Lad mig starte med en lille historie fra gårsdagens stormvejr: Jeg bor på Indre Nørrebro i en gade, der fører op til Folkets Park. Til trods for det bredtfavnende navn appellerer ’parken’ ikke just til de brede københavnske befolkningsgrupper. Det er sjældent, at man ser en familie sætte sig ved en af bænkene eller et pensionistægtepar vandre rundt mellem træerne.

I stedet har parken et mere begrænset klientel bestående af primært afrikanske immigranter, der i mangel på varmestuer sover under træerne, og en gruppe unge andengenerationsindvandrere, der i mindre grupper hænger ud på gadehjørnet. Og her er de vel at mærke hele tiden. Uanset hvad uret, vejrudsigten eller almindelig sund fornuft ellers tilsiger.

Så mens resten af Danmark i går fulgte anbefalingerne fra politiet og forblev inden døre, kunne man iagttage, hvordan den lille gruppe trodsede den hårde vind og de flyvende genstande og stædigt fastholdt deres position på gadehjørnet.

Når de valgte denne sære fremfærd, skyldes det givetvis, at deres beskæftigelse i al almindelighed heller ikke er i overensstemmelse med politiets retningslinjer. Handelen med narkotika foregår særdeles åbenlyst til trods for, at ordensmagten regelmæssigt patruljerer området.

Og dette bringer os til Enhedslisten.

Partiet har nemlig i forbindelse med det forestående kommunalvalg været så venlige at omdele en brochure, ’For et rødere Nørrebro’, til de nørrebroske husstande. I denne ottesiders lange pjece fremlægger partiet deres politik i forhold til så forskellige emner som trafik og miljø, beskæftigelse, boliger, og, ja, kriminalitet.

Under overskriften ’En tryg og mangfoldig bydel’ forklarer Enhedslisten, at de ”kæmper for et trygt Nørrebro”, men samtidig ved, at ”der ikke findes lette løsninger”. Strategien til kriminalitetsbekæmpelse hedder i stedet ’sociale tilbud hånd i hånd med jobskabelse’:

”Der er i øjeblikket omkring 3000 unge i Hovedstaden, der mangler praktikplads. Unge uden job, læreplads eller uddannelse tiltrækkes nemt af bandekriminalitet. Enhedslisten vil prioritere gratis og mangfoldige fritidsaktiviteter, så gadelivet bliver en positiv oplevelse. Vi ønsker flere fritidsklubber, der har åbent om aftenen. Vi har flere lokale fodboldklubber, som gør et rigtig godt stykke arbejde, styrker integrationen og virker kriminalpræventivt. Til Nørrebros knap 72.000 beboere er der kun fire turneringsfodboldbaner, og det er alt for lidt. Vi vil have flere fodboldbaner på Nørrebro. (..) Forebyggelse – ikke lappeløsninger – er vejen frem.”

Det er naturligvis prisværdigt, at Enhedslisten således ønsker at forebygge og forhindre kriminaliteten i at opstå. Men Enhedslistens evige fokus på sociale årsager må om noget siges at have skævvredet deres syn på kriminalitet. For undskyld mig, men er flere fodboldbaner og gratis klubaktiviteter om aftenen virkelig partiets svar på den kriminalitet, der eksisterer på Nørrebro? Er det virkelig brugerbetaling, der forhindrer bandemedlemmerne, som sælger narkotika under årets værste stormvejr, i at forfølge mere lovlydige fritidsinteresser? Og hvad pokker vil partiet stille op med disse bandekriminelle, mens vi venter på, at forebyggelsen virker om ti-tyve år?

Mellem linjerne kan man læse, at partiet ikke mener, at forbryderne selv er ansvarlige. I hvert fald ikke sådan rigtigt ansvarlige. Kun lidt. De kriminelle bliver i essensen opfattet som den nødvendige, næsten naturlige følge af miserable omstændigheder, som vores uddannelses-, social- og beskæftigelsespolitik måtte løse. At kriminalitet er produkt af sociale omstændigheder er langt hen ad vejen en rigtig påstand.

Men det bør ikke indebære, at man nægter at løse problemerne, når de først er opstået, og at kun en langsigtet social indsats giver mening. I så tilfælde bliver de sociale årsager til sociale undskyldninger. Blot fordi kriminalitet i høj grad udspringer fra de socialt svage miljøer, betyder det ikke, at man skal forklare og forsvare det. Kriminalitet bliver ikke kun udøvet af folk på samfundets bund, men rammer også de svageste.

Mellem skemaer og regneark, der viser den sociale verdens ubønhørlige naturlove, har partiet glemt den kriminalitet, der eksisterer nu og her. Indtil Enhedslisten kan forklare, hvad vi skal gøre med bandemedlemmer, der trodser såvel ordensmagten som voldsomme vejrlig, andet end at håbe på, at problemerne er forsvundet om ti-tyve år, er det meget svært at tage deres ambitioner om et ’trygt Nørrebro’ seriøst.