Faktisk arbejder mere end hvad der svarer til mere 215.000 fuldtidsbeskæftigede udlændinge i Danmark. Det er en stigning på næsten 15.000.
Det viser en dugfrisk analyse fra Dansk Metal. Analysen fremlægges netop som Folketinget torsdag 1. behandler et lovforslag om nedsættelsen af beløbsgrænsen for udlændinge uden for EU.
Tallene viser, ifølge Dansk Metal, at det er ikke er nødvendigt at sænke den beløbsgrænsen fra de nuværende 420.000 kroner til 350.000 kroner, som regeringen foreslår for at tiltrække yderligere arbejdskraft fra tolv udvalgte lande uden for EU, blandt andet Indien og Kina:
De nyeste tal viser, at der er kommet flere til Danmark fra særligt Østeuropa
”Myten om at det er svært at tiltrække udenlandsk arbejdskraft fra Europa er forkert. De nyeste tal viser, at der er kommet flere til Danmark fra særligt Østeuropa, og at de bosætter sig her. Det har positiv betydning for samfundsøkonomien og for virksomhederne, men det udhuler fuldstændig arbejdsgivernes og regeringens argument om, at Europa er ved at løbe tør for kvalificeret arbejdskraft, og det derfor er nødvendigt at hente yderligere arbejdskraft fra lande udenfor EU,” siger cheføkonom i Dansk Metal, Thomas Søby, ifølge en pressemeddelelse.
Analysen fra Dansk Metal viser en fremgang på 14.933 udlændinge, der arbejder i Danmark omregnet til fuldtidsbeskæftigede. Samlet er der nu 215.314 fuldtidsbeskæftigede udlændinge, der arbejder i Danmark.
Beløbsordningen blev i sin tid lavet for at skaffe højt specialiserede eksperter fra udlandet til Danmark. Men en sænkelse af grænsen fra knap 36.000 kr. om måneden inkl. pension til 30.000 kr. - som foreslået af regeringen - vil, ifølge Dansk Metal, ikke bidrage til at skaffe eksperter, men blot sørge for at faglærte og ufaglærte uden for EU kan komme nemmere til Danmark.
Dansk Metal mener, at de nye tal dokumenterer, at der ”er rigeligt med udenlandsk arbejdskraft fra EU”. Dansk Metal mener også, at analysen afliver myten om, at østeurpæere ikke længere gider rykke teltpælene op og tage arbejde i Danmark:
der er altså intet der tyder på, at det har fået de arbejdsparate udlændinge til ikke at se Danmarks vej
”Det er rigtigt, at arbejdsløsheden i Europa og i Østeuropa er faldet markant de seneste år, men der er altså intet der tyder på, at det har fået de arbejdsparate udlændinge til ikke at se Danmarks vej. Faktisk er det lige modsat – der kommer flere arbejdende til Danmark, og de bosætter sig her," siger Thomas Søby.
I stedet for at sænke beløbsgrænsen mener Thomas Søby, at man burde skele til andre løsninger, for at sikre virksomhederne den arbejdskraft, de efterspørger:
Her vil det dog give langt mere mening, at virksomhederne får uddannet nogle lærlinge
”På visse områder og i nogle brancher er der mangel på kvalificeret arbejdskraft. Her vil det dog give langt mere mening, at virksomhederne får uddannet nogle lærlinge, efteruddannet den eksisterende arbejdsstyrke, får investeret i ny teknologi – og ellers begynder at slå stillingerne op i EU’s jobdatabase, hvor de danske virksomheder er håbløst bagud i forhold til fx Norge og Sverige,” understreger Thomas Søby, cheføkonom i Dansk Metal.
Dansk Metal dokumenterer i den forbindelse, at danske virksomheder kun i meget begrænset omfang benytter EU’s jobdatabase – sammenlignet med svenske og norske virksomheder.
Pt. har danske virksomheder således kun slået 2.185 stillinger op, mens Sverige har 63.421 jobopslag og Norge 19.267 i EU’s jobdatabase.
Dansk Industri finder ikke der er grund til at rette kritik af danske virksomheders anvendelse af EU's jobdatabase:
"Disse tal giver ikke et retvisende billede af virksomhedernes rekruttering i udlandet. Ud af de mange svenske og norske jobopslag i Eures-portalen er kun en promille af opslagene henvendt til udlændinge, mens resten er skrevet på svensk og norsk og rettet mod svenske og norske ansøgere. Danske virksomheder rekrutterer mange EU-borgere, fordi der er stor mangel på medarbejdere herhjemme, hvilket Dansk Metal netop også påpeger," skriver chef for arbejdsmarkedspolitik, Steen Nielsen, i en svarmail til Netavisen Pio.
Opdateret kl. 16.25 med svar fra Dansk Industri.