Henter indhold

12. september 2017

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Netavisen Pio leverer daglige nyheder, analyser og baggrund – med klare holdninger.

Nyheder
Region Sjælland: Venstres nulvækst-kriger stiller op
Venstres Jacob Jensen stiller op som regionsrådsformand. Vi har samlet hans mest markante udtalelser om besparelser og nulvækst.
12. september 2017

De sjællandske borgere skal snart til valg sammen med resten af landet, og på stemmesedlen kan de i år finde Venstres finansordfører Jacob Jensen, som er spidskandidat til regionsrådsvalget og håber at erstatte den nuværende regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) på posten. Jens Stenbæk meddelte i december 2016, at han ikke genopstiller til posten.

Jacob Jensen har i de seneste mange år været Lars Løkke Rasmussen og Venstres bannerfører for udgiftsstop, omprioriteringsbidrag og generel nulvækst i den offentlige sektor. Han har nu meldt sig på banen med ønsket om at afskaffe produktivitetskravet for sundhedsvæsenet.

Derfor har vi samlet en række citater af Jacob Jensen fra de seneste års kamp om økonomien i regioner, kommuner og den offentlige sektor.

Jacob Jensens udtalelser før regionsvalgåret 2017:

1. Udgiftsstop frem til 2020

Jacob Jensen var frontmand for Lars Løkke Rasmussen, da Venstre tilbage i 2010 lancerede, at drømmen om nulvækst – eller udgiftsstop – i den offentlige sektor ikke bare skulle omfatte en genopretning af dansk økonomi. Det var vejen frem.

“Med skattestoppet sagde vi: Nu har vi nået det maksimale niveau for skatterne. Den disciplinerende effekt, det har givet, vil vi overføre til den offentlige sektor. Nok er nok, det er tid at gøre tingene på en anden og mere effektiv måde,” udtalte Jacob Jensen til Børsen i forbindelse med sine udmeldinger om, at udgiftsstoppet skulle forlænges til 2020.

2. Udgiftsstop for velfærdens skyld

“Med udgiftsstoppet i den offentlige sektor, har Venstre foreslået en offentlig sektor, der bliver drevet for de samme midler, som den gør i dag. Men hvad betyder det i praksis? Jo, det betyder, at vi skal være mere effektive, og at vi skal arbejde hen imod, at verdens største offentlige sektor løber længere på literen, end den gør i dag. En mere strømlinet offentlig sektor er altafgørende for, at vi kan sikre arbejdspladser via lavere skatter og afgifter. Alligevel fortsætter rød blok med deres politiske palaver og røgslør med trusler om massakre i den offentlige sektor,” skrev Jacob Jensen i 2014 i et debatindlæg til kommunen.dk under overskriften “Udgiftsstop for velfærdens skyld”.

Heri fik han også understreget, at han håber at vælgerne kan se igennem ‘regeringens signalpolitik’ om udgiftsstoppet, fordi Venstres udgiftsstop vil ikke gøre den store forskel. “For hvor Venstres ’massakre på den offentlige velfærd’ vil bruge 100 kr. på den offentlige sektor, vil regeringens ’gavebod’ bruge 100 kr. og 60 øre. Og jeg tror ganske enkelt ikke, at forskellen mellem en offentlig sektor, der sprudler, og en offentlig sektor, der er under afvikling, er 60 øre.”

3. Selvlysende bænke og jetfly

“Så længe der er selvlysende bænke, stigende kulturbudget og jetfly, kan der prioriteres”, skrev Jacob Jensen på Twitter i januar 2016. En kommentar til, at kommunerne godt kan spare lidt endnu. V-regeringen indførte som noget af det første, det såkaldte ‘omprioriteringsbidrag’ for kommunerne med et budgetloft over de kommunale udgifter fra 2016-2019. Finansministeriet vurderede i den forbindelse, at der skulle spares 15 milliarder kroner frem mod 2019. Så Twitter-kommentaren faldt ikke umiddelbart i god jord hos kommunerne rundt om i landet.

