En bolig er ikke længere bare noget, man bor i. For mange mennesker er det blevet det mest afgørende forhold for, om de får opbygget en formue, og om de bliver del af den mest velhavende del af danskerne. Med alle de fordele og frihed, det giver.

Vi har fået en boligadel i Danmark. Det er er alle os, der har haft mulighed for at købe en ejerbolig i de steder af landet, hvor priserne stiger. Det er en rimelig bred adel, og på den måde er den meget anerledes end den historiske adel, vi havde under feudalismen.

Vi har fået en boligadel i Danmark

Men de boligprivilegerede har alligevel adelig træk. De ejer land, fordelene ved ejerskabet stiger over tid, og for mange går det i arv: Enten i form af et forældrekøb som indgangen til boligmarkedet eller som hjælp i forhold til udbetaling på den første ejerlejlighed.

Boligejere har otte gange større formue
Sådan en hjælpende hånd er ikke uden betydning. Boligejernes formue er i gennemsnit 8 gange større end ikke-boligejeres, viser tal fra Danmarks Statistik. Noget af det skyldes, at boligejere generelt har længere uddannelser og højere løn end lejere. Men boligejernes indkomst er kun cirka dobbelt så stor som lejernes. Og boligen i sig selv er dermed af afgørende betydning for, om man havner på den grønne formuegren eller ej.

De store boliggevinster skyldes blandt andet, at boliger skattemæssigt er blevet begunstiget de seneste knap 20 år. En ny undersøgelse fra DREAM-gruppen konkluderer, at ”ejendomsværdiskatten i perioden siden årtusindeskiftet har været lavere end sit neutrale niveau” og at ”boligejerne har optjent en positiv skattegevinst (…) i størrelsesordenen 12.000 kr. årligt i årene 2000-15.” Langt mere end de ’historiske skattelettelser’ Anders Samuelsen og Co. har forhandlet om.

Boligen i sig selv er dermed af afgørende betydning for, om man havner på den grønne formuegren eller ej

Det skal kunne betale sig at arbejde, hører vi. Og skal vi kunne acceptere en vis grad af ulighed i vores samfund, må den – for at være retfærdig – bunde i forskelle i evner og indsats. Ingen af delene er tilfældet, når det er vores lod i boliglotteriet, der afgør om vi er formuende eller ej.

Boligbeskatning skal tilbage på dagsordenen
Boligpolitik må tilbage på dagsorden, særligt blandt partierne på centrum-venstre og venstrefløjen.  Og det må starte med boligskatten. Alle kan se, at det er skævt, at ejendomsværdiskatten har været fastfråsset i knap to årtier. Men ingen tør blinke først og gøre noget ved det. Det holder ikke og må ændres.

Bedst vil det være, hvis boligskattesystemet gentænkes, så den løbende beskatning - grundskyld og ejendomsværdiskat - bliver sat ned, mens man til gengæld betaler skat af sin fortjeneste, hvis boligen sælges og man ikke geninvesterer pengene i en ny bolig.

Det er ikke hensigtsmæssigt, at vi giver skattemæssige fordele til boliginvesteringer. Hvis man for eksempel investerer i en mindre virksomhed eller en stor en, der er på børsen, så skal man betale skat af den værdistigning, man får. Men det er ikke tilfældet med den værdistigning, der er i ens bolig.

Det betyder, at hvis man har penge i banken, så er det væsentlig smartere at investere dem i en lejlighed til sit barn end at investere dem i arbejdspladser i erhvervslivet.

Stemmer i boligpolitik
Men det er ikke nok, at ændre boligbeskatningen. Det må også være en politisk prioritet at sikre flere gode boliger, der kan betales. Det at være lejer, skal ikke være lig med et liv på anden klasse boligkvalitetsmæssigt eller at man må betale ågerpriser i privat nybyggeri.

Vi har i Danmark en stærk almen boligsektor. Den bør udbygges og understøttes politisk. Og det kan der oven i købet være stemmer i: I New Zealand gik socialdemokraten Jacinda Adern i efteråret til valg på at bygge 100.000 kvalitetsboliger, der er til at betale, og vandt en klar sejr over højrefløjen der.

Det er da til at lade sig inspirere af.

 

Kristian Weise er direktør i Tænketanken Cevea.
Dagens Pio klumme’ er en fast spalte på Netavisen Pio, der udkommer fem gange om ugen med provokerende, nytænkende og debatskabende indlæg, som sætter dagsorden i arbejderbevægelsen.
Klummen er alene udtryk for skribentens egen holdning.