Regeringens afgørende støtteparti flytter på to timer Folketingets kommende formand fra at afvise enhver kritik til et "Jeg beklager meget"

Enhedslisten i voldsom magtdemonstration

Regeringens afgørende støtteparti flytter på to timer Folketingets kommende formand fra at afvise enhver kritik til et "Jeg beklager meget"

Moderaternes Henrik Frandsen vender - efter hårdt pres fra EL - fuldstændigt på en tallerken i pinlig, privat sag om jordsalg hjemme i Tønder

Henrik Frandsen og Peder Hvelplund
Billedtekst
Henrik Frandsen (M), tiltrædende formand for Folketinget og Peder Hvelplund (EL), gruppeformand
Foto: Moderaterne og Folketinget/Marie Hald Fotografik: Signe Marie Flindt

Torsdag demonstrerede Firkløverregeringens afgørende støtteparti, Enhedslisten, til fulde sin magt over for Firkløverregeringen. Og i særdeleshed over for regeringspartiet Moderaterne.

Partiet flyttede på to timer Folketingets kommende formand, den moderate Henrik Frandsen, fra at afvise al kritik i en pinlig, privat sag om salg af landbrugsjord til at beklage sagen meget.

Onsdag aften forsøger Henrik Frandsen med et opslag på det sociale medie LinkedIn at tage luften ud af sagen, som TV 2 vil omtale torsdag morgen. Selv om der, ifølge Frandsen, slet ikke er nogen sag.

Henrik Frandsen: “Jeg handlede efter bogen”

Der er begået en fejl i sagsforløbet. Men den fejl er begået af Tønder Kommune. Derimod er der intet at bebrejde Henrik Frandsen, skriver Frandsen i sit LinkedIn-opslag onsdag aften:

Finder kommunen ud af, at de har begået en fejl

“I 2021 – altså 2 år efter – hvor jeg ikke længere ejer jorden men stadig er borgmester, finder kommunen ud af, at de har begået en fejl og har overset en tinglysning på et areal.” 

Læs også:“Det overrasker mig, at Moderaterne angriber 3F i en situation, hvor 3F opfører sig snorlige korrekt”

Henrik Frandsen skriver videre i sit opslag:

“Det er den fejl som TV2 mener, der er en sag i.”

“Sagen ender ved Miljø- og Fødevareklagenævnet, som entydigt peger på at der er begået en fejl i kommunens sagsbehandling.”

“Jeg har sort på hvidt hvor fejlen er begået, og TV2 er fuldt ud bekendt med dette, men vælger alligevel at bringe historien med en påstand om at fejlen ligger hos mig.”

Henrik Frandsens sag om salg af jord

Ifølge TV 2, som afdækkede sagen torsdag, ser forløbet i jordsalgs-sagen således ud:

Henrik Frandsen indgår i 2001 en aftale med Tønder Kommune om, at en del af hans jord i en 20-årig periode, skal være beskyttet natur. 

I forbindelse med salg af sin landejendom anmoder Henrik Frandsen i 2019 Tønder Kommune om tilladelse til, at området igen må dyrkes. Henrik Frandsen er på det tidspunkt borgmester i Tønder Kommune.

Henrik Frandsen nævner i forbindelse med sin anmodning om igen at dyrke jorden ikke over for Tønder Kommune aftalen fra 2001 om beskyttet natur, som han i sin tid indgik med Tønder Kommune.

Tønder-borgmesterens anmodning behandles på rekord-tid af kommunens embedsmænd. Efter kun et døgns sagsbehandling får Henrik Frandsen tilladelse til at dyrke jorden igen.

Tilladelsen betyder, at værdien af Henrik Frandsens jord hen over natten stiger med omkring 750.000 til en million kroner, ifølge lokale landbrugsmæglere, som TV 2 har talt med.

Roger Buch, forsker, underviser og ekspert i kommunal forvaltning ved Gravercentret på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole, siger til TV 2, at sagen “får alle alarmklokkerne til at ringe”, og at sagen rejser alvorlige spørgsmål om Henrik Frandsens habilitet.