Det udløste faktisk et decideret Twitter-skænderi mellem Jacob Jensen, borgmesteren i Herning, Lars Krarup (V), borgmester i Høje-Taastrup, Michael Ziegler (K) og borgmesteren i Helsingør, Benedikte Kiær (K).

Lars Krarup (V) skrev som svar, “Jacob så kom ud i virkeligheden i stedet for at gemme dig bag platte og letkøbte ord. Det er mega provokerende!” og Benedikte Kiær svarer “Jacob, pinlig kommentar og du med dine år i politik vide bedre! Kom gerne på besøg i Helsingør”.

4. “Umætteligt krav på øgede offentlige udgifter”
i 2016 pegede Jacob Jensen  også på, at der var brug for en forventningsafstemning om dansk økonomi, som vil resultere i, at der bakkes op om nye besparelser.

“Når man følger den offentlige debat, er det mit indtryk, at der er brug for en forventningsafstemning til dansk økonomis formåen i de kommende år. Der er dem, som har et umætteligt krav på øgede offentlige udgifter, og for hvem det er utænkeligt at tilpasse nogle af de nuværende velfærdsydelser. Har man én gang indført en udgiftskrævende ydelse, så er den evigtgyldig, må man næsten forstå,” skrev Jacob Jensen i en kronik til Berlingske.

5. Intet pengetræ på Christiansborg
I forbindelse med økonomiaftalen for regionerne i 2016, svarede Jacob Jensen på regionernes kritik af det stramme budget med, at regionerne også må holde for.

“Dertil vil jeg sige, at regionerne ikke er dem, som har holdt hårdest for. De har leveret produktivitetsfremgangen, men bare med finansloven for 2016 har de fået tilført 2,4 mia. kr,” udtalte han til Jyllands-Posten og fortsatte “Når der kommer stigende udgifter, og man ikke bare kan ryste træet på Christiansborg Slotsplads og finde et antal ekstra milliarder udover de ekstra, der er givet, så er det nødvendigt, at man får mere ud af midlerne.”

Jacob Jensens udtalelser i regionsvalgåret 2017:

6. Værdibaseret tilgang til tingene
I 2017 er der dog kommet en anden tone i spidskandidatens syn på regionernes budgetter.

“Vi ved godt, at der løbes stærkt på sygehusene. Derfor er det vigtigt, at personalet ikke kommer til at rende hurtigere fremadrettet. Deres faglighed skal bringes i spil. VI skal have en værdibaseret tilgang til tingene. Det er Region Sjælland allerede begyndt på, og her ramte man sit budget »spot on«. Det er den vej, vi skal gå,” udtalte Jacob Jensen til Sjællandske i forbindelse med årets aftale om økonomien for regionen i 2018.

Her blev produktivitetskravet diskuteret, men ikke afskaffet.

7. Produktivitetskravet skal afskaffes
Og efterfølgende lød det, at kravet skal væk. Der skal findes en ny og bedre løsning, der skaber mere værdi for patienterne.

“Jeg håber sådan set, at kravet er væk, når jeg forhåbentligt sætter mig i stolen. Det gør jeg ud fra, at kravet har haft sin berettigelse: Det har været med til at få barberet de lange ventelister ned. Men hver ting til sin tid. Og nu er det tid til, at man må se på, hvordan man skaber værdi for patienterne fremover. Det gør det nuværende krav ikke i sin simpelthed,” siger Jacob Jensen til Sjællandske.

Netavisen Pio anvender cookies med det formål at genkende den besøgende, huske indstillinger, udføre statistik og målrette annoncer. Ved at klikke videre rundt på Netavisen Pio accepterer du vores cookie politik.
Få Netavisens PIOs nyhedsbrev
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO
Kontakt       Om Pio
Designed by SKARP & GACELA 2016 PIOPIO