Regeringens udflytningsplaner koster

Udflytning af 4000 statslige arbejdspladser er dyr symbolpolitik, omkostningerne undervurderes og efterlader i den grad plads til forbedringer.
Med udflytningen af næsten 4000 arbejdspladser fordelt i det meste af landets 98 kommuner forsøger regeringen at opnå en øget vækst. Forskning og erfaringer viser, at den type udflytning oftest ikke får den ønskede effekt. De store udgifter kan derfor bruges anderledes med bedre resultater til følge.

Med den stigende urbanisering følger en stigende økonomisk ulighed og lav økonomisk vækst i yderområder.

I Danmark er den generelle tendens til urbanisering hjulpet godt på vej af statens centralisering af alt muligt ”big is beautiful” nævnt i flæng postvæsen, politi, jernbaner og lærerseminarier.

Et helt selvstændigt bidrag til centralisering og reduktion af kommunale og statslige arbejdspladser kan tilskrives strukturreformen og de såkaldte omprioriteringsbidrag.

Strukturreformen blev gennemført af VK-regeringen i 00’erne. Man var i forbindelse med reformen meget optaget af besparelser i administrationen. Man var ikke optaget af de negative fordelingsmæssige konsekvenser af strukturreformen.

Der blev færre kommuner, for at være helt præcis 98 mod før 273. I kølvandet på reformen blev der også nedlagt mange små skoler og flere lokalsamfund har oplevet en større afstand mellem borger og politikere og dermed demokratiet.

Omprioriteringsbidrag oven i hatten
Regeringens udflytning af cirka 4000 statslige arbejdspladser kom sammen med et såkaldt omprioriteringsbidrag. Det betød, at der skulle spares 2,4 milliarder kroner samlet i kommunerne hvert år frem mod 2019.

Det kunne ifølge Arbejderbevægelsens Erhvervsråd betyde 30.000 tabte arbejdspladser i stat og kommune. Den kommunale service kunne blive ramt med omkring 14.500 arbejdspladser mens den statslige beskæftigelse kunne blive ramt med 15.000 arbejdspladser.

Omprioriteringsbidraget blev dog som finansministeren udtrykte det et ”hadeobjekt” og blev ændret til et i 2017.

Til trods for at kommunerne i første omgang går fri af omprioriteringsbidraget, så sår forskningen på området tvivl om de reelle effekter af udflytningen. En væsentlig faktor er, at de udflytninger, der internationalt har været en succes, har haft en helt anden størrelsesorden og karakter end V-regeringens udspil.

Regeringen flytter fokus
Med de spektakulære udflytnings - og lokaliseringsdiskussioner for eksempel politiskolen, er det lykkedes regeringen at flytte fokus fra den centralisering strukturreformen har medført, til at fokusere på lokalisering af nye statslige institutioner og udflytning af gamle.

Det er svært at være uenig i ønsket om at fordele arbejdspladser i den offentlige sektor ud i hele landet og bringe de statslige arbejdspladser tættere på borgerne og virksomhederne. Men som sagt er det ikke noget der reelt har plaget regeringens politik i 00’erne.

Regeringen gemmer omkostningen
Alt har en pris, pengene kan ikke bruges to gange. Så man må også se på omkostningerne. Her cirkulerer der meget forskellige skøn på mellem 200.000 og halvanden millioner kroner per udflyttet medarbejder - afhængig af hvilke erfaringer, der trækkes på. Men der er tilsyneladende tale om institutionernes omkostninger.

Så vidt vi kan se, har man ikke medregnet det tab af produktion i bred forstand som udflytningen fører med sig. Og det er formodentlig her, omkostningerne er størst. Realiteten er jo, at de udflyttede institutioner taber langt de fleste medarbejdere i udflytningsprocessen, de fleste steder er det kun mellem 10 og 20 procent af medarbejderne der flytter med. Og det kan vare flere år, før man når tilbage på normal ”produktion”.

Fire milliarder kunne være brugt på varme hænder
Laver man et noget satset regnestykke og sætter tabet i produktion til lønnen per tabt medarbejder, så er billedet tydeligt. Hvis lønnen i runde tal sættes til 400.000 kroner per medarbejder, og er den gennemsnitlige stilling ubesat i to år, så bliver værdien af den tabte produktion 800.000 kroner.

De samlede omkostninger per udflyttet medarbejder bliver altså mellem en og to millioner kroner.  Nu er der tale om ca. 4000 medarbejdere, der skal flyttes. Det vil svare til minimum fire milliarder kroner. Kunne de fire milliarder ikke være brugt til noget bedre? F.eks. flere varme hænder?

Skal man så endelig trods omkostningerne flytte statslige institutioner må det kunne gøres mere begavet end det nuværende politiske spil mellem borgmestre og politikere fra diverse berørte valgkredse.

Var det ikke en ide at samle kompetencer og skabe synergier mellem de udflyttede statslige institutioner, de kommunale institutioner og det private erhvervsliv i området? Forskning indikerer, at en mere koncentreret udflytning til regioner, der i forvejen har statslige institutioner og industri, i stedet for at "skyde bredt" vil skabe bedre resultater - ikke kun i den pågældende region, men i hele Danmark.

Anders Larsen er cand.polit. og ekstern lektor på RUC og Mads Thunø Dupont er cand.scient.adm. og konsulent.

Artiklen bygger på et speciale fra Roskilde Universitet:  Mads Thunø Dupont og Jannie Møberg Mikkelsen (2016): Udflytning af statslige arbejdspladser - En undersøgelse af V-regeringens beslutning i 2015 om at udflytte statslige arbejdspladser og konsekvenserne for modtagerkommunerne.

Klummen er alene udtryk for skribenternes egen holdning.


placeholder

Annonce