 

Torsdag morgen klokken syv breaker TV 2 sagen.

Frandsen afviser i TV 2-artiklen fortsat enhver kritik:

Jeg handler fuldstændig efter bogen her

“Jeg handler fuldstændig efter bogen her. Det er jeg bare nødt til at sige. Og tager jo til efterretning, da jeg får svaret, at det er det, jeg må.”

Frandsen understreger i interviewet, at han ikke handlede i ond tro. Og at han indsendte en “ansøgning på en officiel dertil indrettet blanket fra Tønder Kommune”, og at det var hans planteavlskonsulent, der udfyldte blanketten -  efter råd fra hans ejendomskonsulent. 

Alternativet kritiserer Henrik Frandsen

Torsdag klokken otte kritiserer Firkløverregeringens støtteparti nummer to, Alternativet, Henrik Frandsens adfærd i jordsalgs-sagen.

Læs også:Lars Løkke om Pelle Dragsted: “En flink mand”

“At et beskyttet stykke jord pludselig bliver til sprøjtelandbrug igen, og at Henrik Frandsen tjener et sted mellem 750.000 kroner og en million kroner på det, synes jeg er ærgerligt,” siger Torsten Gejl til TV 2.

Torsten Gejl og Alternativet er ikke længere så sikre på, at Henrik Frandsen er den rette mand til jobbet som formand for Folketinget.

Torsten Gejl minder om, at samme Frandsen tilbage i foråret havde nogle dyrevelfærdssager med syge svin. Så nu er Alternativets “glas ved at være fyldt”. Og nu skal Torsten Gejl så have en alvorlig drøftelse med Alternativets folketingsgruppe om hele sagen.

Resten af formiddagen er der radiotavshed fra Firkløverregeringens afgørende støtteparti, Enhedslisten.

Firkløverregeringen bestående af Socialdemokratiet, SF, Moderaterne og De Radikale råder over 82 mandater. Så først med støttepartiet Enhedslistens 11 mandater har regeringen flertal.

Torsdag formiddag rettes alles opmærksomhed derfor mod Enhedslisten. Er partiet på samme måde som Alternativet stærkt kritisk over for Henrik Frandsens adfærd i jordsalgs-sagen?

EL: Frandsen skal udøve selvreflektion og udvise ydmyghed

Kl. 12.27  torsdag er der endelig hul igennem til Enhedslisten.

Herfra lyder melodien, at sagen er “uskøn” og “belastende” for Henrik Frandsen.

Enhedslisten kræver tre ting af Henrik Frandsen: Han skal korrigere sine tidligere udtalelser om at alt er foregået efter bogen. Frandsen skal desuden udøve selvreflektion og ydmyghed.

Læs også:EL-udtalelse er fyldt med revolutionær retorik, men “i virkeligheden er den en åben invitation til at danne en centrum-venstre regering”

Godt en time senere - klokken 13.30 - er Henrik Frandsen, ifølge TV 2, pludselig nået frem til - efter at have gennemgået jordsalgs-sagen på ny - at han burde have handlet anderledes tilbage i 2019:

Jeg burde have handlet anderledes

“Jeg har brugt dagen i dag på at gennemgå sagen igen og lytte til den kritik, der er kommet. Jeg er kommet frem til, at jeg burde have handlet anderledes. Jeg burde have gjort Tønder Kommune opmærksom på den gamle aftale og den tinglysning, der lå på arealet,” fremgår det af en skrtiftlig kommentar fra Henrik Frandsen til TV 2.

Dermed har Frandsen “korrigeret tidligere udtalelser” om at alt er foregået efter bogen, og Frandsen har også - i hvert fald til en vis grad - udøvet selvrefleksion. 

Tilsyneladende synes man i EL-lejren, at Henrik Frandsen fortsat ikke har udvist tilstrækkelig ydmyghed til at gøre sig fortjent til at blive Folketingets formand.

