Regeringens Blackstone-indgreb strandet

Forhandlinger om indgreb mod udenlandske kapitalfonde, der presser lejere ud af boligmarkedet, er brudt sammen - rød blok tordner mod de radikale
Foto: Claus Bech
Boligminister Kaare Dybvad (S)
Efter flere måneders forhandlinger om en politisk aftale, der skal stoppe udenlandske kapitalfondes opkøb af billige lejeboliger, har boligminister Kaare Dybvad Bek (S) onsdag valgt at indstille forhandlingerne.

En god dag for udenlandske kapitalfonde. En dårlig for alle os der vil bevare de billige boliger

"En god dag for udenlandske kapitalfonde. En dårlig for alle os der vil bevare de billige boliger," siger boligminister Kaare Dybvad på et pressemøde.

Forhandlingernes har især handlet om det såkaldte spekulantstop, der skulle ramme de mest kortsigtede investorer, og ikke de danske pensionskassen.

Her har regeringen foreslået at indføre en karensperiode på syv år, før en udlejer kan hæve huslejen efter reglerne om en § 5, stk. 2-modernisering.

"Jeg har hele tiden sagt, at jeg kun ville lave et indgreb, hvis det reelt ville ramme de kortsigtede spekulanter, samtidig med at vi friholder andelsboligerne.

Derfor foreslog vi et spekulantstop, fordi det vil ramme de meget kortsigtede spekulanter og ifølge Finanstilsynet ikke vil ramme andelsboligerne. Derfor er jeg selvfølgelig også lidt uforstående over for, at der ikke er opbakning til forslaget," udtaler boligminister Kaare Dybvad.

SF til radikale: I bryder forståelsespapiret

Kaare Dybvad Bek vil ikke sætte direkte navn på hvem det er der i forhandlingerne blokerer for en aftale, men ministerkollegaen, beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard placerer entydigt ansvaret hos de radikale:

"Kan Jens Rohde (De Radikales boligordfører, Jens Rohde, red.) og Ida Auken (Radikaldt folketingsmedlemvalgt i København, red.) ikke forklare de københavnske vælgere, hvorfor Blackstone og andre spekulanter skal have lov til at drive rovdrift på boligmarkedet i København?," skriver Peter Hummelgaard således på Twitter. 

 

SF's gruppeformand Jakob Mark placerer også ret entydigt ansvaret for forhandlingernes sammenbrud hos de radikale. Direkte henvendt til Morten Østergaard skriver han:

Hvorfor holder I hånden under ejendomsspekulanterne

"Hvorfor holder I hånden under ejendomsspekulanterne? Du plejer at gå op i, at vi gennemfører forståelsespapiret hurtigt. Hvorfor obstruerer I så arbejdet med et “opgør med ejendomsspekulanternes opkøb af lejeboliger?” De er skadelige for lejemarkedet," skriver han på Twitter og fortsætter:

"Det er jo ikke sådan, at I kan løbe fra de aftaler i forståelsespapiret som I ikke kan lide. Først var det regulering af kviklånsselsskaberne og nu ejendomsspekulanterne I går imod. Hvis det er stilen, så bliver det svært at udleve vores fælles aftale."

Enhedslistens Rosa Lund, der er medlem af Folketingets boligudvalg, skriver samme sted, at hun er decideret "rasende" og ekstremt skuffet:

Jeg er rasende og ekstremt skuffet

"Jeg er rasende og ekstremt skuffet over at der er nogen i folketinget som ikke vil være med til at lave en aftale der stopper Blackstone og sikrer billige boliger i Danmark!," skriver hun på Twitter,

Også hun mangler en forklaring fra de radikale.

 

Radikalt nej til syv-årig karensperiode

De radikales boligordfører, Jens Rohde, forklarer, at partiet ikke kan gå med til en karensperiode på syv år, som foreslået af S-regeringen:

Vi skal ikke sætte en karensperiode på syv år. Men stort set alt andet er vi enige om

"Vi skal ikke sætte en karensperiode på syv år. Men stort set alt andet er vi enige om. Så jeg regner med, at vi kan lande en aftale med de andre partier, som gider tage et ansvar. Det var det sidste, vi diskuterede. Det var der ikke enighed om. Så sagde jeg, at alle skulle bøje sig mod hinanden," siger Jens Rohde til DR.

Med "de andre partier" taler Rohde om partierne i blå blok, som Rohde mødes med onsdag eftermiddag i et forsøg på at lande en aftale uden om regeringen.

Opdateret kl. 14.30 og 15.00 med kommentarer fra Peter Hummelgaard og Jens Rohde.


Kommentarer fra Facebook

Kommentarer

Som sagt før: Radikale Venstre er som en klat buding der er sømmet op på en væg -der er ingen troværdige holdepunkter i det parti man kan regne med