Rigmand vil købe sig til en præsidentpost

Mangemilliardæren Bloomberg mener, at han kan slå Trump. Men først skal han vinde de demokratiske vælgeres hjerter. Og det er nemmere sagt end gjort.
Tidligere New York-borgmester Mike Bloomberg vil være præsident.
Den tidligere borgmester i New York, mangemilliardæren Mike Bloomberg, melder sig nu officielt ind i kampen om at blive Demokraternes præsidentkandidat ved valget næste år.

”Jeg stiller op til præsidentvalget for at slå Donald Trump og genopbygge USA. Jeg tror, at mine unikke erfaringer i forretningslivet, politik og filantropi vil gøre det muligt for mig at vinde og lede landet,” lyder det fra Mike Bloombergs i et tweet.

Den 77-årige Bloomberg er blevet svimlende rig som ejer af finansmediet Bloomberg News og fra 2002 til 2013 var han i tre perioder borgmester i New York City. Ved de to første valg var han opstillet som Republikaner og ved det sidste som uafhængig kandidat.

Han har flere gange flirtet med tanken om at stille op som præsident, men denne gang skal det altså være. Måske fordi det også er ved at være sidste udkald, når man ser på hans fødselsattest.

Men hvis han vil være præsident, skal Bloomberg i første omgang opstilles. Og det er nok nemmere sagt end gjort.

De første landsdækkende meningsmålinger afslører nemlig ikke en glubsk appetit i det demokratiske vælgerhav i forhold til Bloombergs kandidatur. I de fire meningsmålinger, hvor han er inkluderet, får han mellem en og tre procent af stemmerne.

Åbner for pengekassen

Spørgsmålet er nu om Mike Bloomberg kan indynde sig vælgernes gunst? Svaret er i første omgang penge – og masser af dem.

Han har i første omgang sat 35 millioner dollars fra sin private pengetank til at købe tv-reklamer for. Selv efter amerikanske forhold er det et svimlende beløb. Til sammenligning, så har Bernie Sanders – der er den, der har indsamlet mest - indsamlet i alt 73 millioner dollars fra private donorer og vælgere til hele sin kampagne.

Bloomberg har praktisk talt uendeligt mange penge. Iifølge de officielle estimater er han god for omkring 60 milliarder dollars – og han har ikke tænkt sig at spare på pengene i valgkampen.

Det er selvfølgelig en kæmpe fordel for ham, at han ikke skal bruge tid og kræfter på at samle penge ind, men omvendt så er donorer jo ikke bare donorer – de er også vælgere.

Når senator Bernie Sanders f.eks. har indsamlet penge fra fire millioner mennesker, så skaber det et loyalitetsbånd mellem den enkelte vælger og politikeren. Og det skaber en direkte kanal, som man kan sende kampagnens budskaber direkte ud til.

At han ikke har andre donorer end sig selv betyder også, at Bloomberg – selvom han skulle få den nødvendige opbakning i meningsmålingerne - ikke kan deltage i Demokraternes tv-debatter. Det kræver 200.000 unikke donationer.

Der er dog et sted, at Bloombergs kandidatur hilses velkommen. Det er i New Yorks finanssektor på Wall Street.

Et stort egotrip?

Det er ikke første gang, at milliardærer forsøger sig som præsidentkandidater. I 1992 forsøgte den texanske milliardær Ross Perot sig som selvfinansieret, uafhængig kandidat.

En kampagne som Bill Clintons spindoktor James Carville ikke særlig flinkt kaldte “The most expensive single act of masturbation in history” - historiens dyreste omgang onani.

Mike Bloombergs præsidentkampagne falder lidt i samme kategori.

Problemet for Bloomberg er, at det let kan se ud som om, han vil være præsident for sin egen skyld, og ikke så meget amerikanernes skyld eller fordi der er noget, han virkelig brænder for.

Et eksempel er det her tweet, som den officielle kampagne åbnede med på Twitter. Et budskab som dumper ikke-testen stort. For hvem er uenig i at omfavne innovation? Det er i hvert fald ikke ambitionen om at slå Trump, der får ham til at skille sig ud fra det øvrige kandidatfelt.

Det er altid vigtigt at have penge i amerikansk politik, men penge alene kan ikke erstatte et uklart budskab. Bare spørg den tidlligere republikanske guvernør Jeb Bush eller Hillary Clinton, der begge væltede sig i penge i deres valgkamp mod Trump.

