Rose – en hyperrealistisk film om livet med skizofreni

Foto: Nordisk Film
Rose: Nordisk Film
Niels Arden Oplev har begået endnu et mesterværk. Det tør jeg godt indlede med. Som instruktør er han kendt for at lave film med noget på hjertet. Denne gang skinner det tydeligt igennem at det er hans eget allermest privat hjerte.

...én af de mest stigmatiserende diagnoser vi har i vores samfund.

Filmen Rose, beskriver en busrejse til Paris for Inger, der lider af skizofreni og hendes søster og svoger, der muliggør rejsen ned efter Ingers sidste raske ungdomsminder. Filmens snit sætter publikum tilbage til stemningen i Italiensk for begyndere, med et stærkt cast af kendisser, der spiller hverdagskiksede typer. - nogle raske, nogle med diagnose og nogle, der bedst beskrives som udiagnosticerede.

Virkeligheden overgår fantasien

Filmen opleves hyper-realistisk i sin formidling af Ingers situation. Den får én til at reflektere over ens egne erfaringer med skizofreni, psykisk sygdom og handicap.

Undertegnede så filmen uden at vide at virkelighedens forlæg for Inger er Niels Arden Oplevs egen søster, men undervejs var jeg ikke noget tidspunkt i tvivl om at denne film måtte være baseret på virkelige oplevelser og ægte erfaringer med at være pårørende til en psykisk syg person, med én af de mest stigmatiserende diagnoser vi har i vores samfund.

Den beskriver således smukt hvordan mennesker med sindslidelser oplever deres egen stigmatisering i andres øjne, hvordan de har en unik fortid, et selvstændigt indre liv og personlige kompetencer som er uafhængige af diagnosen.

Detaljer, som filmmagere uden personlig erfaring med diagnosen ofte overser eller glemmer at formidle, i jagten på suset og dramaturgien. Men der er rigeligt drama i at kæmpe med stemmer og selvbebrejdelse. Det viser Niels Arden Oplev fornemt uden at udstille eller fremmedgøre portrættet af sine søstre.

Stereotyperne i kulissen

Lige så elegant som Inger fortælles og spilles af Sofie Gråbøl – lige så mange stereotyper er der rundt om hovedpersonen. Stjerneeksemplet er den kombinerede tur-guide og bus chauffør Peter Gantzler, som tilsyneladende aldrig er gnaven, ikke kan tale det mindste fransk og ikke overholder kørehviletider.

Filmen kan derfor anbefales til alle, der har et hjerte der kan elske.

Men hvor er det dog befriende at det for en gangs skyld ikke er den der bærer diagnosen, der skal være den stereotype. At det er alle dem med det relativt ukomplicerede følelsesliv, som bliver de til tider lidt flade figurer hovedpersonerne spiller bold op ad.

Når filmen slutter sidder publikum tilbage med en bedre forståelse, for et af de største kærlighedsfænomener, der lever et stille og hidtil uset liv i vores samfund. Kærligheden i familier med særlige behov, som tåler og trodser meget mere, end hvad klassisk romantik nogen sinde opnår. Filmen kan derfor anbefales til alle, der har et hjerte der kan elske.

Maja Holt Højgaard er kulturanmelder på Netavisen Pio. Uddannet læge og initiativtager til #UdenTavshedspligt. Medlem af kommunalbestyrelsen (S) i Brøndby Kommune. 


placeholder

Kommentarer

FANTASTISK film ...Gråbøl er enestående 👍❤️

Annonce