Annonce

Regeringens planer sender 25.000 offentlig ansatte på porten

Regeringens planer for den offentlige sektor vil betyde store nedskæringer de kommende år, viser nye tal fra AE-Rådet.
Hvis regeringen fører sine planer ud i livet, vil der i år 2025 være knap 25.000 færre pædagoger, skolelærere, sygeplejersker, hjemmehjælpere og andre offentligt ansatte end i dag. Det skriver AE-Rådet i en netop offentliggjort analyse.

Dermed vil antallet af offentligt ansatte falde, selvom prognoser viser, at der de kommende år bliver brug for flere offentligt ansatte, blandt andet for at holde trit med det stigende antal ældre. Det er den meget stigning i det offentlige forbrug, som regeringen lægger op til frem mod 2025, der er årsag til, at antallet af offentligt ansatte kan falde kraftigt de kommende år.

Finansministeriet erkender: Færre offentligt ansatte
Faktisk er det regeringens egne beregninger, nemlig beregninger fra Finansministeriet, der ligger til grund for analysen. Finansministeriet erkender nemlig i et svar til Folketinget, at selv en meget beskeden vækst i den offentlige sektor vil føre til nedskæringer på antallet af medarbejdere.

Regeringen har i regeringsgrundlaget bebudet en såkaldt basisvækst i den offentlige sektor på 0,3 procent om året frem til år 2025. Med finanslovsudspillet lægger regeringen dog op til ud over basisvæksten også at tilføre flere penge til blandt andet politi og forsvar, så den samlede vækst kommer op på 0,5 procent. Det ændrer dog ikke på, at antallet af offentligt ansatte vil falde med flere tusinder de kommende år, hvis regeringens planer føres ud i livet.

AE-Rådet har opdateret Finansministeriets beregninger i lyset af den netop præsenterede finanslov, og er kommet frem til, at regeringens planer vil betyde 24.700 færre offentlige ansatte i 2025 sammenlignet med i dag. Omregnet til fuldtidspersoner svarer det til 15.800 færre ansatte.

Regeringens egne tal viser, at det offentlige forbrug skal vokse med godt 0,6 procent om året frem mod 2025, hvis de offentlige udgifter skal holde trit med det stigende antal ældre.

Børn og ældre holder for
AE-Rådet har også kigget på, hvordan de 15.800 færre offentligt fuldtidsansatte vil fordele sig inden for de forskellige områder af den offentlige sektor.

Her viser det sig, at især børne- og ældrepasningsområdet vil stå for skud. Området står til at miste 5.100 medarbejdere de kommende år. Sundhedsområdet står til at miste 4.000 fuldtidsansatte, mens undervisningsområdet vil miste 3.100. Politi og forsvar skal af med 1.100 personer, og mens de resterende 2.500 er fordelt på øvrige områder.

AE-Rådet har lavet opgørelsen ved at fordele nedskæringerne ligeligt på de forskellige områder. Man kan naturligvis vælge politisk vælge at friholde eller opprioritere et eller flere område, eksempelvis politiet, men så skal der skæres tilsvarende mere på et eller flere af de øvrige områder.

Stigende indkøb årsag til færre ansatte
Det er som nævnt regeringens egne tal der viser, at antallet af offentligt ansatte falder, selv om der samlet set tilføres en anelse flere penge til den offentlige sektor.

Det hænger sammen med, at udgifterne til offentlige vareindkøb de kommende år forventes at stige endnu mere end det, regeringen lægger op til at lade den offentlige sektor vokse. Det gælder blandt andet ny medicin og nyt udstyr på hospitalerne. Det pressede budgetter betyder derfor, at der må skærs ned på antallet af medarbejdere, for at kunne få de offentlige udgifter og indtægter til at hænge sammen.


Flere artikler om emnet