Den forargede venstrefløj kræver mere af det hele og den forargede højrefløj kræver mindre af det hele.
Same procedure as last year – og året før - og så videre.
Mette Frederiksen leverede en ret interessant og helt overset stikpille
Men hvis man faktisk vil bruge åbningen af folketinget, som en anledning til eftertænksomhed og perspektiv, så leverede Statsminister Mette Frederiksen en ret interessant og helt overset stikpille i sin tale forleden:
”Engang førte Socialdemokratiet valgkamp på, at ældre skulle have ret til et bad hver dag. Det kom vi ikke igennem med. Heldigvis!”
Frisk luft og ret til større gulvarealer
Det var en slet skjult henvisning til de mildest talt håbløse – er nærmere direkte skadelige – velfærdsrettigheder, som Socialdemokratiet opfandt under partiformand Helle Thorning Schmidt i slut-00’erne.
Udover retten til det daglige bad, så handlede Thornings 29 velfærdsrettigheder blandt andet om ret til frisk luft og ret til større gulvarealer.
Det kan sikkert lyde aldeles ufarligt og måske endda ret attraktivt for vælgerne med håndfaste og konkrete rettigheder.
Gud må forbarme sig over en enhver forælder, der kunne finde på at udfordre minimumsnormeringerne
Kommunikativt er rettighederne i hvert fald så stærke, at Gud må forbarme sig over en enhver forælder, der kunne finde på at udfordre minimumsnormeringerne. Men et rettighedsbaseret samfund har – udover at være bureaukratisk monster – en ekstremt farlig slagside, der forvandle os alle sammen fra samfundsborgere til rettighedshavere.
I en socialdemokratisk samfundsmodel kommer pligter før rettigheder og borgere står før forbrugere. Den pointe gjorde Mette Frederiksen klogt i at minde os alle om.
I et rettighedshaver-samfund vil vi alle sammen have blikket stift rettet mod vores individuelle rettigheder og ikke vores pligter som medborgere i et samfund.
Et våben for yderligere behovstilfredsstillelse af den velstillede middelklasse
Fællesskab, helhed og solidaritet på tværs af samfundsgrupper vil træde i baggrunden.
Rettigheder vil ikke længere være noget som er forbeholdt de svageste i samfundet, men det vil være et våben for yderligere behovstilfredsstillelse af den velstillede middelklasse.
”What is in it for me”-tankegangen vil blive støbt ind i lovningens beton, når vi fremover konfronterer sygeplejersken, pædagogen og sosu-assistenten med vores institutionaliserede rettigheder. Vi vil kræve vores ret og hver gang vi ikke får den, så vil det give berettiget anledning til at gå på barrikaderne.
Rettighederne bliver det som vi kan dunke hinanden i hovedet med
Rettighederne bliver det som vi kan dunke hinanden i hovedet med og bruge til udskrige vores individuelle afmagt til resten af verden.
Troen på det levende demokrati og det fælles velfærdssamfund bliver derfor sat under alvorligt pres, hvis vi ved lov vælger at detailregulerer forældrenes krav overfor pædagogerne og binder politikerne til årlige klimamål, som skal indfries.
Det vil blive et dødt demokrati, hvor resultater, konkret kontekst og egentlige behov bliver skubbet i baggrunden. Loven og rettighederne vil altid trumfe, lige meget om de udgør den bedste løsning eller ej. Det bør man særligt huske hos SF og Ø, der ofte tyer til rettighedsredskabet.
Loven og rettighederne vil altid trumfe, lige meget om de udgør den bedste løsning eller ej
Både minimumsnormeringer og klimalov skabes med de bedste intentioner. Der er grænser for hvor mange af vores børn vi kan lade en enkelt pædagog passe og der er også grænser for hvor lang tid vi kan give vores politikere til at skride til handling overfor klimaet. Jeg kan sagtens genkende den afmagt og mistillid, der har fået disse lovkrav på bordet.
Kampen for disse mærkesager bakker jeg til fulde op om. Men jeg betvivler at lov, lov og mere lov altid er det bedste redskab i samfund, som det danske. Det tager magten fra både politikere og demokrati, samtidig med at man glemmer den væsentlige pointe at den samme løsning ikke altid passer på alle. Det giver ikke det fornødne handlingsrum for at skabe de bedste løsninger.
Rettighedsegoismen er starten på slutningen af velfærdssamfundet
Rettighedsegoismen er starten på slutningen af velfærdssamfundet.
Kommentarer
Uden det enkelte menneskes "rettighedsegoisme", ville de allersvageste individer hurtigt blive overset. For det er jo DET NEMMESTE at overse "dem der trænger". I stedet for at man rækker en arm ud til nogen der ligger ned,har
samfundet udviklet en tendens til at nedtrampe alle der af en eller anden grund er "væltet". For DET er nemlig
OGSÅ det nemmeste.Og det billgste. Der er blebet skabt en moral hvor JEGEET skal være i centrum. Hvor nogen bliver "dyrket" frem for andre. Og hvor nogen må leve et liv på et grundlag hvor de aldrig får en chance. Det hele starter allerede i barndommen.Derfra mister nogen fodfæstet. Så livet videre skrider fra hinanden.Når der intet er at tro på. Og bygge på. I dyrenes verden bukker de svageste dyr under. De dør af sult eller blive hurtig ædt af arter der er stærkere end dem selv. Menneskelivet er i virkeligheden ikke så forskelligt fra dyrenes.Menneskets "metoder" til at "sortere fra" ser bare mere "uskyldigt" ud. Men,uanset "metode" så er det stadigvæk en "frasortering" der foregår kvit og frit. Derfor har vi det vi kan kalde for "bund og top". Der er ikke meget der indikerer RETFÆRDIGHED overhovedet. Men,da mennesket har ophøjet sig til at være et mere intelligent udviklet "væsen", i forhold til dyrene,burde der være et langt bedre og funktionelt "netværk" mennesker iblandt.Og en klar lov der dikterer at de allersvageste samfundsgrupper, må og skal hjælpes når disse IKKE selv kan klare dagen og vejen. Noget kunne tyde på at det går tilbage for menneskeheden på mange områder.Socialt og rent medmenneskeligt slår mennesket ikke til. Det er i hovedtræk SIG SELV nærmest.Det meste drejer sig om MIG MIG MIG. Misundelsen stortrives. Hvad nogen har RET til eller ikke har ret til,HVEM skal/kan definere DET ? Og HVEM kan siges at have RET til at definere DET ?