Ren S-regering sender ’nødvendighedens politik’ til tælling

Leder: Afvisning af De Radikale viser, at Mette Frederiksen har slag i handsken overfor højere pensionsalder og større ulighed
Flere kommentatorer og medier kalder det højt spil, når Mette Frederiksen erklærer, at Socialdemokratiet ikke vil gå til valg sammen med De Radikale for at sikre sig en SR-regering. Ambitionen om at genskabe den velkendte regeringskonstellation fra 90’erne er sendt på pension.

Det kan vise at være farligt for Socialdemokratiet at fravælge de nedtrådte stier, men tider kræver klare udmeldinger og ærlighed, hvilket der nu bliver spillet ud med.

Den Radikale bekendelse

Det mest interessante har dermed også været reaktionerne fra De Radikale selv. Her har Morten Østergaard nærmest været ude i en flodbølge af bekendelsessager, hvor han gentagne gange påpeger, at det handler om den økonomiske politik. Og dermed også givet mere næring til, hvorfor det giver mening for S at efterlade De Radikale på perronen.

Til Børsen udtaler De Radikales partiformand således: ”Det er fejlslutning at sige, det kun handler om udlændingepolitik. Mette Frederiksen har jo sammen med DF forhindret den nuværende regering i at føre dens økonomiske politik”.

Østergaard kræver med andre ord en tilbagevenden til ’nødvendighedens politik’

Morten Østergaard kræver direkte, at Socialdemokratiet skal finde tilbage den ’ansvarlighed’, der prægede Thorning-Schmidt-regeringen og især den radikale økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestagers dominans i dansk politik. Østergaard kræver med andre ord en tilbagevenden til ’nødvendighedens politik’. Vestagers kongstanke, som med opbakning fra finansminister Bjarne Corydon blev en skamplet på Socialdemokratiets historie.

Selvom Socialdemokratiet helt sikkert ikke gider nogen form for slingrekurs på udlændingepolitikken, så er det på fordelingspolitikken og i den økonomiske politik, at vandene for alvor bliver delt. Det er også her, jeg selv ser mulighederne i den nye udmelding.

Farvel til den blå økonomisme

Der er ingen tvivl om, at både fortiden og Margrethe Vestager skræmmer. Der er ingen tilbage i Socialdemokratiet, og slet ikke på den øvrige venstrefløj, som ønsker at vende tilbage den økonomiske politik, der blev ført under Vestager. Eller Corydon for den sags skyld.

Tiden hvor man midt i en økonomiske krise øgede udbuddet af arbejdskraft, bremsede den indenlandske efterspørgsel, kastede dagpengemodtagere ud af systemet, solgte ud af DONG og generelt ført en økonomisk politik, som kun kunne forklares, fordi man gemte sig bag en meningsløs konstruktion som "nødvendighedspolitik".

Moralisme og økonomisme vil altid være absolut sekundære for enhver ægte socialdemokrat.

En økonomisk katastrofekurs, der blev fuldendt med en linje i regeringsgrundlaget for SRSF-regeringen fra 2011: ”Udgangspunktet for regeringen er VK-regeringens økonomiske politik i bredeste forstand”. At det nogensinde skulle have været udgangspunkt for en centrum-venstre regering giver både myrekryb og uhyggelige minder om en årelang periode med tilbagevende mareridt. Man skal ikke have gået ret længe i den socialdemokratiske skole fører man lærer om ’politikkens primat’ (Læs: Eduard Bernstein og politikkens forrang) hvilket har den simple betydning, at politiske argumenter altid kommer først. Moralisme og økonomisme vil altid være absolut sekundære for enhver ægte socialdemokrat.

Den lønmodtagerfjendtlige kurs er død og begravet

En reelt ansvarlig økonomisk politik kræver, at man favner heller landet og fører en politik, der sørger for, at lønmodtagerne også vinder på den førte politik. Det er økonomisk, socialt og politisk uansvarligt at fortsætte højrefløjens økonomiske politik med lavere arveafgift, billigere biler og flere penge mellem hænderne til landets rigeste.

Tiden er ikke inde til at hæve pensionsalderen, som De Radikale ønsker

Fortidens radikale reformkurs skal skrives i glemmebogen og den socialdemokratiske ansvarlighed skal sættes i første i linje. Og det bliver uden tvivl nemmere, hvis man rykker De Radikale væk fra førersædet og i stedet placerer dem på bagsædet. Tiden er ikke inde til at hæve pensionsalderen, som De Radikale ønsker, tiden ikke inde til at hæve topskatten som De Radikale ønsker, tiden ikke er inde kaste danskerne ud i nye eksperimentelle udbudsreformer som De Radikale ønsker. Den nye udmelding fra Mette Frederiksen kan sagtens vise sig at være for højt spil, men frem for at være ’hånlig’ eller ’trist’, som visse har fundet på at postulere, så det er tale om en ærlig, helhjertet og klar socialdemokratisk afvisning af at lade lønmodtagerne være finansieringskilde på fremtidens reformer.

Det er jordpåkastelse til den lønmodtagerfjendtlige reformamok-kurs.

 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio. 

Jens Jonatan Steen er chefredaktør på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet

Annonce