Anden halvleg af debatten om danskheden er nu fløjtet igang. Det er en diskussion, der udviklede sig i Folketinget i kølvandet på befolkningsudviklingen i Brøndby Strand. Min egen valgkreds på Vestegnen. Da debatten opstod advarede jeg mod de formuleringer, som de borgerlige partier efterfølgende vedtog om, 'at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark'.

I bedste fald inviterede den slags udtalelser til misforståelser, i værste fald besluttede et flertal af Folketinget, at man ikke kunne være dansker, hvis forældrene var indvandret fra et ikke-vestligt land.

Jeg har siden snakket med rigtig mange mennesker på Vestegnen, som har spurgt specifikt ind til denne vedtagelse. Mange er blevet sårede. Flere har oplevet det som et tilbageskridt for integrationen, at Folketinget kan finde på at vedtage den slags. Det har været nødvendigt, både for boligselskaber og kommunen, at understrege, at danskere selvfølgelig kommer i mange farver og med mange baggrunde. De borgerlige partier i Brøndby kommune har i den forbindelse spillet en positiv rolle.

Jeg er også selv overbevist om, at de borgerlige partier har følt sig misforstået i denne sag. Vi er jo på tværs af partierne enige om, at man sagtens kan være dansker og samtidig være barn af indvandrere. Her kunne vi så bare stoppe debatten. Men så let slipper vi ikke. For bagved misforståelsen og de kluntede formuleringer gemmer sig en helt afgørende diskussion om danskhed og rodløshed.

Fortabt mellem to nationer
Gæstearbejderne fra 1960’erne og 1970’erne er meget bevidste om deres nationale identitet - uanset deres formelle statsborgerskab. De er kurdere, tyrkere, pakistanere. De er født i hjemlandet og taler deres modersmål perfekt. De har minder fra deres opvækst og en stærk nationalfølelse. Men deres børn, som er født i Danmark, har ikke de samme rødder i forældrenes hjemland.

Da jeg spurgte en ung mand om han følte sig mest som dansker eller som tyrker, svarede han: Muslim!

En ung fyr fra Albertslund forklarede mig, at han både følte sig fremmed i Danmark og Tyrkiet. Han har aldrig været på Brøndby stadion, i stedet følger han den tyrkiske fodboldliga meget tæt. Når han er på ferie i bedsteforældrenes landsby i Konya-provinsen, sidder han hele dagen og keder sig på byens netcafé og spiller computerspil med vennerne hjemme i Danmark. Hans tyrkiske er gebrokkent og blandet op med engelsk, dansk og arabisk. Fortabt mellem to nationer. Frarøvet en ægte nationalfølelse. Det kan hurtigt udvikle sig til rodløshed. Da jeg spurgte en anden ung mand om han følte sig mest som dansker eller som tyrker, svarede han med et ord: Muslim!

At sikre et ejerskab til danskheden er et vigtigt spørgsmål. At forhindre parallelssamfund er en vigtig opgave. Men min oplevelse er, at vi er ved at svigte på begge områder. Stadig flere unge i vores samfund føler sig ikke som danskere. Det er katastrofalt. De tyrkiske, kurdiske, arabiske parallelssamfund er stadig mere isolerede fra det danske samfund. Desværre.

Parallelsamfund - et politisk svigt
I tirsdags sad jeg på en tyrkisk restaurant på Vestegnen med min familie. Vi var de eneste der snakkede dansk. Tyrkisk radio. Tyrkisk TV på fjernsynet, der hang i hjørnet. Tyrkisk personale. Tyrkiske kunder. Ved siden af en tyrkisk slagter. Til den anden side en tyrkisk frisør. Rundt om restauranten ligger boliger så langt øjet rækker med flertal af tyrkiske og kurdiske beboere. På skolen går deres børn, som kan vokse op og kun lære dansk som et teknisk andetsprog. Resten af tilværelsen kan klares på tyrkisk.

Dette er allerede blandt velfærdsstatens største trusler

Det er et enormt politisk svigt. Det splitter vores samfund. Det forhindrer oplevelsen af samhørighed. Og det undergraver solidariteten. Dette er allerede blandt velfærdsstatens største trusler, hvis ikke vi får det håndteret.

Det er korrekt, når folk peger på bedre boligpolitik, socialpolitik, arbejdsmarkedspolitik og meget andet godt, som svar på integrationsproblemerne. Det vil jeg ikke afvise. Men husk på, at langt de fleste indvandrere er lovlydige, flinke og rare mennesker, der klarer sig ganske udmærket i det danske samfund med uddannelse og fast arbejde. De er ikke sociale klienter. Alligevel vokser parallelsamfundene. Vi kommer derfor ikke uden om at tale mere direkte om loyaliteten og interessen overfor det danske fællesskab, og dermed om danskhed.

Lego-testen
Jeg plejer selv at bede unge danske muslimer om at tage Lego-klods-testen.

Hvis nu en kvinde fra Thisted skvatter i en Lego-klods og skal på sygehuset, og der på samme tid er en muslim, der skvatter i en Lego-klods i sin lejlighed i Malmø. Du kender ikke nogen af dem, siger jeg til de unge. Den ene bor i samme land som dig selv, den anden tror på samme gud som dig selv. Hvem vil du helst have, at dine skattekroner går til at hjælpe?

Langt de fleste siger heldigvis kvinden fra Thisted. De har dermed bestået Lego-klods testen og kan kalde sig danskere i hjertet. Men jeg vil ikke benægte, at alt for mange hellere vil hjælpe den svenske muslim. Og det er et gigantisk problem for velfærdsstaten. Ligesom det er et kæmpe problem, hvis skatteyderne i Thisted ikke føler nogen samhørighed med borgerne i Brøndby Strand. Så smuldrer opbakningen ganske enkelt til social og geografisk omfordeling gennem velfærdsstaten.

Det etnisk og religiøst homogene Danmark er slut
Jeg skal vi også bruge denne diskussion om danskheden til at sige meget klart til indvandrerne og deres børn og børnebørn: Zap hen på dansk tv! Jeg er ved at være træt af, at så mange interesserer sig mere for vejrudsigten i Tyrkiet end i Danmark. I bor her! Ligesom jeg godt, vil sige til alle der betvivler om indvandrerne og deres børn og børnebørn kan være danskere, at de må pakke deres gammeldags, forstokkede forståelse af danskhed væk. Det etnisk og religiøst homogene Danmark er slut.

Sæt Matador på DVD’en hvis du savner det. Men væn dig til, at danskerne nu kommer i mange farver og mange religioner.
Mattias Tesfaye, er folketingsmedlem for Socialdemokratiet og valgt i Brøndby.

‘Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning.