Republikansk top-politiker: Trump fodrede pøblen med løgne

De mennesker, der stormede den amerikanske kongres, var blevet opildnet af præsident Trump, mener den republikanske leder i senatet.
Foto: Wikimedia Commons
Republikanernes leder i Senatet, Mitch McConnnell
Republikanernes leder i det amerikanske senat, Mitch McConnell, anklagede tirsdag præsident Trump for at have provokeret den voldelige folkemængde, der stormede den amerikanske kongres den 6. januar.

”Sidste gang Senatet mødtes, havde vi netop genvundet kongresbygningen fra voldelige kriminelle, der forsøgte at forhindre Kongressen i at udføre vores pligt. Pøbelen var blevet fodret med løgne. De blev provokeret af præsidenten og andre magtfulde mennesker,” lød det tirsdag fra McConnell i senatet, der mødtes første gang siden angrebet.

Kan forbyde Trump at stille op

McConnells udtalelser er hårde, og det er særdeles interessant, fordi den republikanske leder endnu ikke offentligt har meldt ud, hvordan han vil stemme i rigsretssagem mod Trump. En ting er dog sikkert. Sagen bliver ikke til noget på denne side af indsættelsen. At fjerne Trump er dog ikke det eneste en rigsret kan. Den kan også forbyde ham nogensinde at stille op igen. En mulighed som Trump selv har luftet flere gange.

Der er flere udlægninger af Mitch McConnells pludselige kraftige afstandtagen til Trump. Den idealistiske forklaring er, at McConnell er dybt, dybt rystet over Trumps handlinger efter præsidentvalget og at stormen på kongressen var dråben der fik bægeret til at flyde over.

Den anden, lidt mindre idealistiske, forklaring går på at McConnell vil forsøge at rydde Trump af vejen, for partiet skyld.

At McConnell har lavet den kalkyle, at selvom Trump stadigvæk har en tårnhøj opbakning blandt de republikanske græsrødder og vælgere, så er en hæmsko for partiets muligheder for at vinde valg, fordi han skubber midtervælgerne i armene på demokraterne.

Historisk upopulær præsident

Hvis det er analysen fra McConnell, så bakkes den i den grad op af målinger. Præsident Trump forlader posten som den mest upopulære præsident i den tid, hvor der har været meningsmålinger.

Kun 34 procent af vælgerne "synes godt om" om Trumps indsats, det er en det laveste som Gallup har målt i de fire år, hvor Trump har været præsident. Det der dog er mest interessant er forskellen mellem demokrater, uafhændige vælgere og republikanere. Kun 4 procent af demokratiske vælgere synes Trump gjorde det godt, 30 procent af de uafhænige og hele 82 procent af de republikanske vælgere synes præsidenten gør det godt.

Trump er den første præsident, siden Gallup begyndte at måle tilbage i 1938, der ikke på noget tidspunkt i sin præsidentperiode kommer over 50 procents approval rating. Ser man på alle fire år, så slutter Trump med et gennemsnit på 41,1 procent. Det er det laveste nogensinde, 4,3 procentpoint lavere end Harry Truman, der sluttede med 45,4 i gennemsnit.

Det højeste gennemsnit målt af Gallup gik til John F. Kennedy, der i gennemsnut scorede opbakning fra 70,1 procent.

Også den afgående førstedame, Melania Trump, sætter en historisk rekord. Hun er den første førstedame nogensinde, der forlader Det Hvide Hus med en negativ approval rating. 42 procent synes hun gør det godt, mens 47 procent er imod, viser en måling som CNN har bragt.

 

 

David Troels Garby-Holm er redaktionssekretær, debat-redaktør og souschef på Netavisen Pio.


placeholder

Kommentarer

...det er lidt sent han ser lyset! - det ville ha' klædt ham noget tidligere!

Annonce