Regeringen varsler stram finanslov og slut med private lyntest

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Velkommen til vores nyhedsoverblik, hvor vi hver dag samler en lille håndfuld af døgnets vigtigste nyheder.

Denne dag byder på nyheden om, at når regeringen på mandag præsenterer finansloven for 2022, så bliver det en strammere finanslov, end der ellers har været lagt op til, at tilbud om private lyntest slutter senest til oktober, samt at en række Venstre-folk bryder ud og stifter en lokalliste. Og så har partileder for Stram Kurs Rasmus Paludan talt om sex og opdigtet grove sex-fortællinger med mindreårige drenge i sit politiske online-chatforum.

Tak fordi du læser med.

Regeringen varsler stram finanslov for 2022

På mandag præsenterer finansminister Nicolai Wammen (S) finansloven for 2022.

Og det bliver en strammere finanslov, end der ellers har været lagt op til.

Det skriver Børsen.

Eksempelvis vil regeringen ikke foreslå flere penge til coronahjælp til erhvervslivet, lyder det fra Nicolai Wammen.

“Det bliver en markant strammere finanslov i år end sidste år. Der er ikke længere er brug for, at vi giver det store rygstød til dansk økonomi. Men at vi i stedet udviser rettidig omhu ved at sikre et langt og stabilt opsving,” siger finansministeren.

“Sidste år var der brug for, at vi gav fuld gas for at få Danmark sikkert gennem coronakrisen. Nu, hvor det går så godt, skal man lette foden fra speederen.”

Læs hele historien her.

 

Tilbud om private lyntest slutter senest til oktober

De private testcentre lukker deres tilbud om hurtigtest senest 9. oktober.

Det skriver Ritzau ifølge TV 2.

Det er virksomhederne Falck, Copenhagen Medical og Carelink, der tilbyder offentligt betalte lyntest i Danmark.

Fra 13. september nedjusteres kapaciteten fra 200.000 til 100.000 daglige hurtigtest. Og efter 9. oktober er det altså ikke længere muligt at få en offentligt betalt lyntest.

Fra 1. september nedskaleres desuden kapaciteten for PCR-test fra 170.000 til 100.000 daglige test.

Ændringerne betyder, at nogle borgere vil få længere til teststederne. Og ikke alle vil have maksimalt 20 kilometer til nærmeste teststed som hidtil.

Testindsatsen vil dog fortsat blive tilrettelagt, så teststederne er spredt ud over hele landet, oplyser Styrelsen for Forsyningssikkerhed.

Læs hele historien her.

 

Venstre-folk bryder ud og stifter lokalliste med et ordentligt svirp til Ellemann

For lidt format, for meget arrogance og et bagland efterladt i trance.

Med en række ordentlige svirp til Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen forlader en trio af nu tidligere Venstre-folk partiet og stifter ny lokalliste i Nordjylland.

Det skriver Jyllands-Posten.

Mariagerfjord-listen er en direkte konsekvens af deres tidligere partis behandling af den også tidligere næstformand Inger Støjberg, siger liste-stifter, byrådsmedlem og udvalgsformand Svend Madsen.

Udover ham tæller stifterne også fhv. regionsformand i Venstre Nordjylland Pernille Roth og fhv. lokalformand i Venstre Hobro Marianne Eiby. Begge har de tidligere forladt partiet med en kras kritik af Venstre og formand Jakob Ellemann-Jensen.

Svend Madsen har været medlem af Venstre i knap 25 år, og selv om bruddet med sit gamle parti på mange måder føles som "en skilsmisse", så mener han, at det nu er det rigtige:

“Der er altså en grund til, at Venstre er halveret i meningsmålingerne. Og den frustration håber vi at kunne afbøde med det her,” siger han og peger direkte på Jakob Ellemann-Jensen som en af grundene til hans personlige farvel.

Læs hele historien her.

 

Danskernes aktieformuer har sat rekord

Danskerne har aldrig haft så stor en formue placeret i aktier, som de har i øjeblikket. Det viser en helt ny opgørelse fra Nationalbanken.

Det skriver Finans.dk

Opgørelsen bygger alene på de aktier, der er registreret hos VP. I juli nåede de danske husholdningers aktiebeholdning op på en værdi på 611 mia. kr., og det er det højeste niveau nogensinde.

“Aktieformuerne sætter i øjeblikket rekorder på stribe og får krisens indledning til blot at fremstå som mindre krusninger. På 17 måneder har danskerne lagt 251 mia. kr. til deres formue, hvilket i runde tal svarer til en vækst på 70 pct.,” skriver Brian Friis Helmer, der er privatøkonom i Arbejdernes Landsbank, i en kommentar.

Læs hele historien her. 

 

Tidl. DSU-formand træder ind i Folketinget

Den tidligere forbundsformand for Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU), Alexander Grandt Petersen, afløser Bjørn Brandenborg under det socialdemokratiske folketingsmedlems barselsorlov.

“Jeg havde ikke regnet med, at jeg som 2. suppleant ville få den mulighed, men nu er den her og jeg glæder mig,” skriver Alexander Grandt Petersen på Facebook.

“Det bliver ultra kort tid, med kun tre måneder på Borgen, men jeg vil gøre alt hvad jeg kan for at bruge tiden så godt som muligt, så jeg forhåbentlig kan sige, at jeg gjorde en lille forskel.”

Alexander Grandt Petersen er i dag vicedirektør i tænketanken Cevea.

placeholder

 

Paludan i grov sex-snak med børn

Partileder for Stram Kurs Rasmus Paludan taler om sex og opdigter grove sex-fortællinger med mindreårige drenge i sit politiske online-chatforum.

Det skriver Ekstra Bladet.

Avisen kan således afsløre video- og lydoptagelser fra chatserveren Discord, hvor Paludan samler de unge, som i flere tilfælde selv oplyser, at de er ned til 13 år.

Ifølge juraprofessor Sten Schaumburg-Müller er det ulovligt, hvis drengene er mindreårige:

“Min samlede vurdering af det, jeg har hørt, er, at det er strafbart efter paragraf 232 i straffeloven, blufærdighedskrænkelse, i de tilfælde, hvor tilhørerne er under 15 år,” siger han efter at have lyttet til Ekstra Bladets optagelser.

Rasmus Paludan oplyser til Ekstra Bladet, at han ikke bekendt med, hvor gamle folk er på den omtalte server.

Læs hele historien her. 

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Kim Kristensen er redaktør på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

Enhedslisten og SF vil frede dimittenddagpenge satsen i næste års finanslov. En dimittentdagpengesats, som Venstres Elleman-Jensen kalder den største indkomststigning en nyuddannet får i sit liv. Elleman har åbentbart kun hørt om akademikere, som går fra SU til dagpenge. Men hvad med butikseleven med en løn på 15.000 kr. i sidste elevår. De kommer også på dimittentdagpenge, hvis ikke der er et job at få lige med det samme. Det forholder sig faktisk sådan, at de fleste nyuddannede, også voksenelever, kommer fra en erhvervsuddannelse og ikke med en SU indkomst som baggrund. Ofte er det folk, som har stiftet familie. Hvordan skal de lige klare sig for 9.555 kr???

Endnu en blå løgn.

Annonce