Rejsebrev fra en glemt konflikt

Socialdemokratiets Nick Hækkerup beretter fra det østlige Ukraine, hvor konflikten mellem Ukraine og russisk-støttede oprørere stadig kræver sine ofte.
Foto: Pressefoto
Den 11. november fandt der i alt ubemærkethed valg sted i de to folkerepublikker i Østukraine: Donetsk og Luhansk. Som forventet vandt de russiskstøttede kandidater, fordi Rusland blander sig massivt med penge og våben.

Jeg vil bruge denne klumme til at erindre om en konflikt i Europas baghave, som er i fare for at glide ud i glemslen, og jeg gør det med et rejsebrev fra mit seneste besøg i området.

Vejen har aldrig set asfalt. Det er faktisk i grænseområdet til sandheden at kalde det en vej. Mere korrekt er der tale om et par bumpede og ujævne hjulspor.

Den tunge, minebeskyttede, hvide UNHCR-bil kravler langsomt frem mellem de fattige små huse, som man ser overalt i det østlige Ukraine.

En helt almindelige børnefamilie

Huset, vi stopper ved, ligger yderst i landsbyen Kurdiumivka og er omgivet af massivt jernhegn, men virker på grund af det blomstrende kirsebærtræ foran ikke uvenligt – bare fattigt. Hunden på den anden side gør aggressivt, en kvinde åbner døren og kommer os i møde. Smiler venligt. To små piger på 5 – 6 år kommer til.

De er tvillinger, hvilket tydeligt ses på deres statur, lange mørkebrune hår og store brune øjne. Nabokonerne kommer også til. Tøjet er slidt, beskidt og fattigt, men alle er nysgerrige, imødekommende og venlige.

Vi er stoppet her, fordi huset er blevet ødelagt af et granatnedslag tæt ved. Med fagter og i munden på hinanden forklarer kvinderne, hvor i området de 10 granater slog ned den skæbnesvangre aften for over et år siden og smadrede vinduer og gennemhullede taget.

Fordi de er en familie med små børn, foretog UNHCR renoveringen, så livet kunne fortsætte. Vi smiler, taler, griner og får taget billeder sammen. Tvillingernes mor spørger om, vi ikke vil med ind og se huset. Vi følger efter hende.

Konstant risiko for granatregn

Huset er lavloftet, lille og lugter skarpt af indelukkethed, kogt mad, og mennesker der bor alt for tæt - og alt for langt fra personlig hygiejne. Som om det hele ikke er trøstesløs nok, sidder pigernes far i rullestol straks indenfor. Iklædt Adidas-træningsbukser, der umuligt kan skjule, at benene mangler fra knæene og ned.

Ydmygelsen er så tydelig, at man næsten kan røre ved den, da han triller forbi os ud i køkkenet, hvor der udover sparsom møblering står en toiletrullestol, der bringer tankerne hen på dansk hospitalsudstyr i 50’erne.

Ydmygelsen er så tydelig, at man næsten kan røre ved den

Tilbage i bilen forklarer tolken, at familien lever af en samlet pension på det, der svarer til omkring 1.000 danske kroner om måneden, plus hvad de kan drive frem i den uhyre velordnede køkkenhave.

Selvom huset ligger omkring 15 kilometer fra fronten mellem de regulære ukrainske styrker og de russisk-støttede oprørere, vil den lille familie igen i aften lægge sig til at sove og lytte efter granatnedslag et sted i mørket. De vil vide, at der er en risiko for, at de bliver ramt igen.

En brik i Ruslands magtspil

De er bange, og faren har fået noget, der minder om PTSD, men de er bundet til stedet, har ikke penge til at flytte. De er bare en almindelig ukrainsk familie –mor, far og børn- der ønsker at leve i fred, men er fanget i en konflikt, som ikke er deres, og som udspiller sig bare et par timers flyvetur fra Danmark.

Moskva bruger det østlige Ukraine som en vigtig brik i deres langstrakte konflikt med resten af Ukraine - der i Moskva opfattes som legitim russisk interessesfære, hvor de kan sætte deres vilje, opfattelse og politik igennem.

Ukraine er ikke et fejlfrit land, men de har brug for vores solidaritet, og insisteren på en verden styret af lov og ret, og ikke den stærke eller mest brutales vilje.

 

Udenrigsordfører for Socialdemokratiet


Kommentarer fra Facebook

Annonce