Renten stiger igen, gymnasium vil prøve firedages uge og arbejdsgivere tavse om bededag

Netavisen Pio samler de væsentligste historier fra dansk politik, fagbevægelsen og verdens gang
Den Europæiske Centralbank har torsdag hævet renten, det vil med al sandsynlighed også føre til, at Nationalbanken i Danmark hæver sin rente på grund af fastkurspolitikken.

I Nordjylland vil et gymnasium forsøge sig med uger med kun fire skoledage i et forsøg på at aflaste både elever og medarbejdere.

Under hele balladen om regeringens forslag om at afskaffe store bededag som fridag har en enkelt gruppe ikke givet meget lyd fra sig. Nemlig arbejdsgiverne. Det skyldes ifølge en arbejdsmarkedsforsker, at arbejdsgiverne står i et dilemma.

Til sidst kan forhandlinger i Tyskland ende med at gamle Leopard 1-kampvogne, som tidligere har tilhørt det danske forsvar, kan være på vej til fronten i Ukraine.

Velkommen til Netavisen Pios daglige nyhedsoverblik ’Aktuelt’.

God læselyst!

 

Renten stiger igen

Den Europæiske Centralbank, ECB, har torsdag hævet sin rente med 0,50 procentpoint.

Det skriver TV 2.

Indlånsrenten ligger dermed nu på 2,5 procent. Det er det højeste niveau siden 2008.

På grund af Danmarks fastkurspolitik, så forventes det at Nationalbanken vil hæve sin rente senere torsdag.

”Med fastkurspolitikken er en renteforhøjelse fra Nationalbanken i dag så sikker som mudder på skoene en regnvejrsdag på Roskilde Festival,” siger Jeppe Borre, cheføkonom i Arbejdernes Landsbank til TV 2.

 

Gymnasium vil afprøve firedages uge

Aalborg Katedralskole vil efter sommerferien forsøge sig med kun fire skoledage på en uge. Dog ikke hver uge. I forsøget gør skolen sommerferien seks dage kortere mod, at eleverne får seks forlængede weekender hen over skoleåret.

Det skriver TV 2 Nord.

”Vi er blevet inspireret af, at man nogle steder arbejder med firedages arbejdsuger. Så snakkede vi om, kunne vi gøre noget lignende, for der er meget pres på både medarbejdere og elever. Det kunne vi ikke, men vi kan gå et stykke af vejen,” siger rektor på Aalborg Katedralskole Christian Nielsen Warming til TV 2 Nord.

 

Arbejdsgivere tavse om afskaffelse af store bededag

Der har mildest talt været meget ballade omkring regeringens ønske om at afskaffe store bededag som fridag. Både borgere, økonomer, politikere og fagbevægelsen har råbt højt.

Men ikke arbejdsgiverne.

Det skriver DR.

De har nemlig spurgt 66 arbejdsgivere, som er repræsenteret Dansk Industris bestyrelse, om de vil svare på, om de synes, at det er ren god idé at sløjfe store bededag.

Hovedparten svarer slet ikke, og 24 arbejdsgivere afviser af stille op til interview med DR.

Ifølge arbejdsmarkedsforsker ved Københavns Universitet, Christian Lyhne Ibsen, som DR har talt med, står mange arbejdsgivere i et dilemma, da de på den ene side ofte er positive over for reformer som øger arbejdsudbuddet, men i det her tilfælde vil de heller ikke blande sig for meget på grund af de igangværende overenskomstforhandlinger.

 

Gamle kampvogne kan være på vej til Ukraine

En flok Leopard 1-kampvogne, som har tilhørt det danske forsvar og som Danmark udfasede i slutningen af 1990’erne, kan muligvis være på vej til fronten ved Ukraine.

Det skriver Berlingske.

Virksomheden FFG i Flensborg, som har købt kampvognene, fortæller, at der er forhandlinger i gang om at klargøre kampvognene og donere dem til Ukraine.

De 99 kampvogne kan ifølge FFG blive til 80 kampklare kampvogne.

Leopard 1-kampvognene fra det danske forsvar var i aktion i Eksjugoslavien i 1990’erne.

Nyhedsoverblikket Aktuelt skrives på skift eller i fællesskab af redaktionen på Netavisen Pio.

Souschef, journalist og redaktionssekretær.


Flere artikler om emnet

Annonce