Frandsen udøver ydmyghed i andet forsøg 

Uanset hvad der mere præcist er foregået på de indre linjer, så giver Henrik Frandsen et nyt interview til TV 2 kl. 14.25. Her er Frandsen-melodien, at han nu yderligere beklager sagen og forløbet meget:

Det er jeg selvfølgelig ked af, og det beklager jeg meget

“Jeg kan godt se i dag, at det nok var en fejl af mig ikke at gøre opmærksom på, at der lå en tinglysning på ejendommen. Det havde sparet os alle på en hel masse bøvl. Det er jeg selvfølgelig ked af, og det beklager jeg meget,” siger Henrik Frandsen til TV 2, mens han tappert forsøger at lægge ansigtet i de rette folder.

Henrik Frandsen bliver spurgt, om det mon er Enhedslisten, der har fået ham til at udøve selvkritik. Frandsen nævner ikke direkte Enhedslisten, men han vedgår, at han i dagens løb har fået mange inputs fra kollegaer på Christiansborg.

65-årige Frandsen føjer i øvrigt til, at man aldrig skal blive for gammel til at erkende, at “noget burde være gjort anderledes”.

Over for Ritzau ifølge Berlingske opsummerer Enhedslistens gruppeformand, Peder Hvelplund, dagens begivenheder således:

Den skal varetages med en stor grad af ydmyghed og selvrefleksion

“Vi har understreget, at når man sidder som formand for Folketinget, er det en magtfuld position, og den skal varetages med en stor grad af ydmyghed og selvrefleksion.”

Hvelplund føjer til, at intet tyder på, at der er foregået ulovligheder fra Henrik Frandsens side.

Jan Kjærgaard

Jan Kjærgaard er journalist på Netavisen Pio.

Kommentarer

Indsendt af Helle (ikke efterprøvet) den Fredag den 18.09.2026 - 21:17

Tønder Kommune har jo beklaget fejlen, som var deres. DF vil kun have undersøgt sagen fordi Messerschmidt blev vraget som formand i oræsidiet. Men Ø skal ikke komme for godt i gang med deres krav, så revner ballonen og de vil sidde i grøften bagefter

Indsendt af Nanna (ikke efterprøvet) den Mandag den 21.09.2026 - 09:32

Som svar til af Helle (ikke efterprøvet)

Tønder Kommune har erkendt, at de har hastet en dispensationsansøgning igennem på et døgn og "overset" en aftale, når deres borgmester ansøger. Og du mener kun, at det var kommunens fejl, ikke også problematisk, at borgmesteren ikke undrede sig over behandlingstiden, selv oplyste om den 20-års regel, han var omfattet af, eller blot afstod fra at søge om dispensationer for gældende regler, når han var borgmester, der burde opretholde dem?
Han vil gerne være formand for Folketinget, men har tydeligvis ikke formået at være borgmester uden at udnytte sin position til egen fordel. Og intet i hans "refleksioner" reflekterer jo over det upassende i hans egen adfærd ift. sin forvaltning, da han var borgmester

Indsendt af Bjarne (ikke efterprøvet) den Lørdag den 19.09.2026 - 10:49

I min verden kan Henrik Frandsen ikke bestride det fornemste opgave i det danske folketing, da han i min verden er anløben, og ikke står tilbage for "egen vinding"...
Det er utilgiveligt at misbruge sit offentlige embede...

Indsendt af Nanna (ikke efterprøvet) den Mandag den 21.09.2026 - 09:28

... iøjnefaldende, at der intet sted i mandens refleksioner opstår overvejelser om, hvorvidt man som borgmester skal indsende en ansøgning om dispensation for de miljørestriktioner, man som borger er omfattet af. Han viser intet blik for risiko for embedsmisbrug eller overvejelser om, hvorfor sagsbehandlingen mon gik så hurtigt. Og sådan en mand kan ikke sidde i spidsen for Folketinget.

Tilføj kommentar

Ren tekst

  • Ingen HTML-tags tilladt.
  • Linjer og afsnit ombrydes automatisk.