Richard Floridas bog om den kreative klasse tog fra midt-nullerne verden med storm. Den kreative klasse var verdens fornyere og de vestlige landes redning i konkurrencen med de asiatiske produktionslande. En fremtrædende radikal politiker, der senere blev forfremmet til minister, udtalte at industrier som Aalborg Portland var noget vi kunne udlicitere til fjerne lande, mens vi hertillands kun skulle beskæftige os med det lukrative tænkearbejde.

Aldrig er så mange post-its blevet sat på hvide tavler efter krea-brainstorm-sessioner, der ikke førte til noget som helst.

Aldrig har så mange højtuddannede, der måske i grunden ikke var så kreative endda, fejret sig selv så grundigt som efter Floridas budskab om den kreative klasses triumf. Aldrig er så mange post-its blevet sat på hvide tavler efter krea-brainstorm-sessioner, der ikke førte til noget som helst.

Og aldrig har troen på, at behovet for unge med en lang videregående uddannelser er umætteligt, været større. Vi uddanner akademikere i hobetal til arbejdsløshed, mens erhvervsskolerne bliver beskåret. Og gymnasiereformen, lavet i beruselsen over alt det nye kreative, står som en skamstøtte over troen på, at kreativitet er vigtigere end udenadslære. Noget, som især de naturvidenskabelige fag lider under.

Vi uddanner akademikere i hobetal til arbejdsløshed, mens erhvervsskolerne bliver beskåret.

Det er ikke alt sammen Richard Floridas skyld. Men Florida har om nogen været den, der repræsenterede det saglige fundament for den kreative klasses amokløb. I hvert fald indtil nu.

[read-also]

Den kreative klasse er IKKE økonomisk motor for hele samfundet
I sin nye bog ”The new urban crisis” beskriver Florida, hvordan han har måttet tage alt det, han har beskrevet siden 2002, op til revision. For troen på, at byernes kreative klasse ville være den økonomiske motor for hele samfundet, har vist sig at være forkert.

Richard Florida opererer med tre økonomiske klasser. For det første den kreative klasse, der består af ansatte i den finansielle sektor, dem der arbejder i mediebranchen, konsulenter, arkitekter, advokater og andre med indbringende jobs, der består af tænkearbejde. For det andet ”Serviceklassen”, som leverer service (i form af at lave mad, gøre rent, udføre plejeopgaver og så videre). For det tredje den traditionelle arbejderklasse, som er beskæftiget i håndværks- og produktionsfagene og som traditionelt har udgjort middelklassen.

Florida erkender, at det er en lukket fest, fordi den kreative klasses rigdom i disse storbyer ikke smitter af på resten af samfundet.

Richard Florida beskriver i bogen, at den kreative klasse ganske vist klarer sig godt – især i storbyer som New York, San Francisco (der huser en stor del af den amerikanske IT-branche), London og en håndfuld andre globale metropoler. Men han erkender, at det er en lukket fest, fordi den kreative klasses rigdom i disse storbyer ikke smitter af på resten af samfundet.

Når man tager højde for de stigende huslejer, som den kreative klasses rigdom medfører, har ”serviceklassen” fået det værre i de store metropoler. Arbejderklassen, der som Florida beskriver udgjorde fundamentet i det amerikanske samfund, bliver mindre når fremstillingsvirksomhederne flytter udenlands og er presset af indtægter, der kun i bedste fald kan holde stand mod de stigende boligomkostninger.

Det svarer til Lolland overfor København
Richard Florida beskriver i bogen, hvordan stigende ulighed er en uundgåelig følgesvend til den økonomiske udvikling, som foregår i de store byer og er drevet af de nye økonomiske sektorers enorme indtjening. En ulighed, som er steget mærkbart de sidste 20-30 år og betyder, at landsdele, byer og bydele er under forandring. De byer, der tidligere var præget af blandede kvarterer – hvor arbejdere, kreative, kunstnere og velstående boede i nærheden af hinanden – bliver i dag opdelt i rige og fattige kvarterer, der ikke har noget med hinanden at gøre.

De byer, der tidligere var præget af blandede kvarterer – hvor arbejdere, kreative, kunstnere og velstående boede i nærheden af hinanden – bliver i dag opdelt i rige og fattige

De rige områder i de rige byer lever et liv, der i højere og højere grad er frigjort fra de nærliggende byer og landområder – ja endda af andre bydele i samme by, som vi ser i storbyer som New York. Richard Florida beskriver også, hvordan forskellen på de rige byer og de fattigere landområder er stigende.

[read-also]

Den stigende ulighed og tendensen til, at vi bor i ghettoer for de rige, ghettoer for de fattige og ghettoer for den svindende middelklasse bliver forstærket af, at de bedste skoler, kulturtilbud og hospitaler er i de rige områder. Det bliver en negativ spiral: Jo mere opdelt vi bor, jo mindre er chancen for at få succes, hvis dit liv ikke er startet på samfundets solside.

Hvis man overfører bogens budskab til danske forhold, bliver den økonomiske og mentale afstand mellem København og Lolland større. Ligesom der bliver længere mellem bydelene i København; mellem fremadstormende Vesterbro og evigt udfordrede Mjølnerparken.

Hvad kan vi gøre?
Men hvad kan man gøre ved det? Florida beskriver, er det et grundvilkår, at den største vækst i økonomien sker i de fag, som befinder sig bedst i de store byer.

Vi skal i hvert fald ikke have mere deregulering, hvis det står til Florida. Mere deregulering af byerne vil kun føre til, at dem der har mest i forvejen, får endnu mere. Flere nye højhuse, hvor kun de rige har råd til at bo. Kvarterer uden liv, som man finder det i store dele af Manhattan i New York i dag. Præcis det modsatte af de blandede samfund hvor høj og lav, penge og de skæve tanker, mødes og udgør fundamentet for nytænkning og vækst.

På tværs af politiske skel og på tværs af landsdelene bør vi stoppe op og lytte til den verdenskendte forsker der fortæller os, at han er blevet klogere.

Vi skal ifølge Florida hellere lave investeringer, der giver flere mulighed for at blive en del af den økonomiske udvikling. Bedre adgang til metropolerne, bedre uddannelse og flere lejeboliger i byerne, der er til at betale for en almindelig indkomst.

Floridas bog er et vigtigt indspark i debatten om den økonomiske udvikling og den måde, vi forholder os til urbaniseringen. På tværs af politiske skel og på tværs af landsdelene bør vi stoppe op og lytte til den verdenskendte forsker der fortæller os, at han er blevet klogere.

Richard Florida: The New Urban Crisis: How Our Cities Are Increasing Inequality, Deepening Segregation, and Failing the Middle Class—and What We Can Do About It. Basic Books, 2017.

Henrik Andersen er cand.scient.pol. og medlem af Socialdemokratiet i Gladsaxe. Og fast anmelder på Netavisen Pio