til rådighed.
Jeg vil ikke tænke mere dramatisk, og mener heller ikke at et beredskab skal annonceres. Jeg har jo oplevet den modtagelse som Viggo Kampmanns blå hæfte fik i sin tid, men når mange træder på pedalen i den nylige sag om el til sjælland, så mener jeg at det er strategisk rigtigt, og at Finansministeren har for lidt føling med det ubehag mange føler ved de konstante salg af dansk arvesølv.
Vi klarer os nok, hvis SAS bliver solgt. Hamborg ligger ikke så langt borte, men er postvæsenet ikke en strategisk nødvendighed, hvis ...