Rigtigt mange folkeskoleelever plages af uro og støj i klasserne. Knap en tredjedel af eleverne fra 4. til 9. klasse gav i en undersøgelse sidste år udtryk for, at de har svært ved at koncentrere sig i timerne på grund af for meget uro og larm. Det gjorde de i en stor trivselsundersøgelse, der blev offentliggjort af Undervisningsministeriet.

En af landets mange pædagogiske eksperter – forskningschef Andreas Rasch-Christensen fra Via University College – gav undersøgelsen følgende kommentar med på vejen:

”Der er problemer med mulighederne for at koncentrere sig i timerne, og det er noget som skolerne skal være meget opmærksomme på. For nogle elever er ro en afgørende betingelse for at kunne høre efter eller løse opgaver, mens det for andre betyder mindre.”

Ro er en helt afgørende betingelse for alle elever

Efter at have undervist i mere end 25 år, kan jeg sige, med 100 procent sikkerhed, at ro er en helt afgørende betingelse – ikke kun for nogle af elever – men for alle elever. Jeg har ikke selv oplevet, at have en eneste elev, der magtede at høre efter, når der er uro og støj i klassen. Hvordan skulle det dog også kunne lade sig gøre?

Forresten er jeg heller ikke selv - som lærer - i stand til at koncentrere mig om undervisningen, hvis der er uro og larm i klassen.

Intet nyt under solen fra Undervisningsministeriet
Forskningschefens udtalelse er desværre typisk for den holdning, der hersker på det pædagogiske parnas herhjemme.

De pædagogiske eksperter har nemlig meget svært ved at forstå, at vi står overfor ikke kun et lille bitte, men et kæmpe stort problem på skolerne. Og det selvom mange undersøgelser peger på, at larm i klasserne simpelthen er den væsentligste hindring for læring i folkeskolen i dag.

Ligesom at den ene undersøgelse efter den anden, i de seneste 10 år, altså viser, at mange elever føler sig meget generet af støj og uro. Og at rigtigt mange elever er uforstående overfor, at der ikke bliver gjort noget ved det. Den pædagogiske eksperters diagnose er derimod, at larm og uro forekommer i klasserne, hvis undervisningen ikke er spændende nok, eller hvis lærerens dialog med eleverne er for dårlig. Så keder eleverne sig og derfor går det galt.

Man kører simpelthen i tomgang

En pædagogisk ekspertgruppe under Undervisningsministeriet anbefalede derfor i en rapport sidste år, at lærerne skulle etablere et klassemiljø med fokus på faglige og høje, men realistiske mål, der tilpasses elevernes forskellige evner. Derudover skulle skolerne indføre logbøger for eleverne og give dem hyppige tilbagemeldinger på om de lever op til deres individuelle mål.

Endelig skal lærerne sørge for ordentlig klasseledelse, som et led i folkeskolereformen, fremgår det af ekspertgruppens anbefalinger. Problemet er bare, at det er de samme råd, man er kommet med i al den tid vi har diskuteret problemerne med støj og larm. Her er intet nyt under solen. Det har intet hjulpet. Man kører simpelthen i tomgang.

Pædagogiske eksperter har rødder i 1970'erne
Det har ikke været muligt for mig - i en eneste rapport eller undersøgelse fra de seneste mange år – at opdrive, noget der bare ligner en analyse eller diskussion af udviklingen i lærerautoriteten i folkeskolen.

Begrebet ”lærerautoritet” eksisterer simpelthen ikke i den moderne pædagogiske verden. Ikke et eneste sted. Lærerautoritet er ”gammeldags”, som en konsulent fra undervisningsministeriet engang sagde. Ekskluderet som redskab i den pædagogiske værktøjskasse.

Begrebet ”lærerautoritet” eksisterer simpelthen ikke

Det hænger uden tvivl sammen med, at de pædagogiske eksperter har deres rødder i den anti-autoritære udvikling der blev sat i gang på seminarier og de på pædagogiske institutioner herhjemme i 1960’erne og 70’erne. Her blev lærerautoritet snart et fyord. Sådan noget man forbandt med lektor Blomme, eftersidninger, kadaverdisciplin, skammekrogen, lussinger, spanskrør. Med andre ord, den sorte skole. Alt det, man – af mange grunde - og meget forståeligt gjorde op med.

Det er aldrig rigtigt sidenhen lykkedes for de pædagogiske eksperter, at få hold om lærerautoriteten. Den blev bare skyllet ud med badevandet, da den faldt i unåde. Og alting har herefter drejet sig om, at hvis lærerne bare udviklede Pædagogikken – med stor P - så skulle det nok gå alt sammen.

Men for mange lærere, elever og forældre er livet ude på skolerne ikke helt så enkelt, som i de teorier der udvikles af de pædagogiske eksperter. Ingen er bestemt interesseret i at vende tilbage til 1950’erne og den sorte skole. Men lærerautoritet - i en moderne demokratisk form - vil man meget gerne have.

Ingen god undervisning uden respekt for læreren
For nogen tid siden faldt jeg over en kommentar af folkeskolelærer Hassan Sabri. Sabri efterlyste nytænkning på området og skrev blandt andet i sin kommentar, i hvilken han understreger, at også forældrene har et stort ansvar for at skabe respekt om folkeskolen:

”Der er desværre mange lærere der oplever mangel på naturlig respekt i klasselokalet. Den er nødvendigt for at kunne formidle faglig kunnen. Lærerens opgave er at få styrket elevernes faglige og sociale udvikling. Den opgave kan forekomme uoverskuelig, hvis ikke man har den naturlige autoritet, og ikke mindst den gensidige respekt mellem lærer og elev.”

Der er i høj grad brug for en debat om den moderne lærers autoritet. Skolepolitikerne på Christiansborg kan lave alle de reformer de vil, uden respekt omkring læreren, får man ikke en god undervisning og læring. Ro i klasseværelset er også socialdemokratisk skolepolitik.

 
Jan Andreasen (f. 1956) er medlem af Borgerrepræsentationen i København for Socialdemokraterne.
‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.