Branchen hvor kun de stærkeste klarer dagen

Det er hårdt arbejde, men til gengæld er lønnen lav. Det er ikke for sarte sjæle at arbejde i restaurationsbranchen. Fagbevægelsen må øge sin indsats.
Så er det endegyldigt slut med ”Halløj på badehotellet”. Gleneagles Hotel, som var baggrund for tv-serien rives ned. Mange timer har jeg grint af Basil Fawlty som hundsede rundt med de ansatte, både på værelserne og i restauranten. Men virkelighedens ansatte har ikke meget at grine af.

I fredags talte jeg med en ung kvinde, der efter bare 10 dages ansættelse på én af byens pænere cafeer ønskede at sige op. Hun følte sig forfulgt og groft chikaneret af sin chef. Men hun var bange for at sige op da hun frygtede for chefens reaktion. Og som om det ikke var nok, så er hun kontraktmæssigt ”bundet” til arbejdspladsen indtil udgangen af januar.

Hvis ikke man vidste bedre, så skulle man tro at stavnsbåndet var blevet genindført

Stoppe hun før det, skal hun betale bøde på to ugers løn for at bryde kontrakten. Hvis ikke man vidste bedre, så skulle man tro at stavnsbåndet var blevet genindført. Den unge kvindes historie er desværre meget kendetegnede for branchen.

Omfattende svindel med løn og pension
Gennem de sidste måneder har jeg arbejdet som faglig sekretær indenfor hotel- og restaurationsbranchen i København. En branche hvor arbejdspresset er så stort, at mange bryder sammen og hvor det er mere reglen end undtagelsen, at ansatte snydes og udnyttes.

Alt for ofte møder jeg tjenere og kokke, der beskriver en arbejdsdag, hvor arbejdsgiverne systematisk omgår de rettigheder, der kendes fra brancheoverenskomsten; ingen pension, ingen ret til løn under sygdom eller ret til lønnet barsel.

Branchen er i dag kendt ved, at de stærkeste klarer skærene, mens mange giver op. Skal arbejdsforholdende forbedres, kræver det massiv indsats fra fagforeningerne. Det kræver, at organiseringen af arbejdspladserne intensiveres og målrettes. At fagforeningen dropper sin servicetanke og i stedet sætter sig i spidsen for skabelsen af fællesskaber.

Fagforeningerne og tillidsrepræsentanter skal være omdrejningspunkt
Skal en organiseringskampagne blive en succes skal tre initiativer sættes i værk.

For det første må man erkende, at kendskabet til fagforeningerne og faglige fællesskaber ikke er til stede. Fagforeningerne skal gøre dette ved at møde på beværtningerne, oplyse om fagligt arbejde og motivere til at man melder sig ind i fællesskabet.

Problemer skal løses lokalt i tæt samspil med de kollegaer sagen vedrører

For det andet skal faggrupperne styrkes. Stoltheden blandt kokke er enorm og kammeratskabet stort. Dette fagfællesskab skal være selve grundstenen i det organiserende arbejde. Det er ikke nok, at fagforeningerne møder op på skolen og fortæller om sit virke. Fagforeningerne og særligt tillidsrepræsentanter skal være omdrejningspunkt for det faglige fællesskab.

For det tredje skal fagforeningerne erkende, at der skal lyttes og atter lyttes. Al for ofte ser fagforeningerne deres rolle som problemløser. Den rolle skal smides bort. Problemer skal løses lokalt i tæt samspil med de kollegaer sagen vedrører.

Skal forholdende i restaurationsbranchen bedres, vil det være en mangeårig kamp. En kamp op ad bakke. Men kampen skal kæmpes og vi kan hver i sær ta’ del i slaget ved at spiser de steder, hvor der er overenskomst. Det er det første skridt på vejen – og kampen vindes et skridt ad gangen.

 

Morten Søndergaard (f. 1975) er faglige sekretær i 3F og tidligere fællestillidsrepræsentant ved Internationalt og Københavns Postcenter.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer dagligt med både provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg. Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.

placeholder

Annonce