Robert Redford var både sexsymbol og evig idealist

'Alle præsidentens mænd' var en film, der indgød en slags genoprettelse af et gennemkorrupt politisk system. 

En klassiker, der hører en idealiseret fortid til, og det gør skuespilleren Robert Redford også. Og nu er han død. 

På mange måder var rollen som graverjournalist, der skulle føre en republikansk præsident til fald, som skræddersyet til Robert Redford. 

Sammen med den ultrapopulære skuespiller, Dustin Hoffmann, blev journalisterne Bob Woodward og Carl Bernstein fra Washington Post og deres afsløring af Watergate-skandalen til en historie om, at det amerikanske demokrati dog i sidste ende kunne håndtere magtmisbrug. 

Man kan roligt sige, at Alan J. Pakulas film var med til at genoprette troen på selve systemet i 1976, og at tidens medier samtidig fik en central rolle som de retfærdige i den historie.

Mediernes rolle og renomme som de sandhedssøgende, der står på det retfærdiges side, er nok en kende mere blakket i dag, og især i USA, hvor de færreste tror på det længere. 

Og i en vis forstand er hele Robert Redfords karriere som skuespiller præget af denne idé om et idealistisk standpunkt, som han og andre holder ved, i en verden, der trues af falskhed og grådighed, løgn og latin. 

Robert Redford interesserede sig igennem hele sin karriere for roller, der ikke har tiltro til systemet

På en lang række punkter var denne rolle som sandhedssøgende journalist perfekt til Robert Redford, der i 1969 fik sit absolutte gennembrud i filmen 'Butch Cassidy and the Sundance Kid' spillende overfor Paul Newman. 

For Robert Redford interesserede sig igennem hele sin karriere for roller, der ikke har tiltro til systemet, og som samtidig er forankret i en art egen gentleman-agtig moral. 

Og gerne med en art selvsikker humor oven i hatten. 

Man kan se det i filmen 'The Sting' fra 1973, hvor Redford igen spillede overfor Paul Newman, igen som to svindlere, der lever på kant med loven, og som nærmest går til forbryderrollen som var det et forsøg på at gøre tilværelsen mere lystig og glædesfyldt. 

Idealistisk aktivist

Men i virkeligheden er det nok filmen, 'The Way We Were' (Vores bedste år) fra 1973, instrueret af Sydney Pollack, der kommer tættest på at illustrere, hvorledes Robert Redford forstod sig selv som menneske, som skuespiller, som idealistisk aktivist og som instruktør. 

Spillende overfor Barbra Streisand, hvor han selv spiller en privilegeret mand, der har det hele, inklusiv talent for at skrive, bliver han stillet overfor det konkrete dilemma: at man også må kæmpe for at forbedre verden, gøre den mere værd at leve for. 

Læs også:Gene Hackman var underhunden, som blev en af de største

'The Way We Were' foregår i Hollywood, midt i årene hvor heksejagten på kommunisterne fandt sted, og fortællingen handler om dette par, der er så inderligt forelskede i hinanden, men hvor også deres forskellige tilgang til værdier og politik samt klassetilhørsforhold gør deres relation umuligt. 

Det er en helt igennem smuk og lidt sørgelig film om kærlighed, og på så mange punkter kan den også fortælle os noget nyttigt i dag, hvor værdipolitik igen præger os så voldsomt, og hvor mennesker med forskellige holdninger ikke længere kan være i stue sammen. 

Et ben i hver lejr

Robert Redford var sådan en type skuespiller, der hele tiden agerede bro mellem det etablerede, og så det, som man kalder for New Hollywood, det vil sige den bølge af nytænkning og rebelsk opgør med institutionerne, som Hollywood og hele filmverdenen blev konfronteret med, i sluttresserne. 

Her hvor de unge, talentfulde instruktører endelig fik skovlen under pengemændene, der var stagneret i gammeldags moralisme og opbyggelige historier. 

Selv gjorde han for eksempel op med, at man dengang betragtede ham som en af tiden største sexsymboler

Redford havde et ben i denne lejr, men var samtidig også en klassisk skuespiller, og med denne her distingverede og udtryksfulde kraft, der gjorde ham både mainstream og udfordrende. 

Selv gjorde han for eksempel op med, at man dengang betragtede ham som en af tiden største sexsymboler, og han krævede at spille mere indholdsrige roller. 

Læs også:Nekrolog: William Friedkins bidrag til moderne film er uovertruffen

En film som 'The Candidate' (Kandidaten) eller 'Three Days of the Condor' (Tre dage for Condor) fra 1975 er udtryk for netop nybruddet, hvor paranoia og skepsis overfor systemet er altafgørende. 

Og så selvfølgelig hans rolle som den, der narrer de andre, de etablerede, som man ser det i 'Butch Cassidy and the Sundance Kid', i 'The Sting', i 'Sneakers' (1992) og i 'The Old Man and the Gun' (2018). 

Altid smilende, men med en undertone af alvor. 

Ren præsentation

Robert Redford var også bare sådan en skuespiller, der kunne tage publikum med ren præsentation. Man ser det i mesterværket, der desværre nok er lidt overset i dag: 'All is Lost' fra 2013. 

Her spiller Redford den forliste sejler, der vågner op midt på havet, og efterfølgende skal holde skibet ovenvande. Han er alene, og hele filmen foregår på havet, med ham alene, næsten tavs hele vejen igennem koncentreret og med en spændingskurve, der ikke rigtig kan beskrives. 

Det er så intens, så realistisk og helt igennem forbløffende godt, at man nærmest glemmer, at man faktisk har set en film med kun en skuespiller og ingen rigtig dialog, der ikke manglede noget som helst alligevel. 

Læs også:Nekrolog: Gøgleren og københavneren Erik Clausen vil blive savnet

Arven fra New Hollywood svigtede heller ikke Robert Redford senere, da han i stigende grad involverede sig i sine mange ‘Sundance-projekter’, der alle handler om at fremme independence-bølgen, hvor skuespillere og instruktører forsøger at gøre oprør imod de mere etablerede film- og tv-selskaber. 

Også her har Redford efterladt sig en institution, der respekteres af flertallet. 

Hører Redford nutiden til?

Robert Redford fik aldrig en Oscar for en hovedrolle, men til gengæld fik han en del statuetter som instruktør, blandt med succesfilmen, 'Ordinary People' (1980), og hans film 'Quiz Show' fra 1994 er også fremragende, og bygger på en sand historie, hvor skandalen om snyd i det populære tv-program blev afsløret i 1950’erne. 

Igen et tema, som lå Redford meget på sinde. 

Spørgsmålet er om Robert Redford i virkeligheden hører nutiden til, hvor alting snart sagt er inficeret af svindel, af korruption, af kampen for egenvinding, og hvor medierne slås om at beholde læsere, fremfor at grave dybt (nok). 

Der synes der ikke rigtig at være plads til en idealist som ham. 

Læs også:Mod solens fjerne Pandæmonium i Vest: Nekrolog over Cormac McCarthy

Samtidig var hans arbejde mod racisme og for et bedre miljø helt i tråd med nutidens værdikampe, der samtidig peger på en nærmest uoverstigelig generationskløft. 

Med sådan er det jo med de store, de gamle, de klassiske, der går bort: De er kvintessensen af det, der var, men samtidig peger deres udtryk og værdier fremad. 

Ligesom Robert Redford, der gik bort den 16. september i en alder af 89 år. Må han hvile i fred.