Reportage fra en nat der – måske – ændrede vores verden

Det startede som en hyggelig valgfest med taler, sang og øl. Det endte som en nat, der måske har vendt op og ned på alt, vi troede, vi vidste.
Vega var for en aften rød, hvid og blå. Og Det kgl. Danske Socialdemokrati var for en aften blåt, da det gamle arbejderparti havde slået pjalterne sammen med Democrats Abroad for at holde valgfest. I anledning af det amerikanske valg og i håbet om, at Hillary Clinton kunne undtage Det Hvide Hus.

Fra starten af arrangementet var den amerikanske stemning slået an. Med countryband, balloner og stars and stripes på scenen.

I dagens anledning var der også besøg af en ganske uvant gæst i socialdemokratiske kredse – nemlig udenrigsminister Kristian Jensen fra Venstre. I en tale på engelsk understregede han vigtigheden af, at vi holder fast i, at selvom frihandel er godt, skal det være frihandel på de rigtige betingelser. Heriblandt miljøbeskyttelse, forbrugerbeskyttelse og arbejdstagerrettigheder understregede udenrigsministeren.

Selvom Kristian Jensen blev modtaget med klapsalver og anerkendelse, kunne det ikke stå mål med den rockstjerne-lignende modtagelse, den amerikanske ambassadør Rufus Gifford fik, da han trådte op på talerstolen i Vega. Den amerikanske ambassadør fortalte, hvorfor han var sikker på, at Hillary Clinton ville vinde det kommende valg. Han fremhævede blandt andet, at Hillary Clinton kunne tåle at tabe flere svingstater, end Donald Trump kan.

Aftenens største bifald tilfaldt dog Socialdemokratiets formand Mette Frederiksen, der blev hjulpet godt på vej af hjemmebanefordelen. Hun talte om de store forskelle, der er mellem mennesker i USA og understregede, at det skal vi ikke ønske os i Danmark. ”Danmark er for lille et land til store forskelle”, sagde den socialdemokratiske frontkvinde. Hun understregede samtidig, at selvom Trump ikke kan løse nogle problemer for amerikanerne, så skal bekymringerne fra hans vælgere tages alvorligt. Og så sendte den socialdemokratiske formand en ganske overraskende tak til Donald Trump.

”Jeg vil gerne takke Donald Trump for igen og én gang for alle at have sat gang i den amerikanske kvindebevægelse”, sagde Mette Frederiksen til stor latter fra salen.

Valgresultaterne tikker ind
Det høje humør fra aftenens festlige indslag blev kun styrket, da de første resultater tikkede ind fra den anden side af Atlanten. Båret frem af Demokraternes store indsats for at få vælgerne til at brevstemme, så det fra starten ud som om, at Hillary Clinton ville vinde en sikker sejr. De første resultater fra den afgørende svingstat Florida viste til at starte med, at Hillary Clinton klarede sig bedre end Barack Obama i en række demokratiske højborge.

Humøret i Vega steg. Det var som om, en kollektiv lettelse spredte sig i lokalet, mens folk langsomt forlod Vega og steg ud i den vesterbroske nat, hvor sæsonens første sne var faldet.

Mens lokalet langsomt blev affolket begyndte spændingsniveauet stødt at stige igen. Nærmest for hvert distrikt, der blev talt op, kom Donald Trump tættere og tættere på at levere den helt store overraskelse. Florida, North Carolina, New Hampshire det hele begyndte at rykke sig i en foruroligende retning.

Salen sad lamslået, forskrækket og uforstående, mens nyhederne bredte sig. Aktiemarkederne faldt i takt med, at chancerne for Trump som præsident steg.

Katastrofen lurer
Da flere resultater tikkede ind, begyndte der at tegne sig et billede af, at Clinton ville holde skansen i Virginia, mens Trump ville vinde i Florida og North Carolina. Langt hen ad vejen det samme, som målingerne havde forudset.

Til gengæld begyndte en række foruroligende resultater at tikke ind fra det industrielle nordvest – det såkaldte rustbælte. Selvom Pennsylvania længe så rigtig stærkt ud for Hillary Clinton, begyndte tallene at ligne sensationelle sejre for Trump i Michigan og Wisconsin. I begge de to industritunge stater, der normalt er sikre demokratiske bastioner, stod Donald Trump pludselig til at vinde en sensationel sejr.

I en valgkamp hvor fokus har været på minoriteter, var det som et råb fra en svunden tid, at valget pludselig skulle afgøres af hvide arbejdervælgere. Efterhånden som stemmerne fra de større byer begyndte at tikke ind, svandt Donald Trumps forspring især i Michigan. Men det var ikke nok for Hillary Clinton, der skulle bruge begge stater for at have en realistisk chance for at vinde valget. Ud på de små timer sad folk trætte og desillusionerede tilbage, mens nat blev til morgen og PH-Caféen begyndte at servere morgenmad til de trætte og standhaftige gæster i salen.

Hvad sker der nu?
Morgenmaden bliver konsumeret. Skriften på væggen er efterhånden ikke til at overse – Donald Trump bliver præsident i USA. Den næste præsident i USA vil indføre indrejseforbud for muslimer, har lovet at fængsle sin modkandidat og har sagt, at han ikke nødvendigvis vil forsvare NATO-allierede, hvis de bliver angrebet.

Den verden, vi er vågnet op til, er anderledes end den, vi gik i seng med. Det har vi prøvet før. Det særlige – og skræmmende – ved den nye verden er, at vi ikke har nogen anelse om, hvordan den vil se ud. I skrivende stund er de asiatiske og amerikanske aktiemarkeder i frit fald. Når de europæiske børser åbner, vil vi begynde at få det fulde overblik over de umiddelbare økonomiske konsekvenser. Står vi over for en ny finanskrise?

Hvad farligere er: Hvad er NATO? Kan vi regne med, at den altafgørende hjørnesten i europæisk sikkerhedspolitik stadig står? Vil nogen turde teste, om Donald Trump mener det, når han siger, han ikke nødvendigvis vil komme NATO-allierede til undsætning? Det ene gæt kan være lige så godt som det andet.

For første gang i vores levetid, må vi ærligt stille os selv spørgsmålet: Er det her begyndelsen til enden på den vestlige civilisation og den verdensorden vi kender? Eller vil Trump blive mere moderat, når han den 20. januar 2017 bliver indsat som den næste præsident i Guds eget land? Vil hans rådgivere kunne holde ham på et præsidentielt spor? Vil hans partifæller i kongressen kunne holde ham fast på en mere samlende kurs?

Jeg ved det ikke. Jeg ved ikke, hvad den nat, jeg lige har overværet egentlig var. Måske var jeg vidne til en nat, der vil ændre verden, som jeg kender den. Måske var jeg bare vidne til, at amerikanerne valgte en kandidat, europæerne ikke kunne lide, og så ender det alligevel med at gå?

Churchill sagde engang, at man kan stole på, at amerikanerne nok skal gøre det rigtige. Men først når alle andre muligheder er udtømt. Det håb vil jeg prøve at klynge mig til. Spørgsmålet er, hvilken verden vi står med, når USA har prøvet muligheden Donald Trump.

Mads Havskov Hansen er cand.jur. og debattør.


Kommentarer fra Facebook