Trumps elitære modsætning

Det er på overfladen nemt at drage paralleller mellem Bloomberg og den siddende præsident. Men selvom de begge tilhører New Yorks økonomiske elite, er Mike Bloomberg på mange måder Trumps modsætning.

Hele Trumps persona er bygget op omkring kampen mod den politisk korrekthed og eliten, han er indbegrebet af dårlig smag, mens Bloomberg omvendt er indbegrebet af den fine, veltalende, økonomiske elite.

Trump er født ind i overklassen, mens Bloomberg er en self-made man, opvokset i et middelklassekvarter i Boston, hvor hans far var revisor og moren var hjemmegående. Han måtte arbejde ved siden af studierne, mens han læste på prestigeuniversiteterne Johns Hopkins og Harvard.

Og mens Trump vist bedst kan betegnes som en lidt kulørt reality-stjerne, som ikke er tynget af kulturel kapital, så er Mike Bloomberg en af USA’s største filantroper, som hvert år donerer millioner af dollars til sundhed, uddannelse, kunst og miljø.

Og her er endnu en modsætning til Trump. For mens præsidenten er den ukronede konge af Twitter, som med et enkelt tweet kan sætte hele medieverden i bevægelsen, så er Bloombergs ”social media-game” begrænset. Han er simpelthen lidt kedelig. Hvilket også viser sig i de få likes, som annonceringen af hans kandidatut på Twitter gav.

Mere til venstre end til højre

Flere betegner Bloomberg som værende centrist, moderat eller midtsøgende, men det har ikke rigtigt noget på sig.

Trods fortiden som republikaner, så tilhører han, hvad man ideologisk må betegne som den traditionelle centrum-venstrefløj i det demokratiske parti: Han er glødende abort-tilhænger, tilhængere af flere rettigheder til de homoseksuelle, han er for stramninger af våbenlovgivningen og han er for legalisering af cannabis.

Han har været en af USA’s ledende politikere i forhold til at bekæmpe klimaforandringer og på udlændingeområdet er han, hvad vi på dansk nok ville kalde en slapper. Selv på den økonomiske politik ligger han mere til venstre end til højre.

Men rigere end de fleste, det er både Bloomberg og Trump.

Strategien: Drop de tidlige stater

Der er kun tre måneder til, at de første demokratiske vælgere skal beslutte hvem, der skal være delegerede til det konvent, som skal vælge partiets præsidentkandidat.

De andre demokratiske kandidater har allerede været i gang i Iowa og New Hampshire i måneder og år. De har drukket kaffe med de lokale parti-folk og besøgt alle de kirker, fagforeninger, lokale erhvervsklubber og soldaterveteranforbund, de kunne komme i nærheden af.

Alle kampagnerne har minutiøse optegnelse over vælgerne samt strategier og planer for at få dem til valgstederne.

Sådan en operation kan Bloomberg-kampagnen ikke nå at få op og stå, og de har derfor valgt at droppe de fire stater (Iowa, New Hampshire, South Carolina og Nevada), der holder primærvalg i februar måned.

Bloomberg vil i stedet fokusere på primærvalgene, der afholdes på ”Super Tuesday”, der i år ligger den 3. marts 2020, hvor hele 15 stater skal stemme, blandt andet folkerige stater som Californien og Texas.

Tankegangen er, at valgkampen i de fire første stater vil fokusere på den personlige kampagne, mens valgkampen i de større stater til Super Tuesday vil forlade sig mere på enkelte store valgmøder og masser af tv-reklamer.

Og her nyder Mike Bloomberg som sagt fordel af at have masser af penge til tv-reklamer.

Men det er et stort strategisk sats. Sådan at droppe de tidlige stater, har ikke tidligere været en opskrift på succes. Historisk har vælgerne fulgt tæt med i, hvem der vinder i de tidlige små stater. Og det har ofte givet vinderne momentum til den videre kampagne - og vice versa.

Bare spørg en anden tidligere New York-borgmester, Rudy Giuliani, der i 2008 forsøgte sig med samme strategi. Uden held.

Det giver altid genlyd når rigmændene melder deres ankomst i amerikansk politik, men spørgsmålet er om Bloomberg med sin pengetank i ryggen for alvor kan disrupte den demokratiske proces og købe sig en præsidentpost?

David Troels Garby-Holm er redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook