Rosenkrantz-Theil: Vi skal se mod Sverige, når vi gentænker kontanthjælpen

Forskellen på huslejen i København og Kalundborg skal tænkes ind i kontanthjælpssystemet, mener Socialdemokratiet
Den ydelseskommission - som Socialdemokratiet vil have til at gentænke det danske ydelsessystem -  bør skele til, hvad man gør på den anden side af Øresund.

Sådan lød det fra socialordfører Pernille Rosenkrantz-Theil (S) under en debat om kontanthjælpsloftet hos mediet Altinget torsdag. Det skriver Altinget søndag.

Ifølge Pernille Rosenkrantz-Theil er det ikke en løsning bare at gå tilbage til det kontanthjælpssystem, som man havde inden Lars Løkke kom til magten i 2015, for hun ser ikke nogen idé i, at man efter valget ”skal give 10.000 kroner mere til familier uden børn”.

Jeg mener ikke, at man ved at tilbagerulle kontanthjælpsloftet til det gamle system løser problemet

I stedet vil Socialdemokratiet stræbe efter, at kommissionen forsøger at lave et system, der ligner det, man kender fra Sverige, hvor man tager hensyn til folks husleje, så kontanthjælpen i højere grad afspejler den oprindelige idé om at være “det minimumsbeløb, der skal til for at leve.”

“Jeg mener ikke, at man ved at tilbagerulle kontanthjælpsloftet til det gamle system løser problemet, fordi husleje forskellene er blevet for store,” lød det fra Rosenkrantz-Theil, som også pegede på, at udsatte gruppers gæld skal tænkes ind.
 

SF kræver kontanthjælpsloftet afskaffet

Afskaffelsen af kontanthjælpsloftet er et ultimativt krav fra SF til en socialdemokratisk regering.

Hvis partiet ikke får sit krav igennem ved den første finanslovsforhandling med Mette Frederiksen (S) for enden af forhandlingsbordet, så kan SF ikke støtte finansloven, har partilederen Pia Olsen Dyhr (SF) meldt ud.

I debatten på Altinget medgav SF's Karsten Hønge, at det giver “god mening at se på systemet samlet” og at “det vi havde før ikke fungerede optimalt”.
Han stod dog fast på, at rækkefølgen skulle være, at man først fjernede kontanthjælpsloftet og derefter gik systemet efter i sømmene.
 

Venstre: "Der skal ikke ske noget"

Spørgsmålet om kontanthjælpsloftets fremtid, var let for Venstre under debatten torsdag:

“Jeg kan gøre det ultrakort: Det skal ikke ske noget,” lød svaret fra Venstres socialordfører Martin Geertsen, hvilket han begrundede med at det “skal betale sig at arbejde”.

rykker man overførselsindkomsterne ned, så flytter lønningerne med

Liberal Alliances Joachim B. Olsen er dog klar til at stramme skruen mere, og han mener, at kontanthjælpsloftet skal udbygges yderligere.  


S og SF: Lønnen rykker med ned

Som en anke mod regeringens forestilling om, at kontanthjælpsloftet sikrer, at det kan betale sig at arbejde, nævnte både Karsten Hønge (SF) og Pernille Rosenkrantz-Theil, at de laveste lønningerne har det med at rykke med ned, når man sænker overførslerne i et land:

“Jeg tror grundlæggende ikke særlig meget på, at man får noget ud af at rykke ved de mekanismer. For rykker man overførselsindkomsterne ned, så flytter lønningerne med ned,” sagde Pernille Rosenkrantz-Theil.

Sarah Scheer er podcast-redaktør på Netavisen Pio.


Kommentarer fra Facebook