Rigmænd opgiver konfliktramt restaurantkæde: “Et trafikuheld i slowmotion”
Rigmænd opgiver konfliktramt restaurantkæde: “Et trafikuheld i slowmotion”
To fynske milliardærer vil sælge Jensens Bøfhus efter blodrøde tal - siden bøfkæden opsagde overenskomsten med 3F i 2020 har ejerne måttet indskyde et trecifret millionbeløb i ekstra kapital for at holde butikken flydende
Tidligere på ugen kom det frem, at bøfkæden Jensens Bøfhus skal sælges.
Bøfkæden opsagde tilbage i 2020 sin overenskomst med 3F og arbejdsgiverforeningen Horesta. Lige siden har bøfkæden ligget i faglig konflikt med 3F. Og lige siden har bøfkæden præsteret underskud år efter år.
Ejerkredsen har måttet indskyde et stort trecifret millionbeløb i ekstra kapital for at holde bøfkæden flydende.
Et stort trecifret millionbeløb i ekstra kapital
“Det har været undervejs længe. Man kan jo kalde det et trafikuheld i slowmotion," siger Peter Lykke Nielsen, forhandlingssekretær hos 3F Privat Service Hotel og Restaurant, til Netavisen Pio.
Håber på at kunne tegne overenskomst med ny ejer
“Det har jo kun fået lov at køre så længe, fordi de to ejerfamilier er hovedrige milliardærer. Havde det været en ejer med en mere normal pose penge, så havde ejeren jo kastet håndklædet i ringen senest efter første regnskabsår,” mener Peter Lykke Nielsen.
Han henviser til, at Jensens Bøfhus er ejet af to familier med hver deres milliardformue:
Nemlig Torben Østergaard-Nielsen, manden bag USTC-koncernen og det skandaliserede jordrensningsfirma, Nordic Waste, ved Randers. Og far og søn bag tobaksvirksomheden AG Snus i Assens, Georg og Alex Gundersen.
Ifølge Børsens oplysninger har de to ejerfamilier allerede været i kontakt med flere potentielle købere.
I alle kriser er der også muligheder
3F-forhandlingssekretæren håber, at Jensens Bøfhus bliver solgt til en køber, der fortsat vil drive restaurantvirksomhed - og som ønsker at indgå overenskomst:
Læs også:Kendt konfliktramt bøf-kæde uden overenskomst mere end fordobler sit underskud
“I alle kriser er der også muligheder. Vi håber, at Jensens Bøfhus bliver solgt til en køber, der allerede har overenskomst. Eller alternativt til en køber inden for restaurationsbranchen, der ønsker at indgå overenskomst. Men det kan jo også ende med, at bøfkæden ender med at blive solgt til en eller anden møbelkæde eller noget helt fjerde.”
2024-underskud på godt 60 millioner
Meddelelsen om at ejerne kaster håndklædet i ringen kom i kølvandet på, at selskabet bag Jensens Bøfhus, Jensens Food Group A/S, i sommer kom ud med et underskud på 60,7 millioner kroner i 2024.
Dermed mere end fordoblede Jensens Bøfhus sit underskud i forhold til 2023, hvor underskuddet løb op i 26,9 millioner kroner.
I 2022 var underskuddet i bøf-kæden på 67,5 millioner kroner.
I 2021 lød underskuddet på 33,1 millioner kroner. Og i 2020 var underskuddet på andre 40,5 millioner kroner.
I de seneste fem år, hvor konflikten med 3F har kørt, har Jensens Bøfhus altså samlet haft et underskud på ikke mindre end 228,7 millioner kroner.
Har tilført godt 119 millioner kroner i ekstra kapital
Ejerkredsen, der formentlig af samme grund er skrumpet fra seks fynske rigmænd tilbage i 2020, til nu kun to af slagsen, har i perioden igen og igen måttet skyde ekstra kapital ind i bøfkæden.
I 2021 indskød ejerkredsen 45 millioner kroner.
I 2022 indskød ejerne yderligere 15 millioner kroner.
I 2023 tilførte ejerne yderligere 24 millioner kroner i ekstra kapital for at holde bøf-skuden flydende.
I kølvandet på offentliggørelse af 2024-regnskabet har den indskrumpede ejerkreds endnu engang måttet til lommerne:
“Efter regnskabsårets afslutning har koncernens aktionærer indskudt yderligere DKK 35,5 mio. i supplerende likviditet samt afgivet tilsagn om tilførsel af yderligere DKK 20 mio,” fremgår det af 2024-årsrapporten.
Dermed har bøfhus-ejerkredsen indskudt i alt 119,5 millioner kroner i ekstra kapital i de fem år konflikten med fagbevægelsen har kørt. Læg dertil tilsagnet fra ejerne om at skyde yderligere 20 millioner kroner i bøfkoncernen.
Kommentarer
I en verden, som jeg…
I en verden, som jeg betragter som yderst højredrejet, er det både en overraskende og glædelig nyhed, at så mange danskere, i solidaritet med de ansatte, fravælger Jensens Bøfhus. Det må være en sejr til de røde fagforeninger. Stort tillykke til os.
Tilføj kommentar