Rød blok stiller mistillidsvotum til Eva Kjer Hansen

Mistillidsvotum skal behandles i folketingssalen på onsdag og kan føre til ikke blot Eva Kjer Hansens, men hele regeringens fald. Konservative gentog i går aftes, at partiet vil stemme for mistillid.
En samlet rød blok stiller nu mistillidsvotum til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen. Det skriver flere medier netop nu. Såfremt forslaget får støtte fra De Konservative, som i tirsdags trak deres støtte til fødevareministeren, er Eva Kjer Hansen færdig som minister.

Det er ikke overraskende ministerens kreative beregninger i forbindelse med landbrugspakken, der forleden blev undsagt af en lang række eksperter, der angives som årsdag til mistilliden. I forslaget fra Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten, Alternativet og De Radikale hedder det, at

"Folketinget kan konstatere, at miljø- og fødevareministeren har givet indtryk af, at miljøregnskabet er bedre, end det reelt er. Ministeren har ikke givet et retvisende billede af konsekvenserne af Fødevare- og Landbrugspakken. På den baggrund udtrykker Folketinget mistillid til miljø- og fødevareministeren”, hedder det ifølge DR Nyheder.

Afstemningen kan dog først finde sted på onsdag, da den skal ske i forlængelse af en såkaldt hasteforespørgsel i Folketinget.

Kan føre til regeringens fald
Dermed lægger partierne maksimal pres på ikke blot Eva Kjer Hansen og statsminister Lars Løkke Rasmussen, men også De Konservative. Partiet trak som nævnt støtten til Eva Kjer Hansen i tirsdags, men har endnu ikke selv fremsat et mistillidsvotum.

Det fremsatte mistillidsvotum vedrører som udgangspunkt kun Eva Kjer Hansen, og der er således ikke noget til hinder for, at regeringen kan fortsætte. Men på gårsdagens pressemøde mere end antydede Lars Løkke Rasmussen, at han ikke vil acceptere, at De Konservative stiller mistillid til en af hans ministre. Konsekvensen kan derfor blive enten valg eller en ny dronningerunde.

Det store spørgsmål er derfor, om de Konservative til stå fast på deres udsagn om mistillid til Eva Kjer Hansen. Så sent som i går aftes gentog de konservatives landbrugsordfører Rasmus Jarlov i Debatten på DR2 at partiet er parat til at stemme for mistillid til Eva Kjer Hansen.

Den konservative partiformand Søren Pape Poulsen meldte også ud, at ”Intet er ændret” trods gårsdagens møde med Lars Løkke Rasmussen. Dermed er det meget vanskeligt at se, hvordan Venstre og Konservative skal nå hinanden, uden at ét af de to partier taber ansigt.


Flere artikler om emnet

Annonce