Annonce

Rohde-skiftets vindere og tabere

En af regeringens største kritikere, Jens Rohde, valgte i weekenden at skifte fra Venstre til de radikale. Hvem er skiftets vinder og tabere.
Europaparlamentsmedlem Jens Rohde skiftede i weekenden medlemskabet af Venstre ud med et hos de radikale.

”For mig er det et værdipolitisk imperativ. Jeg mener, Danmark har aldrig haft så stort behov for det radikale venstre, som det har i dag. Jeg synes det er sket et norm- og værdiskred,” forklarer han i et interview med Politikken.

Den store nyhed i det her er måske ikke, at Jens Rohde skifter, den store nyhed er at det ikke er sket noget før-

At Jens Rohdes partiskifte kan komme bag på nogen er mig simpelthen en gåde. Det virker som det mest oplagte og forudsigelige der er sket i dansk politik, siden Socialdemokraterne valgte Mette Frederiksen som Helle Thornings efterfølger.

Vindere: Venstre
Den store vinder er helt uden tvivl Venstre. På negativsiden er der naturligvis, at partiet i et par dage får lidt dårlig presse, og at partiet fremover mister lidt penge fra Bruxelles.

Men det opvejes jo helt klart af, at der fremover kommer mere ro og enighed i partiet. Der er helt sikkert nogen der vil mene, at det er bedre at partier kan rumme flere holdninger til et emne, for derved at kunne tiltrække flere vælgere.

I dette tilfælde virker det dog som om Rohdes synspunkter kun deles af et fåtal af Venstrefolk. Og at dem der er mest begejstrede for hans exit, er hans nye partifæller og venstreorienterede typer, som heller ikke bryder sig om regeringens udlændingepolitik, der pludselig ser Jens Rohde som arketypen på den principfaste politiker.

Vindere: Mennesket Jens Rohde
Som politiker og som menneske er det bedst at være et sted, hvor de folk der omgiver en og som burde være ens partnere og allierede, som udgangspunkt også er enige med det man laver og mener (og vice verce). At være i evig opposition til alting kan simpelthen ikke være optimalt.

Derfor virker Jens Rohdes partiskifte som det helt rigtige og jeg tvivler på at det er falsk, da han efter sit første møde med den radikale folketingsgruppe til TV2/News sagde:

”Det føles rigtig godt. Det er dejligt at blive budt velkommen på den måde. Både Morten og gruppen og det radikale bagland som sådan har budt mig velkommen. Jeg har fået rigtig mange henvendelser. Det er rart, når man vælger et nyt sted. Det er ikke nogen selvfølge, når man hedder Jens Rohde, at man bliver budt velkommen.”.

Tabere: Oppositionen
Imens Venstre er den store vinder ved Rohdes exit, er oppositionen overordnet dem der er den store taber. Selv om de radikale nu bliver styrket med en profil og lidt ekstra EU-penge, så mister centrum-venstrefløjen muligheden for at dyrke uenigheden i regeringspartiet.

Fremover vil Jens Rohde bare være Europa-Parlamentsmedlem nummer to fra de radikale, godt gemt væk i Bruxelles og derfra vil kritik af Venstre ikke længere ende på forsiden af dagbladene, men som en lille notits nederst på side nitten.

Tabere: Pressen
Den anden helt store taber er naturligvis pressen, som mister en rigtig god historie, nemlig den om politikeren der revser sit eget parti. Det har givet ikke så få historier det sidste halvandet års tid.

Det vil de helt sikkert savne.

David Troels Garby-Holm er redaktør og souschef på Netavisen Pio.


Flere artikler om emnet