Et interview med finansminister Bjarne Corydon, hvor han siger at Socialdemokratiet ikke er et venstrefløjsparti og en omegnsborgmester, der i et andet interview advarede partiet om at undgå yderligere venstredrejning, har fået debatten om højre og venstre til at rulle.

Verden har bare grundlæggende forandret sig siden finanskrisen gjorde sit indtog 2008. Grundlæggende fordi det ændrede de fleste af de grundlæggende forudsætninger for den politiske debat, der havde hersket siden afslutningen på den kolde krig.

En periode med en fundamental tro på liberalisering og afregulering. En periode hvor de politiske forskelle imellem højre og venstre langsomt blev udvisket. De borgerlige accepterede grundlæggende velfærdsstaten og socialdemokraterne omfavnede markedet.

Hvis man koger politik og Socialdemokratiet ned til et hak på en linje, har man hverken forstået partiets historie eller omfanget af den udfordring, som partiet står med efter finanskrisen.

Derfor virker håbløst umoderne, at tale om et Socialdemokrati, hvor en højreorienteret eller en venstreorienteret akse, står overfor hinanden. Hvis man koger politik og Socialdemokratiet ned til et hak på en linje, har man hverken forstået partiets historie eller omfanget af den udfordring, som partiet står med efter finanskrisen. De helt afgørende politiske spørgsmål kan ikke længere besvares med enten mere eller mindre stat, mere eller mindre omfordeling eller højere eller lavere skat.

Uanset om det er den danske, den tyske eller den amerikanske velfærdsstat, det handler om, så er løsningen for de borgerlige det samme. Mindre fælles, mere privat.

I stedet pågår der en helt afgørende værdikamp om hvem, der skal bære byrderne, og hvem der skal betale regningen efter finanskrisen. Og ikke mindst en politisk kamp om, hvordan vi som samfund sikrer os imod en ny finanskrise. For de borgerlige skal regningen betales med nedskæringer af en offentlig sektor, lavere løn til almindelige lønmodtagere og færre faglige rettigheder. Uanset om det er det danske, det tyske eller der amerikanske samfund, det handler om, så er løsningen for de borgerlige det samme. Mindre fælles, mere privat.

For de fleste socialdemokrater handler det ikke om at sende regningen videre til en enkelt gruppe eller udpege syndebukke, men derimod om at alle danskere, både almindelige lønmodtagere, samfundets allerrigeste og erhvervslivet, skal bidrage til, at der igen bliver ligevægt mellem samfundets indtægter og udgifter.

Derfor springer kæden også helt af for de fleste socialdemokrater, når regeringen inden for de samme 14 dage gives skattelettelser til erhvervslivet, men afviser en skat på finansielle transaktioner. Når man på den ene sparer på kontanthjælp og SU og på den anden side ikke samtidig stiller krav til erhvervslivet om at oprette flere praktikpladser eller akutjob, så føler de ikke, at byrderne bliver rimeligt fordelt.

Manglen på en erkendelse af denne helt nye politiske situation, betyder at Socialdemokraterne forsøger at finde fodfæste i en tid som for længst er forbi.  Og at man derfor forsøger at finde løsnin1ger på problemer, som man har ladet de borgerlige definere, i stedet for at sætte egne mål for, hvor samfundet skal hen. Eksempelvis når de vigtigste mål for regeringen er et øget arbejdsudbud og balance på budgetterne i 2020. I stedet kunne regeringen passende tage udgangspunkt i partiets ganske udmærkede mantra på det socialpolitiske område, nemlig ret og pligt.

Alle, både lønmodtagere og erhvervsliv, har pligt til at bidrage til at der igen kommer styr på økonomien, på at vi alle, både lønmodtagere og erhvervsliv, øger produktiviteten og at politikerne holder udgifterne i den offentlige sektor nede, så der fortsat bliver råd til at udvikle den, på trods af ændringer i demografi.

Alle, både lønmodtagere og erhvervsliv, har pligt til at bidrage til at der igen kommer styr på økonomien, på at vi alle, både lønmodtagere og erhvervsliv, øger produktiviteten og at politikerne holder udgifterne i den offentlige sektor nede, så der fortsat bliver råd til at udvikle den, på trods af ændringer i demografi.

Det kræver det, hvis vi alle fortsat alle sammen fortsat skal have ret til et velfærdssamfund.